Pressemeddelelse -
Anders And kårer Danmarks bedste opfindelse
Strømpesortering 3000, Plastiksugeren og Bussenælde er blot tre af de mere end 100 fantastiske opfindelser, som Anders And-redaktionen har modtaget til Anders Ands opfinderkonkurrence. Skoleklasser landet over har hele efteråret brugt deres opfinderhjerner og gennemtænkt nye idéer – helt uden Georg Gearløs’ tænkehat – og det hårde arbejde har båret imponerende frugt.
I august udskrev Anders And & Co. konkurrencen ”Anders Ands opfinderkonkurrence”, hvor 4.- til 6.-klasser blev opfordret til at lægge hovederne i blød og komme op med Danmarks bedste opfindelse. Udfordringen gik ud på at finde på innovative opfindelser inden for tre temaer: TØJ, MAD og MEDICIN. Skoleklasserne kunne selv vælge, hvilke temaer de ville arbejde med, og som inspiration modtog de et særnummer af Anders And & Co. om opfindelser.
Til at udvælge Danmarks bedste opfindelse har Anders And allieret sig med Kåre og Emil Nielsen, kendt fra YouTube-kanalen Kåre & Emil og tidligere værter på Store NØRD på DR Ultra. De to brødre elsker opfindelser, og de er begge ovenud imponerede over de mange stærke forslag, der er kommet ind.
”Det er megafedt at se så mange seje opfindelser. Der er både ting, som løser hverdagsproblemer, vi alle kender, og andre, som forsøger at finde løsninger på nogle af de helt store udfordringer på planeten,” siger Kåre og Emil begejstret. ”Det er dejligt at se, at der er blevet lagt et stort arbejde i at finde udfordringer, der skal løses, i at udtænke opfindelser – og i flere tilfælde også bygge kreative og flotte modeller.”
Det har været utroligt svært at finde en vinder, men i sidste ende løb 4.A fra Havrehedskolen i Morud på Fyn med sejren for deres mose-mase-maskine. Klassen afleverede ikke blot en model, men også dette pitch:
”Forestil dig en verden, hvor madspild ikke ender i skraldespanden, men bliver til en værdifuld ressource. Vores innovative skraldespand gør netop det – den presser madrester om til næringsrigt dyrefoder. Vi kombinerer teknologi og bæredygtighed for at skabe en cirkulær løsning, der gavner både miljøet og landbruget. Med vores produkt reducerer du affald, sparer penge og hjælper med at fodre dyr på en ansvarlig måde. Det er ikke bare en skraldespand – det er en grøn revolution i dit køkken.”
Kåre og Emil begrunder valget af mose-mase-maskinen sådan: ”Projektet vinder, fordi gruppen har kastet sig over et stort problem, nemlig madspild. Opfindelsen hjælper med at få mest mulig værdi ud af vores madaffald, og samtidig har de startet med en arbejdstegning af deres opfindelse og bygget en prototype ud fra den. Det er megafedt.”
Redaktør for Anders And & Co., Svend Skytte, er også begejstret for de mange idéer.
”Det er tydeligt at se på de mange fantastiske opfindelser, at børnene tænker på den verden, vi lever i. En meget stor del af besvarelserne kredser om miljø, upcycling, sundhed og sikkerhed – og hvor er det bare fedt, at vi har en ungdom, som tænker i de baner, når de får til opgave at lave Danmarks bedste opfindelse,” siger Svend Skytte, der selv er stor fan af den selv-genopfyldelige slikskål, som sikrer, at der også er fredagsslik på en mandag.
Førstepladsen præmieres med 10.000 kroner til klassen samt 10.000 kroner til donation til en valgfri velgørenhedsorganisation. Derudover vil opfindelsen blive tegnet ind i en opfinderhistorie i Anders And & Co. næste år. Der er også fine præmier til 2.-10. pladsen, som hver især modtager en stor pakke blade og bøger fra Andeby.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Sofie Ugilt, sofieugilt@have.dk, 22 51 85 48
Emilie Selin, emilie@have.dk, 26 11 41 04
Top 10 i konkurrencen
1. pladsen: Mose-mase-maskine
Skraldespandslignende konstruktion, der presser madrester sammen, vasker dem og omdanner dem til dyrefoder.
2. pladsen: Magne’en
Knagerække med magnet, så man blot kan kaste sit tøj op på væggen.
3. pladsen: Squish Trøje
Trøje med en magnet i ærmet og en magnet i en squishy, der giver massage på skulder eller ryg, når man trykker på den.
4. pladsen: Strømpesortering 3000
Maskine, der sorterer sokker og lægger dem sammen.
5. pladsen: Plastiksugeren
Rygsæk med sugepistol, der suger plastik op fra naturen.
6. pladsen: Bussenælde
Gensplejsning af bambus og brændenælde, så planten kan gro i Danmark og bruges til tøjproduktion.
7. pladsen: Trækketøj
Tøj, der tilpasser sig din størrelse og kan bruges, selv når du vokser.
8. pladsen: A.B.U.U.
Automatisk båre til ambulancer, der kan hjælpe redderne og bruges ved ulykker.
9. pladsen: Sko med rist
Hvis du får en sten i skoen, falder den ud gennem en rist i bunden – og skoen er stadig behagelig at gå i.
10. pladsen: Remake Tag
Hjælper med at genanvende tøj på en smart måde, så man selv kan skabe nye ting og upcycle brugt tøj ved hjælp af QR-koder.