Gå til indhold
Casper Christensen, Maj My Humaidan, Mathilde Walter Clark og Gramsespektrum blandt de første navne på Heartlands Talks-program

Pressemeddelelse -

Casper Christensen, Maj My Humaidan, Mathilde Walter Clark og Gramsespektrum blandt de første navne på Heartlands Talks-program

Stærke stemmer mødes på Talks-programmet på Heartland, hvor toneangivende nationale og internationale navne sætter ord på tidens vigtigste emner. I dag offentliggøres de første danske navne, der bl.a. tæller Casper Christensen & Svend Brinkmann, Maj My Humaidan & Imran Rashid, Mathilde Walter Clark & Emma Holten og Gramsespektrum samt hele tre performative indslag fra Republique.

Talks på Heartland udfordrer og udforsker perspektiver på den verden, vi lever i. Siden 2016 har Talks-programmet udviklet sig til at blive en af Nordeuropas største og mest etablerede scener for live-samtaler, hvor kreative hjerner, inspirerende og nytænkende profiler inviteres til at give deres syn på tidens vigtigste emner.

Heartland 2024 viderefører den udvikling ved at invitere markante stemmer på scenen til samtaler, der tematiserer alt fra (selv)udvikling, systemkritik, AI, migration og feminisme til opskriften på et mere nærværende liv.

“På Heartland befinder den gode talk sig altid et sted imellem talkshowets lethed og den grundige journalistik, og vi forsøger altid at afspejle verden, som den ser ud lige nu – samtidig med at vi vil være et rum for eskapismen og den tiltrængte pause fra hverdagen. I år er vi glade for at præsentere et Talks-program, som inkluderer nogle af de vigtige samtaler, der i øjeblikket finder sted i samfundet, om klima, diversitet, ulighed, køn, videnskab, globalisering, konflikter, og hvordan vi lever sammen som mennesker – samtidig med at der også er blevet plads til både den uforpligtende latter og den dybe snak om kunst og litteratur,” siger Kristoffer Zøllner, kurator for Heartlands Talks-program.

Om at stå fast eller være i evig udvikling
Casper Christensen & Svend Brinkmann
Moderator: Linea Maja Ernst

Psykologiprofessor Svend Brinkmann har lige siden sine første succesudgivelser været modstander af idéen om evig selvudvikling- og optimering. Helt modsat har komiker, tv-vært, skuespiller og instruktør Casper Christensen genopfundet sig selv så mange gange, at det kan være svært at skelne ”den virkelige” CC fra de mange alteregoer, han har skildret gennem tiden. Men for syv år siden tog hans liv endnu en drejning, da han begyndte i MDMA-terapi, stoppede med at gå i byen og blev kristen.

I en samtale modereret af Linea Maja Ernstdiskuterer psykologen og komikeren, hvorfor deres liv har formet sig, som det har, og om de kan lære noget af hinandens livsvalg.

Om bademestrene og den brune Pjerrot
Gramsespektrum feat. Peder Thomas Pedersen & Simon Bonde
Moderator: Mikael Bertelsen

I slutningen af 1998 udkom Gramsespektrums første og eneste plade: ’Greatest Hits 1996-98’, som kulminationen på to års radiosatire. I denne talk fortæller folkene bag Gramsespektrum om universets tilblivelse. Hvordan blev Simon Bonde og Peder Thomas Pedersens venskab til det radioprogram, der blev startskuddet på den nye danske satirebølge, der prægede tiden omkring årtusindskiftet? Vi hører klip fra dengang, taler om inspirationskilder og arbejdsmetoder og prøver at forstå, hvordan man skaber rammerne for et frugtbart og kreativt samarbejde. Har du spørgsmål til Gert K, Richard Zedalius eller Ninjaen Bolette, så er dette din mulighed for at få et svar, og så sætter vi jagten ind på den ukendte skuespiller bag det legendariske ”bøssebånd”.

Det hele modereres af Mikael Bertelsen – som i øvrigt også var redaktør på Gramsespektrum i sin tid.

Om systemkritik og udfordring af vanetænkningen
Mathilde Walter Clark & Emma Holten
Moderator: Maya Tekeli

I denne talk mødes den opsigtsvækkende og anmelderroste forfatter Mathilde Walter Clark med feminist og debattør Emma Holten i en diskussion om den måde, vi indretter vores liv på. Hvordan bryder man de normer, samfundet er bygget op om? Går befolkningen med skyklapper? Hvad er opskriften på den kritiske tænkning, og hvordan håndterer man den modstand, man møder, når man gør sig umage for at tænke anderledes? Samtalen modereres af journalist Maya Tekeli, der både mestrer det skarpt journalistiske og skævt satiriske.

Om tab af uskyld og søgen efter vildskab
Jørgen Leth & Christina Hagen
Moderator: Kathrine Tschemerinsky

Forfatter Christina Hagen interesserer sig kunstnerisk for de (ja, de og ikke det) uperfekte sprog og er ofte inspireret af den medierede, aktuelle virkelighed, normer og tabuer. Hun er fascineret af lavkultur og det banale og hyrede i en periode en body double som et oprør mod det, hun oplevede som et for stort fokus på den kvindelige forfatter som iscenesat figur. Jørgen Leth har i mange år været en kultfigur og er kendt af alle både inden- og uden for kunstverdenen. Ligesom Christina Hagen er han optaget af det simple, konceptuelle og banale. Et eksempel på dette er hans berømte fire minutter lange film med Andy Warhol, der spiser en burger. Jørgen Leth og Christina Hagen er begge opvokset i Jylland, og der er flere fællestræk i deres karrierer og liv. Christina Hagen kalder Jørgen Leth for sin ven. Han kalder sig selv for hendes største fan.

I samtale med kulturredaktør Kathrine Tschemerinsky vil de tale om kærlighed, tab af uskyld, behovet for at bryde tabuer og det at foretrække at leve et vildt liv med de fordele og omkostninger, det har.

Om kampen for intimitet i en AI-æra
Tor Nørretranders & Anders Søgaard
Moderator: Marie Høst

Hvor slaget før stod om vores opmærksomhed, står tech-giganternes næste frontlinje ved kampen om intimiteten. Om at komme så tæt på os som overhovedet muligt; at blive vores ven og vores fortrolige. Med kunstig intelligens som samtalepartner, assistent og opfylder af vores ønsker, kommer AI ultimativt til at kende os bedre, end vi kender os selv. I denne samtale diskuterer videnskabsjournalist Tor Nørretranders med filosof og datalogiprofessor,

Anders Søgaard, hvordan AI kommer til at redefinere vores forståelse af intime relationer. Moderator Marie Høster tidligere vært på tv-programmet ’So ein ding’ og arbejder med digital kultur og teknologiens indvirkning på vores liv.

Om at søge svar på livets store spørgsmål
Daniel Rye & Kathrine Lilleør

De fleste danskere kender Daniel Ryes historie. Historien om Daniels 398 dage i fangenskab blev første gang fortalt i Puk Damsgaards ’Ser du månen, Daniel’ fra 2015, som også blev filmatiseret, og i 2023 kom hans egen fortælling i bogen

’Nærmest Fri’, hvor han fortæller om kampen for igen at komme til at leve et normalt liv med kæreste og børn efter hjemkomsten fra Syrien. Om hvordan traumerne bliver ved med at forfølge ham, og hvordan han endte med at sidde ansigt til ansigt med en af de fangevogtere, som i cellen havde tæsket og tortureret ham. Kathrine Lilleør er sognepræst, ph.d., i Sankt Pauls Kirke i København, debattør og forfatter til en lang række bøger om tro, sorg, kærlighed og tilgivelse. I denne samtale deler præsten og fotografen deres tanker og erfaringer om at sætte ord på det sværeste i livet.

Om hjernegymnastik og sorte huller i universet
Albert Sneppen i samtale med Iben Maria Zeuthen

Man skal ikke tilbringe mange minutter i Albert Sneppens selskab, før man mærker, at en begavelse af en anden verden er på spil i den kun 25-årige astrofysiker. Sneppens nysgerrighed efter at finde de svar, ingen har fundet før ham, har allerede ført til epokegørende viden om galaksernes udvikling, sorte huller og grundstoffernes oprindelse. Og hvad der sker, når to neutronstjerner støder sammen i en såkaldt kilonova-eksplosion. I denne samtale undersøger journalist og tv-vært Iben Maria Zeuthen, hvad der sker inde i Albert Sneppens egen hjerne, når han prøver at knække nogle af universets sværeste gåder.

Om drømmen om et mere nærværende liv
Maj My Humaidan & Imran Rashid
Moderator: Mads Staghøj

I 2015 flyttede Maj My Humaidan med sin familie til Ærø for at udleve drømmen om et mere roligt og afstressende liv med større fokus på natur end kultur. Hun begyndte at skrive bloggen majmy.dk om sine erfaringer med hjemmeskole, hjemmepasning, fællesskab og åndelighed, og i 2023 udkom ’Ærø Manifestet’ – fortællingen om de seneste 10 år i hendes liv. I denne talk møder hun speciallæge og forfatter Imran Rashid, som også har skrevet flere bøger om, hvordan man opnår det gode liv med mere nærvær.

I samtale med journalist Mads Staghøj vil de forsøge at komme tættere på svaret på, hvordan vi - også i det helt små - kan bryde med præstationssamfundets pres og krav og i stedet leve et mere nærværende liv med dem, vi holder af.

Om identitet, migration og globalisering
Sine Plambech, Moussa Mchangama & Lucia Odoom

Moussa Mchangama er forfatter til bogen ’Tekster om Hjem’ og medstifter af In futurum. Han er queer, sort, far til en lille datter og en del af en normkritisk familie med tre medforældre. I sin bog reflekterer han over sit eget ophav med en mor i Kirke Hyllinge og en far på Comorerne. Sine Plambech er antropolog, forfatter og seniorforsker i migration og globale forhold. Hun har senest udgivet ’Global sex – hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme’ om migration, kvinders handlekraft, ulighed og længsler efter det gode liv.

I denne samtale taler de med journalist Lucia Odoomom, hvordan migration påvirker familier, men også om, hvordan man kan skrive nærværende om globalisering, migration, hierarkier i kærlighed, ægteskaber, sex, racisme og venskaber. En samtale mellem tre mennesker, som har haft migration og globalisering tæt inde på livet og kan fortælle de historier, som sjældent præger overskrifterne.

Om vores samvittigheds blinde vinkler
Nagieb Khaja & Peder Frederik Jensen
Moderator: Iben Maria Zeuthen

Mens verden dag for dag bliver et farligere og mere ubehageligt sted at leve for stadigt flere mennesker, er der nogle få, der sætter deres liv på spil for at fortælle de sande, men barske historier om konflikter, krig, overgreb og fattigdom. I denne samtale mødes forfatter Peder Frederik Jensen og dokumentarist Nagieb Khaja for at udveksle erfaringer fra de steder, de hver især ikke kan lade være med at rapportere fra. Samtalen modereres af journalist og tv-vært Iben Maria Zeuthen.

Om psykedelisk terapi – fra undergrund til mainstream
Margit Anne Petersen & Dea Siggaard Stenbæk
Moderator: Anders Haubart Madsen

Psykedeliske stoffer og deres potentiale er forankret i oldtiden, i junglen og i undergrunden, men ses i dag ved flere og flere ceremonier og i terapisessioner, ligesom kendte – fra Casper Christensen til Jesper ’Jokeren’ Dahl – deler deres begejstring for dem offentligt. Samtidig er stoffer som psilocybin, MDMA og LSD også blevet redskaber til videnskabelige gennembrud i kontrollerede forsøg med behandling af psykiske lidelser. Så hvem har æren for den psykedeliske renæssance? Og hvem skal i fremtiden have adgang til de potente stoffer?

Antropolog Margit Anne Petersen og psykolog Dea Siggaard Stenbæk taler om forskelle og ligheder mellem psykedelisk terapi i undergrunden og på laboratoriet. Samtalen modereres af journalist Anders Haubart Madsen fra Videnskab.dk, og præsenteres i samarbejde med Videnskab.dk.

Performed Talks – et unikt Heartland format
For tredje år i træk præsenterer Heartland i samarbejde med Teater Republique Talks-formatet: Performed Talks. Her kan man opleve brudstykker af tre udvalgte scenekunstneriske værker, som tidligere har været opført på teatrets scener på Østerbro i København. Med dette tiltag smelter samfund, festival og teater sammen - og publikum kan glæde sig til den intimitet og nærvær, vi kender fra teatersalen, men i helt nye og aktuelt kuraterede festivalrammer.

Performed Talks på Heartland 2024 består af det intense og poetiske romankoncertformat ’Tour de chambre’ af forfatter Tine Høeg og musiker Simon Brinck. Forestillingen er baseret på forfatterens anmelderroste bestseller af samme navn fra 2020, der sætter venskab og den svære kærlighed under sitrende lup.

Yderligere præsenteres performance-koncerten ’Er det nok nu?’ - en voldsomt anarkistisk hyldest til livet i al sin kompleksitet. Her tager musiker, komponist og skuespiller Jeanett Albeck afsæt i sit musikalske bagkatalog og numre fra blandt andet ’Ellers mange tak’, ’Brøgger’, ’Tove, Tove, Tove’ og helt nye numre, der således lægger op til en hybrid af et koncertmonster.

Endelig fuldender debattør og feminist Emma Holtens populære foredrag ’Hvem har magten?’ Heartlands Performed Talks-program. Holten stiller spørgsmål til, hvorfor det at være rationel og logisk altid er blevet set som et gode, mens empati og indlevelse afskrives som værende spild af tid, og ja, faktisk lidt irrationelt. Hun frem- og kortlægger et historisk rids, der både er indsigtsfuldt, morsomt, kærligt og peger frem mod en ny samfundsstruktur.

Samlet liste af navne tilføjet til Heartlands Talks-program:
Casper Christensen & Svend Brinkmann
Gramsespektrum feat. Peder Thomas Pedersen & Simon Bonde
Mathilde Walter Clark & Emma Holten
Jørgen Leth & Christina Hagen
Tor Nørretranders & Anders Søgaard
Daniel Rye & Kathrine Lilleør
Albert Sneppen
Maj My Humaidan & Imran Rashid
Sine Plambech, Moussa Mchangama & Lucia Odoom
Nagieb Khaja & Peder Frederik Jensen
Margit Anne Petersen & Dea Siggaard Stenbæk

Performed Talks – et format i samarbejde med Teater Republique
’Er det nok nu?’ / teaterkoncert med Jeanett Albeck
’Tour de chambre’ / romankoncert med Tine Høeg
’Hvem har magten?’ / talk med Emma Holten

Pressefotos
Hent pressefotos her.

Flere offentliggørelser på vej
De kommende uger og måneder vil der løbende blive offentliggjort flere navne inden for både Music, Art, Talks og Food. Heartland 2024 finder sted fra torsdag den 13. juni til lørdag den 15. juni.

BILLETSALG
Partoutbillet: 2.740 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (6-12 år): 940 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet: 1.940 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet, børn (6-12 år): 740 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet, børn (0-5 år): 40 DKK ekskl. gebyr
1-dagsbillet: 1.340 DKK ekskl. gebyr
1-dagsbillet, børn (6-12 år): 450 DKK ekskl. gebyr
1-dagsbillet, børn (0-5 år): 30 DKK ekskl. gebyr

Se flere billettyper på www.heartlandfestival.dk

OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas: 270 DKK ekskl. gebyr
Iglotelt (2 pers.): 1.250 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Tenthouse (2 pers.): 2.850 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Caravan (uden strøm): 1.550 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Strøm til caravan: 950 DKK ekskl. gebyr

Hotel Heartland
Boutique Tent (2 pers.): 7.950 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Boutique Tent (3 pers.): 8.950 DKK ekskl. gebyr (inkl. 3 campingpas)
Boutique Tent (4 pers.): 9.950 DKK ekskl. gebyr (inkl. 4 campingpas)

Bed & Breakfast
3-Night Bed & Breakfast (2 pers.): 6.250 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
1-Night Bed & Breakfast (2 pers.): 2.650 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)

Hotelpakker
Hotelpakker i Odense og Nyborg: Fra 3.240 DKK ekskl. gebyr

Flere overnatningstilbud vil blive offentliggjort løbende - se nuværende muligheder på www.heartlandfestival.dk

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

Kontakt
Presseansvarlig - HAVE Kommunikation:
Peter Pishai Storgaard // peter@have.dk // 28 49 33 86
Anja Linnet // anja@have.dk // 22 65 53 48

Heartland:
Direktør: Ulrik Ørum-Petersen // ulrik@livenation.dk

Om Heartland
Heartland er en kulturfestival, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: Music, Art, Talks og Food. Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen. Festivalen finder sted i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn.

Mere info om Heartland kan findes på www.heartlandfestival.dk

Heartland på de sociale medier
Facebook: www.facebook.com/heartlandfestivaldk
Instagram: @heartlandfestivaldk
LinkedIn: Heartland Festival
YouTube: Heartland Festival

Heartland er støttet af:
Faaborg Midtfyn Kommune
Destination Fyn

Emner

Kategorier

Kontakt

Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver
Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark