Pressemeddelelse -
Biograferne går sammen og inviterer hele Danmark til Danske Biografdage 2025
I slutningen af uge 41, lige op til skolernes efterårsferie, går biografer over hele landet for første gang i over ti år sammen om en fælles kampagne. Det gør de for at minde danskerne om, at de bedste filmoplevelser fås i biografen.
Med den landsdækkende kampagne Danske Biografdage, der løber fra 9. til 12. oktober, byder biograferne deres publikum på unikke tilbud for at sætte fokus på, hvorfor biografoplevelsen stadig er noget helt særligt, som vi bør værne om. Måske i dag mere end nogensinde:
“Vi lever i en tid, hvor forstyrrelserne står i kø. Tilbuddene og valgmulighederne for underholdning er uendelige, og dobbelt-screening i sofaen er snarere reglen end undtagelsen. Her kan biografoplevelsen være en modgift, en pause - et sjældent helle, hvor man er til stede og sammen om at græde, grine og gyse til en god film,” udtaler direktør for Danske Biografer, Michael Valentin.
Biograferne har overlevet både video, verdenskrige og virus - og under Danske Biografdage hyldes netop biografen som en hårdfør og vigtig ramme for uforglemmelige, magiske filmoplevelser.
Dansk film tilbage i topform
Der bliver mange muligheder for at nyde gode film under Danske Biografdage 2025. Også de danske. Kampagnen falder nemlig sammen med et efterår, hvor dansk film står stærkt som sjældent før.
Under Danske Biografdage får hele to store danske film premiere. Publikum kan glæde sig til at grine af den stjernespækkede og længe ventede komedie Den sidste viking med bl.a. Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas, mens hele familien sammen kan få én på biografopleveren med Børnene fra Sølvgade 2, der følger op på forgængeren, som fik familierne i biografen sidste efterår.
Derudover kan man også stadig opleve Anders Matthesens anmelderroste Ternet Ninja 3 og Biografklub Danmark-filmen Rejseholdet - Det første mord i de fleste biografer. Senere på efteråret kommer desuden Madklubben 2, Herkules falder og ikke mindst Paprika Steens Det nye år.
Mere end bare popcorn og lærred
Danske biografer er Danmarks største kulturudbyder med mere end 10 mio. gæster om året, og det at gå i biografen er stadig danskernes foretrukne og mest benyttede kulturtilbud uden for hjemmet. Men biograferne er også mere end steder, hvor man ser film i fællesskab. De spiller en afgørende rolle i både (stor)byer og landdistrikter. Fra Malling til Mors, fra Læsø til Glumsø er der en biograf, som fungerer som et engagerende samlingssted på linje med skoler, sportsklubber og forsamlingshuse.
”Med Danske Biografdage sætter vi fokus på biografen som katalysator for fællesskab og store oplevelser. Hvis man vil gøre det mere attraktivt at bo uden for de store byer, er det ikke nok med skoler og arbejdspladser. Kultur og fællesskab skal også være tæt på - og her spiller biograferne en nøglerolle. De er folkelige, stort set selvfinansierede og giver os et fælles sprog på tværs af generationer og forskelle,” tilføjer direktør for Danske Biografer, Michael Valentin.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Amalie Søndergaard - amalie@have.dk - 2858 8150
Lasse Amstrup - lasseamstrup@have.dk - 2444 7656
Fakta om Danske Biografdage:
- Danske Biografdage finder sted i uge 41, fra 9.–12. oktober - lige op til skolernes efterårsferie
- For første gang i over ti år er biografer over hele landet gået sammen om en fælles kampagne for at sætte fokus på biografernes betydning
- Hver enkelt biograf har forskellige tilbud under Danske Biografdage. Tjek hvad din lokale biograf tilbyder på deres hjemmeside