Gå til indhold
Anmeldere hylder KINKY BOOTS på Det Ny Teater: ”Silas Holst triumferer”

Pressemeddelelse -

Anmeldere hylder KINKY BOOTS på Det Ny Teater: ”Silas Holst triumferer”

Efter danmarkspremieren torsdag aften på Det Ny Teaters med spænding imødesete opsætning af Broadwaymusicalen KINKY BOOTS, står landets teateranmeldere nu i kø for at overdænge musicalen – og i særdeleshed Silas Holsts og Lars Mølsteds præstationer – med topanmeldelser over hele linjen. Henover weekenden er anmeldelserne kommet dryppende, og konklusionen er, at Silas Holsts præstation i hovedrollen som dragqueenen Lola blæser anmelderne bagover. Silas Holst er aldrig set bedre.

5 stjerner er der givet fra hele 17 medier, herunder også fra Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske, Frederiksborg Amts Avis og BT. I Berlingske skriver Jakob Steen Olsen, at ”Silas Holst er det strålende midtpunkt i højenergisk musical med hjertet på rette sted”, og han kalder efterfølgende forestillingen et ”topprofessionelt supershow”. I Politiken skriver Henrik Palle, at ”Silas Holst triumferer”, og ”Han sætter faktisk ikke en høj hæl forkert”. Jyllands-Posten skriver om Silas: ”Silas Holst både synger og danser røven ud af de glitrende hotpants som primadonnaen Lola. Stærk i front står han, Silas Holst, som han har gjort det før i en række store musicalroller – men aldrig før så velsyngende som nu.”

Silas Holst har været i gang med forberedelserne til rollen som Lola det sidste års tid, hvor han har haft intensiv sangundervisning på teatret for at lære at mestre det høje stemmeregister, som hører til rollen, samt at mestre de tårnhøje hæle, som han bevæger sig rundt på under hele forestillingen.

Laura Rohde uddeler også fem stjerner i BT og konkluderer: ”Sammen lovede de en ’fest på høje hæle’. Og de leverede.”

Ros over hele linjen
Også musicalens anden hovedrolleindehaver Lars Mølsted roses til skyerne af anmelderne. Således kårer Berlingske ham til Danmarks bedst syngende musicalperformer med ordene: ”Er han Danmarks bedst syngende musicalperformer? Det er der vist ingen tvivl om efter denne aften.” Jyllands-Posten stemmer i: ”Som hans makker på scenen – og som Lolas ven og kompagnon – er Lars Mølsted fænomenal”

Der er ros til alle på produktionen lige fra Lolas Drag-angels; Morten Daugaard, Lasse Dyg, Patrick Svingholm Terndrup, Paul James Rooney, Søren Torpegaard og Oliver Poulin til instruktør og koreograf Lee Proud. Og ned gennem hele castet, der foruden Silas Holst, Lars Mølsted og Lolas drag-angels tæller Monica Isa Andersen, Nikoline Harriet Breienholt, Rasmus Fruergaard, Mette Ladekarl, Ann Farholt, Kim Hammelsvang, Martin Skriver, Sebastian Harris, Henrik Lund, Søren Bang, Niklas Frandsen, Linea Høeg, James Leece, Nadin Reiness, Gustav Schriver, Mads Vinther og Elise Ruusunen.

KINKY BOOTS vækker også begejstring i Sverige
På den anden side af Øresund vækker KINKY BOOTS også begejstring. Svenske Veckotidningen skriver: ”Hele ensemblet løfter taget i flere medrivende dansenumre” og ”Cyndi Laupers medrivende musik og skuespillernes ægte spilleglæde gør Kinky Boots til en længe ventet fornøjelse”. Også Sveriges Radio deltager i begejstringen: ”Silas Holst er enestående som Lola – jeg tror aldrig, jeg har set ham bedre. Glitrende shownumre, medrivende koreografi og ren glædesinjektion”.

Cyndi Lauper og Broadway-succes
Med seks år for fulde huse har KINKY BOOTS været én af Broadways største musicalsucceser de sidste ti år. Dens dynamiske og iørefaldende musik er skrevet af pop-ikonet Cyndi Lauper, der i 80’erne fik en hel verden til at synge med på sange som Girls just Wanna Have Fun, True Colors og Time After Time. KINKY BOOTS modtog efter verdenspremiere i 2013 13 Tony-nomineringer og vandt hele 6 af priserne herunder årets Tony for Bedste Musical og Bedste Musik og senere tre Laurence Olivier Awards i London herunder prisen for årets Bedste Nye Musical.

Fra herresko til høje hæle
KINKY BOOTS er en festlig, varmhjertet og morsom musical baseret på en virkelig historie (og en britisk film af samme navn fra 2005). Charlie er arving til en skofabrik. Han kæmper for fabrikkens overlevelse og må i bogstaveligste forstand op på tæerne for at redde familiens skrantende forretning. For hvem gider købe dyre kedelige herresko? Da Charlie ved et tilfælde møder dragqueenen og den flamboyante natklubartist Lola og hans seks angels, kan han begynde at se lyset i mørket. Sammen beslutter de at producere ”kinky boots” – glitrende og meget højhælede støvler til mænd! Og så sker der noget!

KINKY BOOTS er en skøn livsbekræftende og opløftende fortælling om at skifte – ikke bare sko – men også livsfilosofi for at skabe noget unikt sammen. En ægte feelgood-musical om venskab, kærlighed og om at overvinde fordomme – en fest på tårnhøje hæle.

Foruden Silas Holst medvirker Lars Mølsted, Monica Isa Andersen, Rasmus Fruergaard, Ann Farholt, Kim Hammelsvang, Sebastian Harris, Søren Torpegaard og mange flere.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation og PR

For yderligere information, kontakt undertegnede.
Rikke Hesselholt, mail: rikke@have.dk, mobil: 28433893
Michael Feder, mail: michael@have.dk, mobil: 22434942

Fakta om KINKY BOOTS

  • Manuskript: Harvey Fierstein
  • Musik og sangtekster: Cyndi Lauper
  • Iscenesættelse og koreografi: Lee Proud
  • Scenografi: Paul Farnsworth

Medvirkende:
Lars Mølsted, Silas Holst, Monica Isa Andersen, Nikoline Harriet Breienholt, Rasmus Fruergaard, Mette Ladekarl, Ann Farholt, Kim Hammelsvang, Martin Skriver, Sebastian Harris, Henrik Lund, Morten Daugaard, Paul James Rooney, Patrick Svingholm Terndrup, Oliver Poulin, Lasse Dyg, Søren Torpegaard, Søren Bang, Niklas Frandsen, Linea Høeg, James Leece, Nadin Reiness, Gustav Schriver, Mads Vinther og Elise Ruusunen.

Emner

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942
Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark