Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Årets Reumert overlever som national scenekunstpris – med ny jury fra 2021

Årets Reumert 2020 fejres med en prisuddeling mandag den 21. september 2020 på Folketeatret – og med en streaming på cphstage.dk.

Planen er nu, at Årets Reumert fornyes med henblik på at fastholde Årets Reumert som Danmarks vigtigste scenekunstpris. En færdig økonomisk løsning er ikke parat endnu, men CPH Stage og brancheforeningen Dansk Teater har påtaget sig arrangøropgaven i samarbejde med scenekunstsitet Iscene.dk og Have A/S. Lige nu er arrangørerne i forhandlinger med flere forskellige seriøse samarbejdspartnere om prisens fremtid.

Den nuværende jury fortsætter frem til 1. januar 2021. Herefter vil der blive sammensat en ny jury. Nogle af de nuværende jurymedlemmer vil fortsætte, og de vil blive suppleret af nye medlemmer. Juryen vil blive hvervet af en udpeget jurykoordinator.

Ligesom den gamle jury vil den nye jury bestå af teaterkyndige personer, der hyres for fire år ad gangen. Øvrige detaljer vil blive afklaret og meldt ud sidst på året.

En hårdtarbejdende jury
Årets Reumert blev stiftet af Bikubenfonden tilbage i 1998. I 20 år støttede Bikubenfonden dansk scenekunst ved at engagere jurymedlemmer til at rejse landet rundt for at se teater – mod honorar og betalte rejseudgifter. Ønsket var, at Reumert-priserne vitterlig skulle afspejle den allerbedste scenekunst i hele Danmark. Men ved udgangen af 2018 valgte Bikubenfonden at fritstille Årets Reumert.

Juryen valgte dog at fortsætte alligevel. Når juryen har fortsat sit arbejde, skyldes det en stærk overbevisning om, at en sådan scenekunstpris bør findes. For ingen anden dansk teaterpris ’gennemtrawler’ repertoiret systematisk sådan som Årets Reumert. Siden 2019 har juryen ikke modtaget honorar, men udelukkende rejsepenge takket være en flot, samlet indsats fra teaterbranchen. Jurymedlemmerne har hver set 50-200 teaterforestillinger om året, fordelt geografisk over hele landet.

Vi glæder os derfor til at fejre dansk scenekunst på mandag den 21. september 2020 kl. 20 på Folketeatret og online på www.cphstage.dk

For yderligere kontakt
Morten Krogh
leder af festivalen CPH Stage, mk@cphstage.com, 51411466

Juryens koordinator
Rie Hammer, Iscene.dk, rie@iscene.dk, +45 26 84 23 88

__

Den nuværende jury bag Årets Reumert 2020:

Janicke Branth (dramaturg, tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen)
Anne Middelboe Christensen (teateranmelder, Dagbladet Information)
Gregers Dirckinck-Holmfeld (teateranmelder, gregersdh.dk)
Monna Dithmer (teateranmelder, Politiken)
Rie Hammer (chefredaktør, Iscene.dk)
Lene Kryger (teateranmelder, Fynsk Stiftstidende, Fyens Amts Avis og avisen Danmark)
Ida Krøgholt (lektor i dramaturgi, Aarhus Universitet)
Tore Leifer (radiovært, Kulturen på P1)
Me Lund (journalist og forfatter, mag.art.)
Charlotte Mors (leder, Performing Arts Platform)
Jakob Steen Olsen (teaterredaktør, Berlingske)
Lene Grønborg Poulsen (teateranmelder, Iscene)

Emner

Kategorier

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942
Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark