Pressemeddelelse -

Danmark får bosted for unge piger og kvinder, der kæmper med psyken

Til oktober åbner Bostedet Vejenhus, der skal være hjem for ni unge piger og kvinder, der er særligt sårbare, og som lever med psykiske problemer såsom angst og depression

Vi taler om dem, og vi hører om dem i medierne: De pressede, unge kvinder og piger, der oplever at leve i et samfund, der ofte har alt for høje og urealistiske forventninger til, hvad man som ung kan og skal gøre. Nu åbner omsorgsselskabet Forenede Care Danmarks første bosted for gruppen af piger og unge kvinder, der har brug for hjælp til at navigere i et samfund, der lige nu gør dem syge.

Det er Connie Sandholm, der er centerchef på Bostedet Vejenhus, som står for etableringen af det nye bosted. Hun kommer med mere end 18 års ledererfaring fra forskellige, offentlige institutioner og bosteder, og hun mener, at der er stort behov for denne nye type bosted:

“Mange unge har kringlede veje ind i psykiatrien, og når først de er kommet ind, så er de faktisk hurtigt ude igen. Vi oplever mange forældre, der kæmper med systemerne, fordi de mangler hjælp til deres barn. Så vi ser det nye bosted som en mulighed for dem, der igennem kortere eller længere tid har brug for støtte og rådgivning. Det er ikke ren opbevaring. Det er et pædagogisk tilbud.”

Connie Sandholm fortæller, at pigerne, der snart får hjem i Gesten lige uden for Vejen ofte klarer sig flot i skolen og har venner, men at de i periode trækker sig fra fællesskaber. Det er piger, der kæmper med angst, tilknytningsvanskeligheder, selvskadende adfærd eller depression.

“Vi specialiserer os i at kigge på det hele menneske”
Den nationale sundhedsprofil fra 2022 viser at der er sket en kraftig stigning i mistrivsel blandt unge på 16-24 år. Særligt for piger. Denne voksende gruppe har Forenede Care sat sig for at hjælpe med Connie Sandholm i spidsen for Vejenhus. Og centerchefen er overbevist om, at pigerne og kvinderne kan få lige netop den hjælp, de har brug for:
“Det er jo ofte piger, man kigger på og tænker, at her går det rigtigt godt. Men under overfladen, så er virkeligheden bare en helt anden. Vi specialiserer os i at kigge på det hele menneske, og for os er det en grundlæggende værdi at lytte til de unge mennesker. Det er deres virkelighed, der er det vigtigste, og her vi finder årsagen.“

Mellem 12-14 medarbejdere vil blive tilknyttet døgninstitutionen, og blandt de ansatte vil man blandt andet finde psykologer og sygeplejersker, der vil rådgive, give samtaleterapi og andre værktøjer, der kan hjælpe den unge med at navigere bedre i livet.

Bostedet Vejenhus har åbningsreception d. 22. september, hvorefter planen er, at de første piger kan flytte ind i den idylliske landejendom i rolige omgivelser d. 1. oktober. Connie Sandholm fortæller, at de vil hjælpe de unge med at få en normal hverdag i lokalområdet, så de også har mulighed for fx at gå til håndbold eller passe et fritidsjob. Og så har hun et stort håb om at få lov at støtte pigerne videre i livet:
“Vi har et håb om at kunne fortsætte med at holde de her kvinder lidt i hånden - også når de fylder 18, og de går over til voksenområdet. Som person tror jeg på, at alle mennesker kan udvikle sig, når bare de får en chance til. Jeg føler et stort socialt ansvar, for de unge mennesker, der skal bygge verden videre, når vi bliver gamle.”

Bostedet Vejenhus har plads til ni unge piger og kvinder, som kan blive på bostedet i kortere eller længere perioder - alt efter behov.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • unge piger og kvinder
  • bosted
  • angst og depression
  • forenede care

Regions

  • Nordjylland

Fordi der der forskel

I Forenede ved vi, at ikke to mennesker er ens, og at det, der virker for én,
ikke nødvendigvis virker for en anden. Derfor tager vi altid udgangspunkt
i den specifikke situation og skaber en løsning, der passer præcist til den
enkelte. Det gælder vores kunder såvel som vores medarbejdere.

Mange ting er forandret i vores virksomhed, siden den blev etableret i
1959. Men én ting er uændret – og sådan bliver det ved med at være:
Vi tager altid udgangspunkt i det enkelte menneske og ser forskellene
og de forskellige behov. Det er dét, der gør os til Forenede.

Kontakt

Mie Jusjong

Kommunikations- og marketingkoordinator 23205634 Mies linkedinprofil

Relateret materiale