Pressemeddelelse -

Forenede Care skal drive plejecenter i Solrød Kommune

Fra 1. februar 2024 overtager det familieejede omsorgsselskab Forenede Care A/S driften af den private del af Plejecenter Christians Have i Solrød Kommune.

Forenede Care har vundet udbuddet om driften af den privatdrevne del af Plejecenteret Christians Have der ligger i Solrød Kommune og er kommunens eneste plejecenter. Den anden del fortsætter kommunen selv med at drive. Det var et enigt byråd, der pegede på Forenede Care.

Formanden for Solrød Kommunes social-, ældre- og sundhedsudvalg, Ivar Haugaard-Hansen fortæller om valget af Forenede Care:

”Jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning. Forenede Care er i udbudsperioden kommet med en rigtig god beskrivelse af, hvordan de vil sikre den værdige, professionelle og omsorgsfulde pleje, som beboerne skal have. De har fået den bedste vurdering samlet set både i forhold til kvalitet og pris af de to bud, vi har modtaget. Der har også allerede nu været en rigtig god dialog med Forenede Care, og vi har et rigtig godt indtryk af den familieejede virksomhed som både professionel og hjertevarm.”

Denne beskrivelse af Forenede Care glæder adm. direktør hos Forenede Care, Stine Louise Eising:

”Det er helt rigtigt, at vi sætter en ære i at have et trygt samarbejde med kommunen såvel som beboere, pårørende, medarbejdere og lokalsamfundet. Vi går til opgaven med ydmyghed, for det er de ældre menneskers hjem, dagligdag og trivsel, der er det vigtigste her. De pårørende, personalet og Solrød Kommune skal også føle at de er i gode hænder hele vejen igennem.”

Både beboere og medarbejdere er blevet informeret om skiftet af leverandør, og Solrød Kommune har i samarbejde med Forenede Care inviteret beboere og pårørende til informationsmøder, hvor det er muligt at få svar på spørgsmål.

”En naturlig bekymring hos beboere og pårørende er, om de nu skal sige farvel til de medarbejdere, de er glade for. Men da der sker en såkaldt virksomhedsoverdragelse af medarbejderne, er det ikke noget, man behøver at bekymre sig om. Vi ved godt, at forandringer kan være svære, men sammen med Forenede Care vil vi gøre vores allerbedste for, at beboere og pårørende føler sig trygge ved, at Forenede Care overtager driften,” siger Ivar Haugaard-Hansen.


Fakta

Forenede Care overtager derfor driften af den private del af Plejecenter Christians Have fra den 1. februar 2024. Indtil videre løber den nye kontrakt til marts 2030. Det dansk familieejede selskab driver i forvejen Langagergård Plejecenter i Greve Kommune og Lokalcenter Bøgeskovhus i Aarhus Kommune.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • forenede care
  • velfærd
  • plejecenter
  • ældrepleje
  • omsorg
  • ældreplejen
  • privat aktør

Regions

  • Solrød

Fordi der der forskel

I Forenede ved vi, at ikke to mennesker er ens, og at det, der virker for én,
ikke nødvendigvis virker for en anden. Derfor tager vi altid udgangspunkt
i den specifikke situation og skaber en løsning, der passer præcist til den
enkelte. Det gælder vores kunder såvel som vores medarbejdere.

Mange ting er forandret i vores virksomhed, siden den blev etableret i
1959. Men én ting er uændret – og sådan bliver det ved med at være:
Vi tager altid udgangspunkt i det enkelte menneske og ser forskellene
og de forskellige behov. Det er dét, der gør os til Forenede.

Kontakt

Relateret materiale