Pressemeddelelse -

GRAKOM hilser samarbejde om nye mediestøtteordninger velkommen med Ane Halsboe-Jørgensen som ny kulturminister

GRAKOM hilser Ane Halsboe-Jørgensen velkommen som ny kulturminister. GRAKOM mener, at mediebilledet har undergået store forandringer, og at mediestøtten til skrevne medier er blevet utidssvarende. GRAKOM ser derfor frem til samarbejdet med ministeren om løsninger på en gennemgribende modernisering af mediestøtten, som fremmer kvalitetsjournalistik, håndterer det moderne mediebillede og styrker de danske medier i kampen mod fake news.

”I GRAKOM er vi bekymrede over den nuværende nulmoms-ordning. Den nuværende ordning giver de etablerede nyhedsmedier økonomiske fordele, mens medier, der tilbyder lignende og identiske tjenester er underlagt fuld moms. Den forskelsbehandling bør ophøre så eks. digitale ugeblade og magasiner omfattes af de samme momsregler”, siger adm. dir. i GRAKOM Thomas Torp.

De lokale ugeaviser har længe været pressede på økonomien som følge af faldende annonceomsætning, faldende læsertal og den digitale omstilling. Under corona-epidemien er udviklingen accelereret kraftigt, da mange lokale erhvervsdrivende enten har annonceret markant mindre eller helt er stoppet under nedlukningerne af samfundet. Lokalavisernes situation er kritisk mange steder i landet.

”Med de nuværende ordninger, går mediestøtten til medier, som typisk bruges af de velstillede akademikere, selvom erhvervsfagligt uddannede læser nyheder generelt, lige så hyppigt som akademikere.”

Der kan derfor stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt støtteordningerne egentlig lever op til formålet om at fremme alsidige og mangfoldige nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter, med henblik på at styrke demokrati og den demokratiske debat.

GRAKOM frygter, at de aktuelle støtteordninger bidrager til at fastholde lave omkostninger for medier anvendt at især privilegerede læsere, imens andre medier bliver efterladt på perronen; herunder magasiner, nichemedier, lokalaviser. Danmark har en historik for mediepluralisme, der bidrager til demokratisk dannelse i samfundet.

GRAKOM foreslår derfor:

Fair mediemoms: En modernisering af den nuværende nulmoms vil have to væsentlige fordele: Det vil sikre fair konkurrence mellem medierne og give medievirksomheder frihed til udvikling uden at skulle skele til særlige momsfordele ved bestemte forretningsmodeller.

Flere medier skal have adgang til produktionsstøtte: Produktionsstøtten bør fremover fokusere på indhold og ikke på form. Støtten skal sikre kvalitetsjournalistik kommer bredere ud til befolkningen, så kvalitetsjournalistikken er på de platforme, befolkningen bruger. Nichemedier og nye journalistiske formater bør understøttes - ikke begrænses.

Ny lokalpulje til ugeaviser: For at støtte op om den lokale sammenhængskraft og nærdemokratiet bør det blive betydeligt nemmere for lokale ugeaviser at opnå adgang til produktionsstøtte, så borgerne også i fremtiden kan modtage lokale nyheder.

Related links

Kategorier

  • kulturministeriet
  • thomas torp
  • mediestøtte

GRAKOM er erhvervsorganisation for over 500 virksomheder indenfor grafisk kommunikation, medier og markedsføring.

Kontakt

Thomas Torp

Pressekontakt Adm. direktør +45 25 21 85 80

Emil Malte Simonsen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 20 16 22 32