Pressemeddelelse -
Årets Reumert 2025: Her er prismodtagerne
Pressefotos fra Årets Reumert 2025 kan hentes her (mappen opdateres løbende): https://drive.google.com/drive/folders/1ZA5rwZ1_BAO--fysVlrqPYPTp3awdrm-?usp=sharing
Fotograf: Daniel Urhøj
Efter flere år med storslået fejring af Årets Reumert i Odense blev Årets Reumert-priser her til aften uddelt i Skuespilhusets Foyer i København i et mere intimt format, men med samme festlige stemning og dedikation til at hylde og hædre dansk scenekunst. Årets Reumert samler fortsat branchen og understreger vigtigheden af at anerkende den kunstneriske kvalitet, årets bedste præstationer og det stærke scenekunstmiljø, der præger Danmark. I år var det skuespiller Bodil Jørgensen, som løb med en stor del af opmærksomheden, da hun modtog Årets Hæderspris for sin mangeårige vigtige rolle i dansk scenekunst.
Årets Forestilling gik til Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagnis formfuldendte og overraskende opdatering af Ludvig Holberg-klassikeren Jeppe på Bjerget, begavet og elegant instrueret af Christian Lollike - det er dermed andet år i træk, at Aarhus Teater og Christian Lollike løber med prisen for Årets Forestilling.
Bodil Jørgensen løb med opmærksomheden, da hun modtog Årets Hæderspris. Årets Hæderspris gives til en scenekunstner, der gennem mange år har spillet en stor rolle for dansk scenekunst. En aktiv scenekunstner, der ikke bare i den forgangne sæson, men gennem en årrække på enestående vis har bidraget til en positiv udvikling af scenekunsten i Danmark. Bodil Jørgensen har desuden tidligere modtaget Reumertpriserne: Årets Samspil sammen med Jens Albinus i 2024 og Årets Kvindelige Ensemblerolle i 2020.
Ena Spottag modtog prisen for Årets Hovedrolle for sin dybe og menneskekloge skildring af særlingen Mattis i Fuglene på Revolver/Republique, og Malene Melsen modtog Årets Birolle for sin uforglemmelig præstation i Gengangere på Husets Teater og Odense Teater. Årets Samspil gik til Jens Albinus, Christine Albeck Børge, Sigrid Husjord, Joen Højerslev, Francisco Kalle Navarro og Özlem Saglanmak for deres nærværende og respektindgydende samspil i Les Misérables på Betty Nansen Teatret og Det Norske Teatret, mens Ida Cæcilie Rasmussen modtog Årets Solopræstation for sin nådesløse og overbevisende kropslige formidling af Christina Hagens in-your-face lyrik i Pow Pow Pow på Revolver.
Årets Særforestilling gik i år til Ruth Rebekka Hansen og Roskilde Festival, Aaben Dans, Bora Bora, Teater Momentum og Dansehallernes medrivende dansesolo i glasboks Ripe Body, mens Brancheprisen – Årets Teater, den eneste pris som ikke nomineres og vælges af Reumertjuryen, men af Dansk Teaters medlemsteatre, gik til det visuelle danseteater med globalt udsyn, Bora Bora, der på inspirerende vis præsenterer dans og scenekunst fra ind- og udland på både lokale, nationale og internationale festivaler.
Det var skuespiller og teaterleder for Teatergrad Christine Worre Kann, der var vært på Årets Reumertshow og førte publikum sikkert gennem en festlig aften, hvor branchen og publikum hyldede scenekunsten.
Anerkendelse til både nyere og erfarne kunstnere
Flere af priserne ved Årets Reumert 2025 løb til en række stærke navne - både nyere og mere erfarne. Det kom bl.a. til udtryk i Årets Instruktør, der gik til Sigrid Johannesen, for Idioten på Aarhus Teater, Årets Dramatiker, som Henrik Szklany, modtog for Flextrafik og slagtesvin på Aalborg Teater. Derudover modtog Laura Løwe, prisen for Årets Scenedesigner for Et drømmespil på Det Kongelige Teater, og Cecilie Gerberg gik med prisen som Årets Sanger for Next To Normal på Odense Teater.
Årets Talenter
Aarhus Teaters Derude og GenZ Endgame udløste en talentpris til skuespiller Thorbjørn Hedegaard. Desuden modtog instruktør Carolin Oredsson (Kirstens Hævn og Lagerlöf, Aarhus Teater), scenograf Josefine Thornberg Thorsøe (Kirstens Hævn og Lagerlöf, Aarhus Teater), skuespiller Kasper Krassimir (Desertør, Blaagaard Teater) og skuespiller Laura Kronborg Kjær (Bag facaden, Herning Ny Teater) hver især en af de i alt fem talentpriser.
Se alle årets prismodtagere nedenfor.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Sandra Nynne Vognstrup / sandra@have.dk / 22 86 30 94
ÅRETS PRISMODTAGERE 2025
Hæderpris: Bodil Jørgensen
Årets Forestilling: Jeppe på bjerget, Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni
Hvorfor drikker Jeppe? Næppe er spørgsmålet nogensinde blevet besvaret så frontalt og uden omsvøb. På Aarhus Teater stod essensen soleklar. Jeppe var en traumatiseret krigsveteran på samfundets tilsølede sofa. I et virvar af dansende cowboys, sabelslugere og verdensfjerne kunstnere løb en strøm af svirpende samfundskritik. Genial Holberg-opdatering.
Årets Danseforestilling: Whiteout, Aviaja Dance og Dansehallerne og Nunatta Isiginnaartitsisarfia/Grønlands Nationalteater og Nordens Hus på Færøerne
Det var så sanseligt smukt, at man næsten fik åndenød. Et grænseløst ingenmandsland med sne, fjerlette rullefald og luftbårne koreografier. Fire moderne dansere, der bevægede sig organisk gennem en visuel snestorm med blinkende øjne og krogede hænder. Sorg, selvmord, skam og tab fik krop og bevægelse, mens vi blev opslugt af en hvirvlende følelsesstorm.
Årets Solopræstation: Ida Cæcilie Rasmussen, Pow Pow Pow, Revolver/ Republique
Det kræver noget særligt at give krop til forfatter Christina Hagens in-your-face-lyrik om vold, grænseskred og underklassens vilkår. Det kan Ida Cæcilie Rasmussen. Hun kastede sig nådesløst ind i ordkaskaderne og ramte publikum lige i hjertekulen. Ikke en eneste overdrivelse eller stereotyp, kun rå smerte formidlet med veldoseret ironi, ordspil og blødende remser.
Årets Dramatiker: Henrik Szklany, Flextrafik og slagtesvin, Aalborg Teater
Klassesamfundet levede og åndede på sønderrivende vis i denne landsby, hvis overlevelse og sammenhold var truet af politikernes nedskæringer og kapitalismens rovdrift. Uden at forfalde til stereotyper skrev Szklany rørende og oprørende om de udfordringer, som det såkaldte udkantsdanmark står i.
Årets Musikteater/musical: Flammenwerfer, Hotel Pro Forma og Malmø Live Konserthus
Et rædselskabinet af psykiatriske lidelser blev forvandlet til en flammekaster af ufattelig skønhed. Mellem svajende palmer, vilde elefanter og victorianske kvinder mødtes det kliniske og det kunstneriske. Det fabulerende og det stiliserede. Mørket og lyset i en bøn om indre fred. Et helstøbt kunstnerportræt, der satte sig i sindet, og som sidder der endnu.
Årets Sanger: Cecilie Gerberg, Next to Normal, Odense Teater
Med sin enorme spændvidde og vokale kraft ramte hun klokkerent i sit sitrende skarpe portræt af moderen, der har mistet sit barn. Martret af sorg og sindssyge søgte hun en krog i tilværelsen. Man mærkede den altfortærende smerte, den desperate livskamp, så det klemte om hjertet i denne hudløse skildring.
Årets Opera: Mestersangerne i Nürnberg, Det Kongelige Teater og Teatro Real de Madrid og Nationalteatret i Brno
Generationsopgøret stod i lys lue i denne eminente iscenesættelse af Wagners eneste operakomedie. Med den gamle verdens forstokkede mestersangere forskanset bag en slidt billedramme var symbolikken tindrende klar. Men sprækkerne og alt det uskønne fik lov til at bestå som en modig opfordring til eftertanke. Dristigt, humoristisk – og sublimt velsunget.
Årets Samspil: Jens Albinus, Christine Albeck Børge, Sigrid Husjord, Joen Højerslev, Francisco Kalle Navarro, Özlem Saglanmak, Les Misérables, Betty Nansen Teatret og Det Norske Teatret
Albinus’ bekymrede panderynker, Albeck Børges blottede tænder, Højerslevs sitrende skægstubbe, Husjords bange hænder, Navarros trodsige holdning, Saglanmaks gennemborende blik. Sammen var de ét ansigt og én krop, som fortalte historien om samfundets elendige. Med scenisk nærvær og enestående indlevelse fik de teksten til at vibrere af liv. Respektindgydende!
Årets Hovedrolle: Ena Spottag, Fuglene, Revolver/Republique
Mattis var helt særlig, en tosse, en tuste, og ikke mange ville kunne løfte blandingen af livsklogskab og barnets intuitive blik på verden. Med årvågne øjne, hændernes formålsløse basken og betoningerne, der hele tiden afslørede nye lag af den uvidende og alvidende særling, blev han et etisk pejlemærke i et ødelagt samfund. En dyb og menneskeklog skildring.
Årets Birolle: Malene Melsen, Gengangere, Husets Teater og Odense Teater
Forpint og handlekraftig. Fru Alving var patriarkatets offer og Regines bøddel i Ibsens fortælling om arvesynd og overklassens selvbedrag. Selv når hun ikke fysisk kunne ses på scenen var hendes desperate overlevelseskamp for familiens ære og værdighed dramaets reelle centrum. En uforglemmelig præstation.
Årets Scenedesign: Laura Løwe, Et drømmespil, Det Kongelige Teater
Under en tyngende nordisk gråvejrshimmel var mennesket overladt til sig selv i drømmespillets mareridtsagtige ensomhedsgalakse. Kloden drejede, robådene vuggede blidt foroven og i en svævende kukkasse med knirkende gulvplanker udkæmpedes det evige ægteskabsopgør. Genkendeligt og forunderligt på samme tid. Et hypnotiserende drømmesyn.
Årets Børne-unge teater: Farvel, Nørregaards Teater og BaggårdTeatret
Der var fuld knald på følelserne i teaterkoncerten Farvel. Mesterligt og modigt blev der taget livtag med tilværelsens mange farveller – farvel til rokketænder, venner, bedsteforældre og bamser. Afskedssorg og søde minder smeltede sammen til rytmisk musik, mens skuespillerne cyklede rundt i klovnestore jakkesæt, som favnede deres kroppe med tryghed og varme.
Årets Særforestilling: Ripe Body, Ruth Rebekka Hansen
Råstyrke, krop og fetich-stiletter. Sensuelle og skulpturelle bevægelser til inciterende toner med tunge beats. Denne medrivende dansesolo blev opført i en glasboks. Alt kunne ses, spejles og bedømmes. Følelser og reaktioner blev sat til debat. Hvem har magten? Performer eller publikum? Begavet, bevægende og dybt dragende i sin helt egen form.
Årets Instruktør: Sigrid Johannesen, Idioten, Aarhus Teater
Med en knap størknet blodplet som afsæt blev en gysende fortælling til. Dostojevskijs komplekse roman om den martrede fyrste og hans fatale forelskelse fik perfekt, flerstemmigt liv i denne ambitiøse opsætning. Virkeligheden vaklede, sandheden var til forhandling og erindringen utroværdig. En begavet, visuelt overrumplende og nuancerig mordgåde.
Årets Danser: Ryan Tomash, Don Quixote, Det Kongelige Teater
Jalousien sprang som gnister fra hans fyrige toreador, som det ene øjeblik skred rank og stolt over scenen, det næste skælvede af vildt begær efter sin udkårne Mercedes. Med temperamentsfulde positurer, eksplosive spring og syleskarpe linjer fik han salen til at gispe. En kærlighedsdans på liv og død - og en danser i absolut verdensklasse.
Brancheprisen - Årets Teater: Bora Bora
Årets Talenter:
Thorbjørn Hedegaard, skuespiller (København, 2024), Derude og GenZ Endgame, Aarhus Teater
I monologen Derude tryllebandt Thorbjørn Hedegaard publikum med sin karismatiske og frihedssøgende Mads. I ensembleforestillingen GenZ Endgame fik Alex en sårbarhed, som gav stemme til samtidens præsentationspres og identitetssøgning. To karakterfortolkninger, som understregede Thorbjørn Hedegaard talent for at give komplekse unge karakterer dybde, fandenivoldskhed og autenticitet.
Carolin Oredsson, instruktør (København, 2023), Kirstens hævn og Lagerlöf, Aarhus Teater
Carolin Oredssons kunstneriske kunnen var imponerende. I Kirstens Hævn skabte hun en intens, fysisk fortælling om teenagepigers gryende begær og opgør med familien i et patriarkalsk vestjysk miljø. I Lagerlöf lod hun to enaktere af Selma Lagerlöf omsætte til scenen med humor, romantik og skarp samfundskritik. Her var en fagstærk kunstner med blik for samtiden og talent for at forløse fortællingerne fabulerende og billedstærke.
Laura Kronborg Kjær, skuespiller (Aarhus, 2023), Bag facaden, Herning Ny Teater
Det handlede om kærlighed eller rettere manglen på samme. Laura Kronborg Kjær var datteren Cecilie, som forældrene aldrig havde elsket. Med nærvær og blik for følelsernes kompleksitet, balancerede hun elegant den voksne datterens higen efter nærvær og forståelse. Fuld af empati. Fortolket med lige dele selvbeskyttende hårdhed og eftergivende omsorg, og med stort talent for at vise os kærlighedens komplicerede vilkår.
Josefine Thornberg-Thorsøe, scenograf (København, 2023), Kirstens hævn og Lagerlöf, Aarhus Teater
Der lugtede af stald i Josefine Thornberg Thorsøes scenografi til Kirstens Hævn. Vi var i en stald. Med hestebokse og sadler på rad. Et teenagerum for hesteridt og hor, druk, fest, begær og brutalitet. Lagerlöf emmede af svensk sommer, erotik og undergang. Skabt med fjerlette stoffer, Smålandshegn, lyse pasteller, sort og dunkelt rødt. Her var en kunstner med særligt talent for de legende og sansemættede scenografier.
Kasper Krassimir, skuespiller (Odense, 2024), Desertør, Blaagaard Teater
Øjnene i det hvidkalkede ansigt var søgende, sørgmodige og angstfyldte. Overgangen fra sværmerisk teenager til nedbrudt fange blev skildret intenst, smerteligt og mærkbart autentisk. Lige så uforglemmelig var Kasper Krassimir Jensen som dukkefører - en dødsmærket dreng, der med varsomme hænder og langsomme bevægelser, fik liv. Her var en skuespiller med talent for at vise os et menneskes martrede sind.
Fakta om Årets Reumert
Årets Reumert er scenekunstbranchens mest prestigefyldte pris. Fra 2021 har CPH STAGE i samarbejde med Dansk Teater været hovedarrangører bag Årets Reumert. I år afholdes prisuddelingen med støtte fra Dansk Skuespillerforbund, Danske Dramatikere, Danske Scenografer, Teknisk Landsforbund, HAVE Kommunikation og Teaterbilletter.dk.
Læs mere om Årets Reumert på www.aaretsreumert.dk
Om Årets Reumertjury
Årets Reumert jury består af 9 jurymedlemmer, der er sammensat på baggrund af faglige kvalifikationer, genremæssige ekspertiser og geografisk spredning. Juryens medlemmer har alle en fagprofessionel baggrund med stor viden om scenekunst og arbejder typisk indenfor faget som kritikere, kulturjournalister, forskere eller undervisere.
Juryens medlemmer 2024-2025:
Rie Hammer (juryforperson), Chefredaktør ISCENE.dk
Lene Grønborg Poulsen (jurysekretær), Kulturjournalist og vært, Radio4
Lene Kryger, Kulturjournalist og scenekunstanmelder
Kathrine Maria Amann, Teater- og litteraturkritiker, Kristeligt Dagblad
Peter Koch Gehlshøj, Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, forsker i dansk musikdramatik
Mia Rendix, Underviser og foredragsholder indenfor teater. Redaktør og oversætter.
Anne Middelboe Christensen, Teater- og dansekritiker ved Dagbladet Information og børneteateranmelder ved Teateravisen.dk
Trine Wøldiche, Freelance kulturjournalist og redaktionssekretær på ISCENE.dk
Line Kirsten Nikolajsen, Stifter af Den 4. Væg samt teateranmelder hos ViElskerSerier