Pressemeddelelse -
Rapport viser 81% sammenhæng mellem samarbejde og innovation
Rapport viser 81% sammenhæng mellem samarbejde og innovation
Jo større muligheder ansatte har for at samarbejde, jo mere innovation skabes der i virksomheden. Det konkluderer en undersøgelse fra Future Foundation for Google Enterprise, der viser en klar sammenhæng mellem samarbejde og innovation, og som spår store forandringer indenfor organisation, ledelse og belønningssystemer.
Vi arrangerer sociale events på Facebook, deler links til spændende nyhedshistorier på Twitter og bruger internet-fora til at få svar på vores problemer. Online-værktøjer til samarbejde og vidensdeling er en stor del af hverdagen i vores privatliv. Men tænk hvis vi også kunne overføre det til arbejdspladsen. Det er faktisk netop, hvad der vil komme til at ske indenfor det næste årti, ifølge rapporten “The Decisive Decade” fra Future Foundation, der involverede 3.500 ansatte og 12 eksperter indenfor alt fra teknologi til HR og psykologi i USA, Japan, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.
Rapporten viser blandt andet at:
-
Der er en meget tæt kobling mellem samarbejde og innovation - 81% sammenhæng på alle markeder. Jo flere muligheder mennesker har for at samarbejde, jo mere kreative og innovative vil de være.
-
Kun 15% af de ansatte siger, at de er tilfredse med de processer, der eksisterer for at kunne generere idéer indefor deres respektive virksomheder. De savner bedre platforme og processer.
-
Den største hindring for at kunne få så meget som muligt ud af samarbejde på nettet, er at den øverste ledelse mangler visioner (43%), og at der ikke investeres nok i de rette teknologier (41%). Begge ses som et krav for, at virksomheder skal kunne øge deres innovationshastighed i fremtiden.
-
Størstedelen af de adspurgte (68%) spår, at man i fremtiden vil være tvunget til at kunne tilbyde det absolut nyeste indenfor teknologi og virtuelle arbejdspladser for at kunne tiltrække og fastholde den bedste arbejdskraft.
-
Kun 12% af de adspurgte er tilfredse med den teknologi, de har adgang til på arbejdspladsen, og næsten halvdelen mener ikke, at deres arbejdsgivere udnytter teknologien på den måde, der bedst kunne forbedre kreativiteten.
-
58% af de adspurgte siger, at de allerede i dag ville kunne være mere kreative, hvis de blev belønnet for det. Den vigtigste belønning er finansiel (43%) samt anerkendelse af præstationerne (39%).
-
HR- og IT-funktioner vil blive integrerede og vil ændre sig radikalt i takt med, at vi går imod en mere idéfokuseret økonomi, hvor IT-rollen vil få et endnu større strategisk ansvar for innovation.
Carsten Sørensen, der er senior lektor indenfor Information Systems and Innovation ved The London School of Economics and Political Science, og som har været involveret i rapporten, siger:
“Igennem historien er innovationshastigheden blevet holdt på et lavt niveau, på grund af at de skarpeste hjerner og de bedste tænkere ofte har arbejdet i isolation. Geografi, en social tendens til at “hamstre idéer” og den manglende mulighed for, at spredte teams kunne arbejde sammen på delte projekter, har alt sammen været barrierer for fremskridt. De virksomheder, der vil komme til at dominere de næste ti års innovation, vil være dem, der tidligt tager online kollaborative teknologier og de nye måder at arbejde på til sig . Det vil også være dem, der finder ud af, hvordan man bedst motiverer og belønner de teams af mennesker, der genererer de idéer, der skaber nye muligheder for deres organisation. Der er utvivlsomt udfordringer forude, men det, der ligger fast er, at det ikke er en mulighed at ignorere idérevolutionen, hvis man som virksomhed ønsker at få succes i det næste årti.”
Og hos dem, der kigger ind i fremtiden er der enighed om, at samarbejde, mobilitet og virtualitet blot bliver endnu større nøgleord indenfor de næste ti år. Fremtidsforsker Carsten Beck fra Instituttet for Fremtidsforskning, siger:
”Samarbejde på mobile digitale platforme bliver en af de afgørende konkurrenceparametre for dansk og europæisk erhvervsliv i en verden hvor den globale konkurrence er i vækst. For virksomhederne betyder det et øget fokus på investeringer i digitale samarbejdsløsninger. Mindst lige så vigtigt er det at fremelske en kultur som aktivt understøtter og opfordrer til samarbejde. Meget af teknologien findes allerede på markedet i dag, mens medarbejdernes og ledernes mind set ofte lader noget tilbage at ønske.”
Ghislaine Caulat fra Ashridge Consulting, der for nyligt blev færdig med sin ph.d. om virtuel ledelse, og som har abejdet med flere skandinaviske virksomheder, kan dog fortælle, at vi generelt er længere fremme her i Danmark end i mange af de lande, der er repræsenteret i rapporten.
“Danske virksomheder har en fladere virksomhedsstruktur. Den ledelsesstil som i forvejen bruges mest i Danmark, passer godt sammen med den ledelsesstil, der kræves for at fungere i et virtuelt miljø - dvs. at den skal være inklusiv, fokusere på den ansatte som menneske og individ (i stedet for på en funktion eller rolle), og på coaching,” siger hun.
Danmark ses ofte i toppen af de lister, der handler om anvendelse af internet og informationsteknologi. Vi er ét af de lande, hvor flest borgere er online, og hvor ikke blot andelen af unge, men også af mennesker over 45 år, der er online, er stigende. Og det mærkes også i erhvervslivet.
“Mange danske virksomheder er langt fremme, når det gælder brugen af teknologi og de kulturelle aspekter, som gør det nemmere at samarbejde, såsom en fladere organisationsstruktur og et arbejdsmiljø, der opmuntrer til innovation uanset niveau eller rolle. Samtidig er langt de fleste ansatte også online derhjemme. Skridtet fra at samarbejde på nettet i sit privatliv og over til at bruge det i sit arbejdsliv er altså betydeligt mindre her, end i mange andre lande, siger Jesper Stormholt, Territory Manager Nordic Region, Google Enterprise og påpeger at,
“Det billede, der beskrives et årti fremme i tiden i Future Foundations undersøgelse, kan meget vel være en realitet i Danmark indenfor bare nogle år.”
Udover at have fokus på de nye online kollaborative teknologier, viser undersøgelsen også, at det er vigtigt for virksomheder at motivere og belønne deres ansatte for at skabe idéer og dermed innovation. De vigtigste incitamenter er økonomisk belønning og anerkendelse af præstationer. 44% af de adspurgte i undersøgelsen siger, at deres virksomhed allerede har et bonussystem, men kun 19% har et bonussystem, der er direkte belønner idéudvikling.
”Belønning for ideudvikling og samarbejde sker hyppigt i form af bonusser og lignende. Det vil antageligt vedblive med at være en vigtig motivationsfaktor. Ikke desto mindre ser vi som fremtidsforskere en konkurrerende tendens, som Instituttet for Fremtidsforskning har døbt Anarconomy. Det er en tendens hvor mennesker udfører det, vi i dag ville sige er lønarbejde, gratis, fordi de får belønningen på anden vis i form af status, anerkendelse, altruisme, tro på en sag osv. En udfordring for fremtidens virksomheder bliver: Hvordan kan I skabe en arbejdsplads som er så sexet at jeres medarbejdere er villige til at arbejde gratis for jer?,” siger fremtidsforsker Carsten Beck.
Undersøgelsen viser også, at det er sandsynligt, at visse dele af HR- og IT-funktionerne vil blive integrerede i fremtiden. HR-afdelingen vil få mere ansvar for, at personalet bliver motiveret og belønnet for at samarbejde og at være kreative, mens IT-afdelingen vil få ansvaret for de infrastrukturer, der gør dette muligt. 31% af de adspurgte IT-chefer tror, at CIO-rollen vil blive endnu mere strategisk med ansvar for innovation i fremtiden, mens 34% af de adspurgte indenfor HR er enige om, at de skal opgradere deres kvalifikationer for at kunne opbygge fællesskaber indenfor virksomheden i takt med, at de nye kollaborative teknologier kommer ind i virksomheden.
Følgende vinkler findes også i rapporten:
Ny teknologi er spændende:
Ansatte synes, det er spændende, når deres virksomhed introducerer ny teknologi. Det ses som noget positivt, der giver nye muligheder. Kun 8% af de adspurgte mener, at den teknologiske udvikling går for stærkt.
Sociale netværk i virksomhedsmiljøet:
De sociale netværk bliver også normen indenfor virksomhedsmiljøet, og flere forskellige typer virksomhedsnetvæk vil blive opbygget i takt med at samarbejdskulturen vokser.
Sammensmeltning af arbejde og privatliv:
40% af de ansatte tror, at grænserne mellem arbejde og privatliv vil blive mere og mere udviskede indefor de næste ti år. Det vil være helt afgørende, hvordan privatpersoner, virksomheder, organisationer og samfundet generelt vil håndtere dette. I en verden, hvor teknologien gør, at vi altid kan være “på” og til stede, er det også vigtigt at sikre, at medarbejderne kan arbejde optimalt uden at skulle tvinges til at arbejde hele tiden og at blive slidt op før tid.
Mere fleksibelt arbejde:
Der vil komme mere fokus på vores præstationer, og hvad vi kan udrette, end på hvor vi arbejder, da netbaserede teknologier vil betyde, at vi kan arbejde mere fleksibelt og ikke nødvendigvis behøver at sidde på en arbejdsplads. 57% af de ansatte foretrækker dog stadig det sociale miljø på kontoret og ønsker at tilbringe i hvert fald en del af deres arbejdstid sammen med kolleger.
Se den fulde rapport her: http://www.mynewsdesk.com/dk/pressroom/google_danmark/document/view/the-decisive-decade-how-the-acceleration-of-ideas-will-transform-the-workplace-by-2020-11168
Eller kontakt:
Camilla Tjellesen-Little
JustPR - Denmark
Tel: +45 51 36 53 40
Emner
- Arbejdsliv
Kategorier
- google enterprise
- decisive decade
- the future foundation