Gå til indhold

Nyhed -

Danmarks Underholdningsorkester ansætter vicedirektør

På billedet: Camilla Laudrup, foto: Pelle Rink

Efter ekstraordinær vækst hos Danmarks Underholdningsorkester gennem flere år oprettes der nu en ny vicedirektørstilling, som besættes af Camilla Laudrup fra den 1. februar. Hun har bred ledelsesbaggrund fra kulturlivet blandt andet som direktør for Folkemødet på Bornholm og som leder af DRs største outreach-indsatser.

Danmarks Underholdningsorkester har netop høstet sin Børsen Gazelle nr. 2, hvilket vidner om orkestrets ekstraordinære vækst. Det er en vækst, der har fundet sted samtidig med, at orkestret har høstet stor international hæder for sine indspilninger af bl.a. Brahms’ og Beethovens samlede symfonier, ligesom Danmarks Underholdningsorkester har været på en lang række turnéer med rytmiske navne som TV·2, Mew og Burhan G.

Senest har orkestret også indgået et innovativt partnerskab med Høje-Taastrup Kommune, som skal indfri kunsten og kulturens potentiale og skabe stærke og varige sociale forandringer i området omkring det nye Børne- og Kulturhus i Taastrupgaard.

Succesen har medført et behov for at styrke organisationen, og derfor er der oprettet en helt ny vicedirektørstilling. Stillingen bliver besat af Camilla Laudrup, som har bred erfaring med strategisk udvikling og ledelse af kulturinstitutioner, civilsamfundsorganisationer og erhvervsliv.

Bred ledelseserfaring fra kulturliv og private organisationer
Som direktør for Folkemødet på Bornholm 2020-2022 førte Camilla Laudrup sikkert demokratifestivalen gennem coronakrisen og genrejste Folkemødet markant i 2022 med mere end 2.000 live-events, udstillinger og koncerter over tre dage med omkring 90.000 deltagere – heraf betydeligt flere unge end tidligere.

Siden har Camilla været selvstændig rådgiver med fokus på forretningsudvikling for kulturinstitutioner. Tidligere har hun ledet nogle af DRs største partnerbaserede indsatser som redaktør og sekretariatsleder for DRs prisbelønnede ’ultra:bit’, som sekretariatsleder for DRs public outreach og chefrådgiver bl.a. for DR Kultur. Hun har desuden haft ledende stillinger i internationale civilsamfundsorganisationer.

Begejstring hos bestyrelsen
I Danmarks Underholdningsorkesters bestyrelse er der stor begejstring at spore over den kommende vicedirektør, og formand Lars Barfoed udtaler:

“Med ansættelsen af Camilla Laudrup som vicedirektør styrker vi den daglige ledelse i Danmarks Underholdningsorkester A/S. Den stærke vækst, virksomheden har haft i de seneste år, har skabt et behov for en ny ledelsesstruktur, hvor den hidtidige direktør fortsat er ansvarlig for den overordnede strategiske ledelse samt den kunstneriske og musikalske udvikling, mens vicedirektøren bl.a. får ansvaret for den daglige ledelse af drift og udvikling af forretning, strategi og administration, herunder ledelse af produktion, partnerskaber, kommunikation og fundraising. Jeg er meget glad for, at Camilla Laudrup med sin stærke ledelsesmæssige baggrund fra en række kulturvirksomheder, derunder som direktør for Folkemødet, nu bliver en del af ledelsen af orkestret.”

Camilla Laudrup glæder sig til at starte i Danmarks Underholdningsorkester og supplerer:

”Jeg er meget stolt over at blive en del af ledelsen i et af vores absolut førende klassiske orkestre. Det er dybt imponerende, hvad Danmarks Underholdningsorkester har bygget op både nationalt og ude i hele Europa, og jeg ser meget frem til at være med til at videreudvikle orkestrets store potentiale fremadrettet i tæt samarbejde med direktør Andreas Vetö, medarbejderne og orkestret. Tænk at være så heldig at blive en del af en visionær kulturinstitution, der samtidig udlever kunstens og kulturens potentiale for at skabe sociale forandringer med indsatsen omkring Børne- og Kulturhuset i Taastrupgaard.

Camilla Laudrup tiltræder stillingen 1. februar.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst:
Michael Feder · michael@have.dk · 22 43 49 42

Om Danmarks Underholdningsorkester
Alle musikelskere kender til det at lytte til musik, der virkelig går i hjertet på én. Når musikkens enestående kræfter på denne måde skaber kontakt til følelser og tanker, man måske slet ikke vidste, at man havde indeni.

Forhåbentlig kender alle også til den magiske stemning, der kan opstå, når musikken opleves i selskab med andre mennesker, som bliver berørt og bevæget i takt med én selv. Når man på denne måde smelter intuitivt sammen med sine omgivelser i et fantastisk og medrivende musikalsk fællesskab.

Det er dén slags oplevelser, der virkelig sætter sig i sjælen, som vi altid går efter at skabe hos Danmarks Underholdningsorkester. Ligesom vi som mennesker skal bevæge os hver eneste dag, er det nemlig også altafgørende, at vi bevæges.

Fællesnævneren for alt, hvad vi gør, er ambitionen om at udbrede musikken, så flest mulige mennesker får glæde af den. Ikke fordi vi skal være relevante for alle på én gang, men ønsket er altid at give musikken den størst mulige gennemslagskraft.

Det er et ønske, som udspringer af den dybe tro på, at musik er et helt enestående fænomen, som kan berige både det enkelte menneske og hele samfundet – på et væld af måder. Selvfølgelig ved at skabe glæde og underholde, men også både socialt, sundheds- og dannelsesmæssigt såvel som inden for det ledelsesfilosofiske felt. Den forandring, som musik kan skabe i hvert enkelt menneske, kan tilsvarende medføre forandringer i verden omkring os.

Danmarks Underholdningsorkester bestræber sig på at være et levende eksempel på, hvordan en kulturinstitution anno 2023 bør forstå sig selv og sin rolle i samfundet. Det er nemlig først, når man har opbygget en stærk relevans over for samfundet, at man for alvor kan sætte sit aftryk og gøre en mærkbar forskel som kulturinstitution. Det er en grundlæggende erkendelse, der kommer til udtryk i alle vores aktiviteter.

Orkestrets kollektive hjerte banker for alt det, musikken kan – og for at sætte musikkens kræfter i spil. Vi bestræber os altid på at levere oplevelser på højeste musikalske niveau. Uanset om vi spiller koncerter for et klassisk publikum eller folkeskoleelever. Om vi bryder formaterne og akkompagnerer forfattere og komikere – eller om vi krydsbefrugter den klassiske og den rytmiske musik.

Det er Danmarks Underholdningsorkester ambition at være på niveau med den globale elite inden for klassisk musik og samtidig være fuldt ud folkelig, når orkestret går sit mangfoldige publikum i møde.

Orkestrets ukuelige vilje og lyst til at eksperimentere med sit udtryk og træde langt uden for den klassiske musiks komfortzone er en stærk del af vores identitet. Som Gazelle-virksomhed har orkestret demonstreret sin formålsdrevne og projektorienterede iværksættermentalitet, både i Danmark og internationalt, hvor anerkendelsen er støt stigende.

I kombination med den omstændighed, at orkestret er ejet af musikerne, giver det en helt særlig dynamik, der både kommer publikum og orkestrets mange samarbejdspartnere inden for erhvervslivet, fondsverdenen og det offentlige til gode.

Dermed får Danmarks Underholdningsorkester i dén grad sat sit unikke aftryk på verden – og gjort en mærkbar forskel.

Emner

Kategorier

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark