Pressemeddelelse -

Lokale unge skal i oplæring på gaden

I denne uge begynder GAM3’s sæson med gadeidrætsaktiviteter over hele landet. Samtidig skal unge mellem 15 og 21 år fra udsatte boligområder i praktik for på længere sigt selv at kunne træne andre unge i gadeaktiviteterne.

Der er efter et langt vinterhalvår uden træninger en stor lyst hos de lokale unge til igen at dyrke gadeidræt, og derfor begynder gadeaktiviteterne allerede i midten af april i år. Det er første gang at non-profit organisationen GAM3 igangsætter gadeaktiviteterne i boligområdet så tidligt på året. Og det er ikke kun de unge, som nyder godt af dette. Undersøgelser viser, at idrætten både hjælper de unge med at få opbygget en positiv identitet, samtidig med at boligområdets øvrige beboere får et mere nuanceret og anerkendende syn på de unge.

Netop de unges potentiale ønsker GAM3 skal udfolde sig endnu mere fremover. Engagerede unge fra boligområdet er derfor i gang med at tage GAM3’s nye uddannelse, hvor de via gadeidrætten skal tage ansvar og gøre en indsats for andre udsatte unge i deres boligområde. Det er de såkaldte PlayMakers, som har været under uddannelse siden 2011. Men før de står med det endelige diplom i hånden, skal de i den forestående sæson igennem et praktikforløb i deres eget boligområde.

Under praktikforløbet skal de unge PlayMakers afprøve de redskaber, som de har tilegnet sig gennem tre intense uddannelsesweekender i StreetMekka i København. Forventningerne til praktikforløbet er tårnhøje, og den gode energi skaber forhåbning om, at de unge PlayMakers allerede ved sæsonstart vil præge GAM3’s aktiviteter i retning af større lokalt ejerskab.

”Det har været både inspirerende og bekræftende at opleve den entusiasme, som det første hold af PlayMakers har udvist. Da mere end seks ud af 10 af dem tidligere har deltaget i vores aktiviteter på gadeplan, har de på egen krop oplevet det fællesskab og den bevægelsesglæde, som gadeidrætten kan bringe. Det er derfor faldet dem meget naturligt at ville give den glæde videre til deres naboer og yngre søskende. For GAM3 tror jeg, at vi med PlayMakers har fundet den bedst tænkelige måde at forankre vores gadeidrætsaktiviteter på i det lange løb”, udtaler GAM3’s direktør og medstifter, Simon Prahm. I år foregår gadeidrætsaktiviteterne i 17 udsatte boligområder - såkaldte GAM3 Zones - fordelt over hele landet.

Otte boligområder indvier nyskabende anlæg til gadeidræt
For at skabe optimale vilkår for de unge PlayMakers virke, har et team af arkitekter og ildsjæle inden for gadeidrætten udviklet et nyt koncept for gadeidrætsanlæg. En række robuste, formstøbte og enkle moduler i beton og stål, der kan kombineres og farvelægges på et utal af måder – og både bruges til leg, sport og til 'at kigge på' – vil i løbet af de næste par måneder bliver indviet i otte af de udsatte boligområder.

”Gadeidrætsanlæggene er et fint eksempel på, hvordan man med enkle og gennemtænkte fysiske elementer kan skabe gode rammer for et sted at mødes og udfolde sig sammen. Forventningen er, at bedre faciliteter til gadeidræt ikke kun vil gavne de unge, som bruger dem. Det vil også kunne give mere liv i de udsatte boligområder, fordi aktiviteten ikke gemmes væk som i en traditionel sportshal. Det gør, at gadeidrætten kan bidrage positivt til hele boligområdet,” siger Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania, som er med til at støtte programmet.

Det første af de otte anlæg vil blive indviet i boligområdet Brøndby Nord tirsdag 17. april kl. 16:00.

For yderligere information, herunder eventuelt kontakt til PlayMakers, kontakt venligst:
Simon Prahm, medstifter og direktør i GAM3. Tlf. 7020 8323. Mobil: 2728 8160. Email: simon@GAM3.dk

Emner

  • Sport

Kategorier

  • GAM3
  • your gam3
  • PlayMakers
  • primus
  • streetmovement
  • realdania

GAM3 er en dansk baseret non-profit organisation, som gennem de sidste 10 år har arrangeret gadeidrætsaktiviteter med særligt fokus på forebyggelse af konflikt og marginalisering. På gadeplan har GAM3 over 70 gadeidrætsinstruktører og 150 frivillige, der gør de mange aktiviteter på asfalten mulige at gennemføre.

Relateret materiale