Gå til indhold
Auschwitz-dag d. 27. januar 2021 – ONLINE

Pressemeddelelse -

Auschwitz-dag d. 27. januar 2021 – ONLINE

Den 27. januar er en mindedag for Holocaust, der markeres i både FN og EU og i en række lande i både Europa og andre steder i verden. I Danmark har markeringen fået navnet Auschwitz-dag, hvor ofre for Holocaust og andre folkedrab mindes. Den alvorlige situation med Covid-19 påvirker selvfølgelig også denne markering, og arrangement vil derfor blive afholdt online. Programmet arrangeres af Dansk Jødisk Museum i samarbejde med Det Jødiske Samfund i Danmark og Københavns Kommune.

”Visse mærkedage kan ikke udskydes, og det er af afgørende betydning, at vi holder fast i markeringen af Auschwitz-dag, som pga. corona i år bliver afviklet digitalt. For at forhindre, at verden igen skal være vidne til folkedrab, er vi nødt til at holde mindet om ofrene i live”, siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å), der er vært for arrangementet.

Programmet med taler, oplæg, øjenvidneberetninger, musik og lystænding vil derfor blive sendt via Dansk Jødisk Museums facebookprofil den 27. januar 2021 med start kl. 19. Der vil være taler ved bl.a. justitsminister Nick Hækkerup, forsker Jacob Halvas Bjerre og ambassadører fra henholdsvis Israel, Norge og Albanien. Det er ikke nødvendigt med tilmelding, og det er åbent for alle.

”I denne tid, hvor de sidste vidner til Holocaust er ved at forsvinde, er det mere vigtigt end nogensinde fortsat at have fokus på historien og dens konsekvenser. Historien forsvinder, hvis den ikke bliver fortalt”, siger Janus Møller Jensen, direktør for Dansk Jødisk Museum. ”I 2021 reflekterer vi over Holocaust som udtryk for antisemitismen i sin mest ekstreme form. Men fænomenet er langt ældre, og antisemitismen eksisterer fortsat og er i vækst i en række lande verden over – også i Danmark”.

I 2021 præsenterer den danske regering sin nationale handleplan mod antisemitisme, der blandt andet har til formål at dæmme op for antisemitismen gennem politiske tiltag og udbredt oplysnings- og uddannelsesvirksomhed. I den anledning har arrangørerne valgt, at Auschwitz-dagen 2021 med udgangspunkt i erindringen sætter fokus på antisemitismen som udtryk for et mere overordnet behov for oplysning, uddannelse, dialog og debat med henblik på at forebygge fremtidige fordomme og folkedrab.

Hvert programpunkt fra aftenen vil efterfølgende blive gjort tilgængelig via Dansk Jødisk Museums hjemmeside. På den måde håber museet at nå et større publikum, herunder også skoler, der kan bruge materialet til undervisning. Der er planlagt en række andre markeringer både i Danmark og over hele verden. Mange af disse markeringer vil også foregå online.

For et overblik se: https://www.holocaustremembrance.com/international-holocaust-remembrance-day.

For yderligere info kontakt:

Museumsinspektør Sara F. Stadager
Mail: sf@jewmus.dk
Tlf: +45 91 23 07 22

Anne Nyhus, Pressekonsulent, Presse og Rådhus
Mail: jx76@kk.dk

Tlf. +45 9390 6640



Emner

Kontakt