Gå til indhold
Artbeat Prisen 2023: Her er de nominerede!

Pressemeddelelse -

Artbeat Prisen 2023: Her er de nominerede!

For 10. gang hylder HAVE Kommunikation & PR sammen med Spar Nord Fonden kulturformidlingen i Danmark. I dag løftes sløret for årets nominerede, der har gjort sig bemærket i spændingsfeltet mellem kunst, kultur og formidling i det forgangne år. De nominerede er fundet inden for bl.a. dansk kulturarv, VR-oplevelser, autentiske flygtningehistorier, visionær satire og mangfoldigt storbyteater.

Danmarks kulturformidlingspris, Artbeat Prisen, afholdes i år på Folketeatret d. 9. marts og vil hylde de personer, projekter og organisationer, der på hver sin måde herhjemme har formået at formidle kunst og kultur aktivt, innovativt og uforudsigeligt. Til prisuddelingen vil aftenens vært journalist og TV 2-vært Troels Mylenberg guide publikum igennem priserne, interviews på scenen og kunstneriske indslag med besøg af blandt andre prisvindende cellist Josefine Opsahl, musiker Mikkel Grevsen fra Blue Blitz Music og digter Caspar Eric.

I dag kan HAVE Kommunikation & PR sammen Spar Nord Fonden løfte sløret for årets nominerede:

Nominerede til Artbeat Prisens hovedpris 2023:
Sargun Oshana, teaterdirektør ved Blaagaard Teater. Som teaterdirektør har Sargun Oshana formået at række ud til de lokale - ressourcestærke såvel som udsatte - og repræsentere deres fortællinger og tematikker i teatret. Teatret kommunikerer modsat mange af samtidens kunst- og kulturinstitutioner indad i lokalmiljøerne, hvor unge mennesker, hvis stemmer sjældent bliver hørt, får ørenlyd.

Liv Thomsen, ejer af Historieselskabet. Som historieformidler med mere en to årtiers erfarings har Liv Thomsen markeret sig som en slagkraftig oplysningskanal med en evne til altid at finde nye og spændende vinkler på Danmarkshistoriens uudtømmelige materiale. I front for sit firma, Historieselskabet, producerede Liv Thomsen desuden en serie på ti korte, men prægnante programmer, som sørgede for, at fejringen af 300-året for Dansk Teater i 2022 kom ud til mange flere end dem, der besøgte teatrene.

FLUGT – Refugee Museum of Denmark ved direktør Claus Kjeld Jensen. Med åbningen af FLUGT - Refugee Museum of Denmark har museet dedikeret sin tilstedeværelse til flygtningehistorier og har haft blik for at aktivere et vigtigt og overset stykke kulturarv i Oksbøl. Endvidere har FLUGT formået at perspektivere samtidige problemstillinger på immigration og flugt. De gør en brændende dagsorden til noget, som gæster aktivt opsøger og tager del i.

Nominerede til Artbeat Prisens Særpris 2023:
Kunstnerkolonien på DR2 ved Sofia Fromberg og Christian Vorting. Sofie Fromberg og Christian Vorting lader os komme helt tæt på skabelsesprocessen og personlighederne bag værkerne i Kunstnerkolonien. Det kræver et stærkt hold at formidle den kunstneriske proces så overbevisende, så underholdende – og så ærligt, alt sammen på samme tid.

Thomas Thulstrup, museumsdirektør for Kongernes Samling på Rosenborg, Amalienborg og Koldinghus. Gennem DR-serien Dronningens skatkammer har han åbnet kongehuset for danskerne – både ved at være en utvungen samtalepartner for regenten, men også gennem sin smittende glæde ved museumsgenstande. Thomas Thulstrup har formået at knytte landsdelene tættere sammen ved at indlemme Koldinghus i Kongernes Samling og dermed gøre det muligt at vise uvurderlige genstande fra samlingen i Jylland.

Khora ved Simon Lajboschitz. Khora har gennem det sidste årti gjort sig bemærket med sine succesfulde og innovative VR-produktioner, som skaber værdi for både kulturlivet, sundhedsvæsenet og erhvervslivet. Senest har de i samarbejde med Nikolaj Kunsthal skabt en VR-oplevelse, der transporterer de besøgende ind i en fordybende rejse i Nikolajs Tårn. En rejse, der ellers ikke var mulig for publikum grundet midlertidig lukning heraf. Khora formår at bruge teknologien til kunstnerisk udfoldelse og transporterer kulturen ind i et flerdimensionelt univers.

Nominerede til Artbeat Prisens Talentpris 2023:
Nina Rask, skuespiller og satiriker. Nina Rask har siden sin start på DRs talenthold gjort sig bemærket med sin evne til at formidle komplekse tematikker i letfordøjelige formater om alt fra identitetspolitik til popkultur. Kometkarrieren har bragt Nina Rask op på scenen, på tv og på film, hvor hun fascinerer og favner sit brede publikum med en ærlighed og humoristisk sans, som er visionær og vigtig.

Third Ear, podcast af Tim Hinman og Krister Moltzen. ”Det tredje øre” er et psykologisk begreb, som refererer til evnen til at lytte på et dybere niveau for at få forstå alt det, der ikke bliver sagt direkte. Netop den evne har duoen bag Third Ear, Tim Hinman og Krister Moltzen, perfektioneret inden for podcast-mediet med deres eksperimenterede lydunivers. Deres unikke, stilistiske virkemidler kombineret med dragende stemmeføring og altomsluttende historier har gjort deres dokumentariske serier til tilnærmelsesvis kultmateriale og har skabt grundlaget for deres helt egen genre.

Malte Houe, stifter af UngKult og produktionsfirmaet Houe Film. Malte Houe insisterer på at være en skarp, ung stemme i kunsten og kulturen, hvor han bl.a. har drevet den ungdomskulturelle platform UngKult. En organisation, der med Malte i spidsen har samlet unge kulturskabere landet over - og han formår på forbilledlig vis at kommunikere kunsten og kulturen langt ud over lokalområdet. UngKult blev sidste år inviteret til at skabe ungeområdet på Kulturmødet Mors.

Artbeat Prisen finder sted d. 9. marts 2023 på Hippodromen i Folketeatret. Læs mere her:
http://www.artbeatprisen.dk/

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information og pressetilmelding, kontakt venligst:
Marie Dam / marie@have.dk / 29 93 62 66

FAKTA

Om Artbeat Prisen – 10 år med fejring af kulturformidling i Danmark
Uden kulturlivet ville samfundet mangle alt det, der binder os sammen, inspirerer os og giver os nye perspektiver på verden omkring os.

Men uden formidling forbliver kulturen et anliggende for de allerede indviede. Først når kulturen formidles aktivt ud, får den mulighed for at indfri sit potentiale og maksimere sin gennemslagskraft.

Det gælder selvfølgelig overfor publikum, som får de bedst mulige forudsætninger for at sætte sig ind og forstå den pågældende oplevelse.

Det gælder også i samfundet som helhed, hvor mange flere generelt kommer i kontakt med formidlingen af oplevelsen end oplevelsen i sig selv. Hertil kommer, at det især er formidlingen, der gør kulturen til et samfundsrelevant og debatskabende fænomen.

Dermed er det ikke blot kulturlivet, der fortjener at blive hyldet, men også eksplicit de aktører, der for alvor har forstået, hvor afgørende formidlingsaspektet er. Derfor har HAVE Kommunikation & PR siden 2013 uddelt Danmarks kulturformidlingspris Artbeat Prisen og kan i år fejre sit 10-års jubilæum. Siden 2015 har Spar Nord Fonden været fast partner på prisuddelingen, og fra og med samme år er der udover hovedprisen også blevet uddelt en Særpris og en Talentpris. I anledning af 10-året introduceres i år en helt ny pris – nemlig Spireprisen, hvor vinderen afsløres på til prisuddelingen.

Artbeat Prisen gives til den person, den organisation eller det projekt, som inden for det seneste år har været absolut bedst til at vise retningen og sætte en ny standard inden for kulturformidling.

Særprisen gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har været et forbilledligt eksempel på, hvordan en uforudsigelig og original tilgang kan skabe rammerne for morgendagens kulturformidling.

Talentprisen gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har udvist et særligt stort talent inden for kulturformidling, og som følge heraf er på vej til at indtage en markant position i det danske kulturliv.

Spireprisen gives til unge kulturskabere, en organisation eller projekt, som inden for det seneste år har formået at sætte en vigtig, relevant og fremadskuende dagsorden inden for kulturformidling.

Artbeat Prisens jury
Karen Grøn, museumsdirektør, Trapholt - Jane Sandberg, museumsdirektør på Enigma - Kristina Holgersen, komponist, tekstforfatter og sanger - Tine Nygaard, museumsudvikler - Elsebeth Gerner Nielsen, formand for Den danske UNESCO-nationalkommission og partner i Copenhagen Public Affairs - Jørgen Ramskov, direktør for Producentforeningen - Magnus Restofte, kommunikationschef på Det Kongelige Teater - Jeanett Albeck, musiker, skuespiller og komponist - Lars Seeberg, direktør for see@rt - Sigurd Hartkorn Plaetner, forfatter, debattør og iværksætter - Jonatan Spang, skuespiller, vært og instruktør - Mikkel Harder Munck-Hansen, skuespiller, instruktør og leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst - Christian Have, indehaver af HAVE Kommunikation & PR



Emner

Kategorier

Kontakt