Nyhed -
Foreningsnyt juni
Nyt udvalg skal arbejde på vision for Kultur- idræts- og fritidsområdet i Glostrup Kommune
Interesserede kan blive inddraget i processen undervejs i arbejdsperioden, der forventes afsluttet i løbet af sommeren 2023.
Kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune besluttede i november 2021 efter en dialog og efter et ønske fra repræsentanter for kultur-, idræts- og fritidsområdet at nedsætte et opgaveudvalg, som skal udarbejde et forslag til en strategisk og langsigtet vision for kultur-, idræts- og fritidsområdet.
I udvalget er der repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen samt repræsentanter fra Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd, aftenskoleområdet, Glostrup Samvirkende Idrætsforeninger, Glostrup Foreningsunion samt Brugerbestyrelsen, som er sammensat af repræsentanter fra foreningslivet, Glostrup Skole, politikere og Glostrup Idrætsanlæg. Målet for udvalget er at lave en gennemarbejdet vision, som er godt forankret i det lokale kultur-, idræts- og fritidsliv og har en klar retning for fremtiden. ”Det er et super spændende arbejde, vi er gået i gang med”, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Glostrup Kommune, Dan Kornbek Christiansen. ”Ikke mindst, fordi vi skal lave visionen i samarbejde med brugerne, foreningerne - ja med alle der vil være med. Det glæder jeg mig meget til. Jeg glæder mig også over, at dette er et vigtigt skridt hen imod at kunne prioritere kultur-, idræts- og fritidsområdet bedre, end vi har gjort tidligere. For mig gælder det om, at vi sammen får og skaber mere gang i Glostrup”.
Arbejdet i udvalget forventes afsluttet i sommeren 2023.
Der er høring for alle med input til visionen til og med 15. juli 2022. Input skal leveres via spørgeskema, som kan tilgås via www.glostrup.dk/kulturvision
Tilmeld dig som aktør til Glostrup Kulturnat
Har I ikke tilmeldt jer Kulturnatten endnu? Glostrup Kulturnat 2022 finder i år sted lørdag den 24. september. Ønsker I at deltage i kulturnatten med en aktivitet eller stand, er tilmelding senest den 20. juni på kultur@glostrup.dk
I, der har tilmeldt jer, bedes af hensyn til koordinering med de øvrige foreninger, oplyse jeres ønsker til sted og tidspunkt for jeres aktiviteter. De af jer, der vil være i Rådhusparken, skal melde ind, om I har behov for strøm. Hvis I allerede har fået tilsagn om tilskud, bedes I også meddele tidspunkt for jeres aktiviteter, så koordineringen af lokaler kan falde på plads inden sommerferien. Skriv til kultur@glostrup.dk
Frivillighedsfejring 2022
Sæt kryds i kalenderen søndag den 18. september kl. 11-14. Her inviteres alle frivillige i Glostrup Kommune til fest i Glostruphallen. I vil senere få mere information om arrangementet.
Frivilligt socialt arbejde (§18)
Den 1. september er der deadline for ansøgninger til kommunens pulje til frivilligt socialt arbejde (§18). I kan finde kriterierne og ansøgningsskemaet her.