Pressemeddelelse -

Papirkrise rammer snart forbrugerne og detailhandelen

En strejke på en stor finsk papirfabrik forværrer problemerne med papirmangel i Europa. Selv om den grafiske branche prøver at løse problemerne, kan det få betydning for leveringen af ikke bare magasiner og ugeblade men også fødevarer.

En finsk strejke har skabt den perfekte storm på papirmarkederne. Den forværrer de allerede store problemer med papirmangel både i Danmark og i hele Europa. Efterspørgslen på papir stort set er tilbage på niveauet fra før coronaepidemiens start, mens produktionskapaciteten er faldet markant, idet papirfabrikker er blevet lukket under epidemien. Derfor overstiger efterspørgslen nu klart produktionskapaciteten.

Situationen er nu forværret yderligere. Den 1. januar begyndte en strejke blandt 3.000 medarbejdere på den finske papirfabrik UPM – UPM er blandt Europas største producenter af papir til etiketter, magasiner og ugeblade. I første omgang var strejken sat til at vare i tre uger, efterfølgende blev den forlænget i to uger til den 5. februar. I går eftermiddags besluttede medarbejderne at forlænge strejken yderligere til den 19. februar.

Manglen på papir kan få stor betydning for detailhandelen og for forbrugerne:

Det begynder at blive kritisk for den grafiske branche i hele Europa, som er ved at løbe tør for papir. Hvis strejken fortsætter, får det også betydning for detailhandelen og for den almindelige dansker. Der er risiko for, at de danske forbrugere vil opleve ikke at kunne købe ost eller andre fødevarer i supermarkedet, fordi der ikke er papir til etiketterne eller til emballagen. Det kan også få betydning for udgivelsen af magasiner og ugeblade”, siger Thomas Torp, administrerende direktør i GRAKOM

Den grafiske branche gør i øjeblikket alt for at løse problemerne med at skaffe papir, så der fortsat kan produceres etiketter, magasiner og ugeblade. Branchen afsøger blandt andet markedet for andre papirleverandører, forsøger at dele ordrerne op, så alle kunder kan serviceres og derudover er trykkerierne også begyndt at bruge andre papirtyper end tidligere.

I den kommende tid kan vi se de første konsekvenser af papirmanglen. For nogle fødevarer vil papirtypen brugt til etiketten ændre sig. Tilsvarende kan papiret brugt til vores magasiner og ugeblade også ændre sig i den kommende tid, men jo længere tid, der går jo større bliver risikoen for at nogle produkter vil forsvinde fra hylderne indtil problemerne løses”, siger Thomas Torp.

Emner

  • Økonomi

Kategorier

  • magasiner
  • papirmangel
  • grafisk kommunikation
  • emballage
  • forbrugere
  • ugeblade
  • fødevarer

GRAKOM er erhvervsorganisation for over 500 virksomheder indenfor Kommunikationsindustrien.

Kontakt

Thomas Torp

Pressekontakt Adm. direktør +45 25 21 85 80

Emil Malte Simonsen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 20 16 22 32