Gå til indhold
Mandskabet ombord på fregatten Jylland 1885.
Mandskabet ombord på fregatten Jylland 1885.

Pressemeddelelse -

Ny temaudstilling: REJSEN– Fregatten Jyllands Togter

Fregatten Jyllands historie og funktion er mangfoldig, og nu kan museets gæster møde én af de mindre kendte historier - nemlig historien om fregatten Jyllands mange togter baseret på sømændenes vidnesbyrd i form af deres breve, dagbøger og erindringsskrivelser.

På REJSEN kan gæsterne følge sømændenes drømme om at rejse, deres eksotiske oplevelser og de barske realiteter ombord på det stolte skibs mange togter.

Her får maritimhistorien et menneskeligt ansigt i mødet med tre portrætter, som er digitale gengivelser af autentiske fotografier af tre af fregattens sømænd, hvis dagbøger museet er i besiddelse af. Portrætterne er interaktive, og de tre sømænd fortæller om deres oplevelser fra hver deres position på skibet: lærlingen Vincent Theodor Hein, den værnepligtige Oscar Kramp og kaptajn og næstkommanderende Carl Adolph Garde. Portrætterne er produceret i samarbejde med firmaet Innopixel.

”Vi tror på, at en af de mest oplagte veje til at engagere museets gæster i den maritime kulturarv, er at give vores fælles historie personlige stemmer. Det vil sige, at man som gæst møder en levende formidler, eller alternative formidlingsformater der giver historiens mennesker en stemme” siger direktør Karin Buhl Slæggerup, Fregatten Jylland.

”Derfor har vi i dette tema en historieformidling, der kan være med til at besvare spørgsmål som f.eks.: Hvorfor sejlede et dansk krigsskib til Vestindien? Hvordan var det at sejle, arbejde, og rejse med fregatten Jylland? Hvad lavede søfolkene ombord? Hvad oplevede de, og hvad følte og tænkte de mon?” fortsætter Karin Buhl Slæggerup.

Tid til refleksion

Temaudstillingen giver også museets gæster anledning til refleksion, hvor de inviteres ind i et brev-skrive-hjørne. Her kan de forsøge sig med denne ’gammeldags’ kommunikationsform i et historisk miljø, hvor papir, konvolutter og postkort kalder på måske lidt mere langsommelige refleksioner end et hurtigt snapchat eller opslag på Instagram og Facebook.

Hele temaet kan opleves frem til sommeren 2023 og understøttes af en række supplerende formidlingsaktiviteter særligt målrettet børn.

Temaudstillingen er realiseret med støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og Aarhuus Stiftstidendes Fond.

Kategorier

Kontakt

  • Officerer ombord på fregatten Jylland i København 15.5.1864
    Officerer ombord på fregatten Jylland i København 15.5.1864
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    1956 x 1584, 1,86 MB
    Download