Pressemeddelelse -
Anmelderne jubler over Lion Musicals’ magiske pragtopsætning af SKØNHEDEN OG UDYRET - THE MUSICAL
Flere datoer i salg nu!
I disse dage er der eventyr og magi nok til hele familien på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor den fortryllende musical SKØNHEDEN OG UDYRET - THE MUSICAL spiller for fulde huse.
Siden premieren i sidste uge, er anmelderstjernerne regnet ned over forestillingen – der desuden allerede har vist sig at være en stor publikumssucces med et overvældende antal solgte billetter her få dage inde i spilleperioden på Gamle Scene, der fortsætter indtil 9. august. Derfor er Lion Musicals og Live Nation stolte af i dag at kunne sætte to ekstra forestillinger i salg på Gamle Scene: Den 5. august kl. 19.30 og den 6. august kl. 19.30.
Store roser fra anmelderne
SKØNHEDEN OG UDYRET – THE MUSICAL, én af Danmarks største teatersucceser i nyere tid, høster udelukkende 5- og 6-stjernede anmeldelser. Bl.a. skriver Berlingskes Jakob Steen Olsen: “Må denne fremragende musical leve lykkeligt til sine dages ende. Den nye udgave af Disney-klassikeren »Skønheden og udyret« er alt det, den skal være” i sin femstjernede anmeldelse af musicalen.
De ord kan suppleres med en lind strøm af rosende anmeldelser, der beskriver forestillingen som “Disney-magi på første klasse” (Yde News, 6 stjerner), “Den smukkeste og mest gennemførte musical” (Morten Hede, 5 stjerner), “Den vildeste visuelle lagkage” (Iscene, 5 stjerner), “En eventyrlig og overdådig pragtopsætning" (Out & About, 5 stjerner), “En rørende, storslået og visuelt betagende forestilling” (Teaterpigerne, 6 stjerner) og “Det er ganske vist en succes” (Kulturbunkeren, 5 stjerner), som netop understreger, at hele familien kan glæde sig til at blive tryllebundet af Disney-eventyret.
Hos Lion Musicals er man meget glade for den overvældende positive modtagelse af SKØNHEDEN OG UDYRET - THE MUSICAL og ser allerede frem til at bringe eventyret videre til resten af landet. Executive Producent Thomas Langkjær udtaler:
“Det er en enorm glæde at mærke den kærlighed og begejstring, som både publikum og anmelderne viser SKØNHEDEN OG UDYRET - THE MUSICAL. Vi har arbejdet benhårdt for at skabe en forestilling, der både hylder Disney-magiens traditioner og samtidig tilfører ny energi og visuel pragt. Derfor er vi meget taknemmelige for at se salene fyldes og mærke publikums begejstring – og forestillingen egner sig perfekt til Gamle Scenes historiske rammer, derfor glæder det os at sætte ekstra forestillinger i salg. Vi ser også meget frem til at tage eventyret videre ud i landet og dele denne fortryllende oplevelse med endnu flere danskere.”
SKØNHEDEN OG UDYRET - THE MUSICAL bringes til live på scenen i en helt ny og magisk iscenesættelse af den finske musicalinstruktør Samuel Harjanne med Johanne Milland og Kenneth M. Christensen som Belle og Udyret, overfor Sofie Lassen-Kahlke, Carsten Svendsen, Joachim Knop, Cristopher S. Rørmose, Kristian Boland, Mikkel Moltke Hvilsom samt et stort ensemble af dygtige musicalperformere, hvilket Magasinet KBH beskriver som: “Helt essentielt er castingen bare fantastisk” i deres femstjernede anmeldelse af forestillingen.
SKØNHEDEN OG UDYRET – THE MUSICAL spiller frem til den 9. august på Gamle Scene i København, hvorefter den tager på en omfattende danmarksturné til Aalborg, Randers, Esbjerg, Vejle, Holstebro, Aarhus og Odense.
Læs alt om forestillingen og billetbestilling på https://lionmusicals.dk/skoenheden/
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Sandra Nynne Vognstrup // sandra@have.dk // 22 86 30 94
Picasa Emily Askjær Grand // picasa@have.dk // 30 13 88 80
Fakta om SKØNHEDEN OG UDYRET - THE MUSICAL
Rolleliste:
- Belle: Johanne Milland
- Udyret: Kenneth M. Christensen
- Lumiere: Carsten Svendsen
- Mrs. Potts: Sofie Lassen-Kahlke
- Cogsworth: Joachim Knop
- Gaston: Cristopher S. Rørmose
- Maurice: Kristian Boland
- Lefou: Mikkel Moltke Hvilsom
Det kreative hold:
- Instruktør: Samuel Harjanne
- Scenograf: Benjamin La Cour
- Koreograf: Kim Ace Schjerlund
- Kapelmester: Thomas Møller
- Lysdesigner: Ulrik Gad
- Kostumedesigner: Camilla Bjørnvad
- Musik: Alan Menken
- Sangtekster: Howard Ashman & Tim Rice
- Manuskript: Linda Woolverton
- Kreativ Executive Producent: Thomas Langkjær
- Produktionsselskab: Lion Musicals i samarbejde med Live Nation
Spilleperiode:
- København: 8. juli - 9. august 2025. Det Kongelige Teater, Gamle Scene.
- Aalborg: 20. - 24. august 2025. Aalborg Kongres & Kultur Center. Billetbestillling: www.akkc.dk eller på tlf. 99 35 55 66
- Randers: 27. - 31. august 2025. Værket. Billetbestilling: www.vaerket.dk
- Esbjerg: 3. - 7. september 2025. Musikhuset Esbjerg. Billetbestilling: www.mhe.dk
- Vejle: 10. - 14. september 2025. Vejle Musikteater. Billetbestilling: www.vejlemusikteater.dk
- Holstebro: 17. - 21. september 2025. Musikteatret Holstebro. Billetbestilling: www.musikteatret.dk
- Aarhus: 24. - 28. september 2025. Musikhuset Aarhus. Billetbestilling: www.musikhusetaarhus.dk
- København: 10. oktober - 26. oktober 2025. Tivolis Koncertsal. Billetbestilling: www.ticketmaster.dk
- Odense: 29. oktober - 2. november 2025. Odeon. Billetbestilling: www.odeonodense.dk
Om Lion Musicals:
Lion Musicals, tidligere Langkjær Entertainment, er Danmarks største og ét af de førende private produktionsselskaber inden for kommerciel teater- og musicalproduktion i Skandinavien. Selskabet præsenterer det ypperste inden for musicalteater, såvel nye og originale musikforestillinger samt opdaterede versioner af internationale succesforestillinger.
Selskabets grundlægger, Thomas Langkjær, har i over 20 år sat sit præg på mange af de helt store musicalopsætninger i Danmark, fra High School Musical 2 og Cabaret til Shrek – The Musical, Grease, Den Eneste Ene og Elsk Mig i Nat. Langkjær har desuden stået bag produktioner som Broadway-succesen Hairspray, Dirch Passer-forestillingen Dirch, Monty Python-musicalen Spamalot, Queen-musicalen We Will Rock You, nye musicalversion af danske film-klassikere som Midt om Natten og Kærlighed Ved Første Hik, en musicalkoncert-version af West Side Story, Terkel – The Motherfårking Musical baseret på Anders Matthesens animationsfilm Terkel i knibe og Sanne – The Musical om hele Danmarks Rockmama Sanne Salomonsen.
I 2021 producerede Thomas Langkjær en helt ny version af The Bodyguard – The Musical, en forestilling som siden er eksporteret til både Sverige og Norge og på vej til yderligere fire lande. Siden har Thomas Langkjær stået bag en opdateret udgave af Shu-bi-dua – The Musical, Skandinavienspremieren på Pretty Woman – The Musical, musikforestillingen om Natasja på Operaen, samt Askepot – The Musical og senest en spektakulær nyopsætning af We Will Rock You. Lige nu spiller den spektakulære opsætning af klassikeren Skønheden og Udyret – The Musical. Af kommende projekter i 2025 kan nævnes teaterversionen af THE JULEKALENDER samt genopsætningen af den populære musical Tinkas Juleeventyr. I 2026 venter danmarkspremieren på musicaludgaven af Disney-succesen FROST.