Gå til indhold
FRISKABTE, foto af Adam Sochorec
FRISKABTE, foto af Adam Sochorec

Pressemeddelelse -

CPH STAGE programmet byder på sårbare mænd, globale stemmer og teater på bodega

Teaterfestivalen CPH STAGE venter lige om hjørnet, hvor der tegner sig nogle klare tendenser gennem årets program. Her er barske portrætter af sårbare mænd med bl.a. forestillingen FRISKABTE på Sort/Hvid. Publikum kan også glæde sig til at tage på værtshus eller Fisketorvet, når der popper teater op på uventede steder. Og så er der internationale forestillinger, som giver publikum en unik chance for at se scenekunst, der rykker ved vores selvforståelse, og som vi sjældent møder her i landet.

Eskapistisk rejsebureau og brunt værtshus
Er man til teater i uvante rammer, så bliver der indtil flere muligheder for netop det. På Fisketorvet kan man fx opleve et pop-up rejsebureau, der indtager to butikslokaler. I HAPPINESS UNLTD kan publikum nemlig besøge rejsebureauet, der gennem sanselig performancekunst sælger lykkerejser, herunder en all-exclusive guidet tur. Performancen er gratis og spiller fra d. 30. maj – 8. juni.

Det bliver noget nær den diametrale modsætning, når forestillingen Strong Enough indtager det brune værtshus Café Viking på Nørrebro. Her bliver popikonet Cher hyldet med glimmerforhæng, cowboyhatte og masser af musik. Forestillingen spiller d. 7. - 8. juni.

Er man lidt mere til byens grønne pletter og kringelkroge, så har Glimt Amager skabt lydvandringen Hidden Spaces - helt særligt til Ørestaden og Amager Naturpark. Med et lydligt landskab komponeret af Henriette Groth undersøger de byens mange rum, og hvordan det urbane liv står både i kontrast til, men også er i samklang med naturen. Lydvandringen spiller fra d. 4. – 8. juni.

Fra Indien til Arktis
CPH STAGE har i år udvalgt en række internationale forestillinger, der på hver sin måde skaber forbindelse mellem forskellige kulturer. Forestillingerne er til alle dem, der er nysgerrige på, hvad der sker i verden – i kunsten såvel som i mennesker. Med den norske performance aktion Nordting bliver Danmarks egen selvforståelse sat på spidsen. Her vil der både være folkeafstemning, fællessang, taler og musik, der alle kredser om Grønland og Færøernes ret til deres egen grundlov. Performancen spiller i Skuespilhuset d. 4. - 5. juni.

Publikum kan også glæde sig til at få en bid af Indien, når festivalen åbnes med forestillingen Fortune. Her er det hollandske kompagni Club Guy & Roni gået sammen med det indiske kompagni Navdhara India Dance Theatre om at portrættere mødet mellem Indien og Europa. Danseforestillingen har netop til formål at bygge bro mellem kulturer og stille spørgsmålstegn ved det eurocentriske blik på verden. Forestillingen spiller d. 29. – 30. maj i Skuespilhuset.

Sårbare fortællinger om mænd
Der er både ærlige, stærke og barske fortællinger på programmet, når sårbare mænd bliver portrætteret på scenen. På Teater Sort/Hvid kan publikum bl.a. glæde sig til forestillingen LOL – Laughing Out Lonely af OPE-N om internettets mørkeste afkroge. Solooperaen er skabt ud fra opdateringer på sociale medier og fremført af sangeren Morten Grove Frandsen, som netop er blevet Reumert-nomineret for rollen. Forestillingen spiller fra d. 31. maj – 1. juni. På selv samme teater kan publikum også glæde sig til at genopleve kunstner Kim Richard Adler Mejdahls forestilling FRISKABTE, som er baseret på hans eget liv med et forkvaklet maskulinitetsideal efter hans fars selvmord. Forestillingen er inspireret af Glenn Bechs bog Farskibet og spiller fra d. 30. maj- 6. juni.

På Bådteatret bliver det også rørende, når oplevelser med sindssygdom i familien bliver fortalt gennem et barns perspektiv i forestillingen Min far kan flyve. Forestillingen er skabt af Livingstones Kabinet, som tager alle med ind i de vildeste manier og dybeste depressioner med både humor, musik og dukketeater. Den spiller d. 7. - 8. juni.

Med venlig hilsen
CPH STAGE &
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information kontakt
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 28 58 81 50
Kathrine Clemmensen // kathrine@have.dk // 22 90 26 45

FAKTA OM CPH STAGE
CPH STAGE blev afholdt for første gang i 2013 og har siden udviklet sig til Københavns største teaterbegivenhed. Over 10 dage præsenterer festivalen forestillinger og events i hele København og på Frederiksberg. CPH STAGE er et mødested mellem publikum samt kunstnere, indkøbere og branche der mødes i faglig udveksling og festlig fejring af scenekunsten.  

CPH STAGE 2023 er støttet af: Kulturministeriet, Statens Kunstfond, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, William Demant Fonden, Dansk Skuespillerfond, Augustinus Fonden, Ensomme Gamles Værn.  

Billetter kan købes på: www.cphstage.dk   
#cphstage 
www.facebook.com/cphstagedk
@cph_stage

Emner

Kategorier

Kontakt

Amalie Søndergaard

Amalie Søndergaard

Pressekontakt Rådgiver 28 58 81 50
Kathrine Clemmensen

Kathrine Clemmensen

Pressekontakt Juniorrådgiver 22902645

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark