Pressemeddelelse -
Glostrups borgere skal være med til at forme kulturvision
Glostrup skal have en kulturvision, der sætter retning for kulturen i Glostrup på længere sigt, og Glostrups borgere skal være med til at udvikle den. Det foregår på borgermøder, hvor borgerne og brugerne kan komme med input til visionen.
På baggrund af en beslutning i Glostrup Kommunes kommunalbestyrelse er der i 2021 nedsat et opgaveudvalg, der skal arbejde med at udforme et forslag til en strategisk og langsigtet vision for idræts-, kultur- og fritidsområdet i Glostrup Kommune. Opgaveudvalget er bl.a. sammensat af medlemmer af kommunalbestyrelsen og repræsentanter fra kultur- og fritidslivet i Glostrup. Der arbejdes med en bred inddragelse, og derfor inviterer opgaveudvalget til to borgermøder, hvor deltagerne skal arbejde med områderne kultur og fritid samt idræt.
”Jeg glæder mig meget til at høre borgernes input til kulturvisionen. Det er jo brugerne af kulturen i Glostrup, der ved, hvad der er behov for. Derfor finder jeg det meget vigtigt at få brugernes input til, hvilken retning, de mener, vi skal gå med kultur og idræt,” siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Dan Kornbek Christiansen, som også er formand for opgaveudvalget.
Det første borgermøde d. 19. januar 2023 skal handle om kultur og fritid, og temaet er frivillighed og samspillet mellem kommune og den frivillige verden. På det andet møde d. 7. februar 2023 handler det om idrætsområdet og dets faciliteter. Alle er velkomne til at deltage og dermed give sin mening til kende om, i hvilken retning kultur, idræt og fritid i Glostrup skal bevæge sig på længere sigt.
Arbejdet i udvalget forventes afsluttet i efteråret 2023, hvorefter anbefalinger til strategi og vision forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til beslutning.
Fakta
Det første borgermøde om kultur og fritid finder sted 19. januar i Aktivitetscenteret, Sydvestvej 12, Glostrup, kl. 19-21.
Det andet borgermøde om idræt finder sted 7. februar i Fritidscenteret, Christiansvej 2, Glostrup kl. 19-21.
Der er ingen tilmelding til borgermøderne, man møder bare op.
Opgaveudvalget er funderet i styrelsesloven §17, stk. 4. Udvalget oprettes midlertidigt til en specifik opgave og har ingen beslutningskompetence. Opgaveudvalgets anbefalinger skal forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til beslutning.
Følg med på: www.glostrup.dk/kulturvision
Kategorier
Glostrup Kommune er den københavnske vestegns naturlige centrum. Et stærkt og alsidigt foreningsliv er Glostrups bankende hjerte. Vi har et dynamisk erhvervsliv, og vi kan prale af at have næsten lige så mange arbejdspladser, som vi er borgere. Glostrup har en formidabel infrastruktur med gode tog- og busforbindelser og nem adgang til motorvej. Derudover får vi fire stationer på letbanens rute fra 2025. Glostrup er en veldrevet kommune med kun 15 minutters afstand til Københavns Rådhusplads.