Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Danmark skal være europæisk foregangsland for regulering af globale tech-giganter

Foreningen Digitalt Kompas præsenterede i dag flere vidtgående forslag til en stærkere regulering af sociale medier og søgemaskiner. Det har til formål at beskytte demokratiet, retssikkerheden og børns trivsel mod tech-giganternes uansvarlige praksisser. Med bidrag fra en række førende eksperter på området blev forslagene fremlagt ved en national høring på Nationalmuseet, hvorefter konkrete anbefalinger udarbejdes, så de kan sendes videre til Christiansborg og EU. Kunne Danmark på nogle områder blive et foregangsland for digital ansvarlighed i hele Europa?

Med EU-formandskabet ved hånden står Danmark med en historisk mulighed for at sætte den digitale retning for Europa. Det kræver dog, at politikerne viser mod til at udfordre de globale mastodonter og insistere på gennemsigtighed, ansvarlighed og respekt for grundlæggende rettigheder.

Derfor samlede foreningen Digitalt Kompas i samarbejde med JP/Politikens Hus nogle af de mest erfarne og markante stemmer til en national høring, hvor et katalog af anbefalinger blev præsenteret med bidrag fra eksperter såsom Margrethe Vestager, Christel Schaldemose, Stig Ørskov, Dan Shefet, Hans Franke, Mikkel Flyverbom og David T. Madsen. Præsentationen pegede ikke blot på de største udfordringer, men også på håndgribelige løsninger, som i sidste ende ligger til grund for anbefalingerne. Formålet er at give politikerne et solidt afsæt til at handle hurtigt og effektivt, så Danmark kan udnytte formandskabets momentum til at gå forrest i kampen for et mere retfærdigt og menneskecentreret digitalt landskab.

Fra digital infrastruktur til børns trivsel
På høringen blev der præsenteret et katalog af forslag, som sendes videre til Christiansborg og EU med opfordringen til handling straks. Anbefalingerne dækker over følgende områder:

  • Afkobling fra amerikansk og kinesisk digital infrastruktur. At skabe europæiske platforme som alternativ til amerikanske og kinesiske gennem udvikling af en samlet euro-stack. Herunder også danske lokale alternativer – såsom en dansk AI’er trænet på danske kilder og data.
  • Styrkelse af traditionelle medier gennem tiltag som f.eks. fradragsberettigede medieabonnementer samt etableringen af en fond med ressourcer til forsvar af undersøgende journalistik i retssager.
  • Kraftigt forøget håndhævelse af EU-reglerne overfor sociale medier og platforme gennem hurtigere sagsbehandling og større bøder for overtrædelser af lovgivningen
  • Stærkere beskyttelse af forbrugernes ret til privatliv med forbud mod ansigtsgenkendelse, cookies og datahøst fra unge under 18 år samt en forbrugerret til væsentlig lettere adgang til at få ens egne data udleveret og slettet.
  • Fjerne muligheden for anonymitet, bots og falske profiler ved at indføre krav om brugeridentificering ved login
  • Beskyttelse for børn og unge med aldersgrænser og forbud mod fastholdelsesmekanismer, samt klassificere nogle tech-virksomheders produkter som skadelige for børn, og søge at få dem forbudt
  • Betaling for data og IP-rettigheder, så tech-giganter forpligtes til at kompensere ophavsretshavere for brug af deres indhold på platformene eller til træning af AI’ere
  • Iværksættelse af kollektive gruppesøgsmål i Danmark mod tech-virksomheder for overtrædelse af lovgivningen og udbetaling af kompensation til forbrugerne

Kollektive søgsmål realiseres
Ved høringen annoncerede Hans Franke, som er direktør for organisationen SOMI - der er godkendt af EU til at føre kollektive gruppe-søgsmål - starten på hvad der kan blive det første danske gruppe-søgsmål mod Meta (Facebook/Instagram). Meta anklages for at skade børn og unges sundhed ved at udsætte dem for afhængighedsskabende produkter på trods af at Meta har været fuldt vidende om deres skadelighed. Omfanget og aggressiviteten af denne bevidst usikre software har været stigende i flere år nu. Dette initiativ er organiseret i et samarbejde mellem SOMI, advokatfirmaet Lassen Ricard og Center for Digital Sundhed. Parterne har nu sat gang i en juridisk proces i Danmark med henblik på at få Meta til at ændre eller fjerne produkterne, så de ikke længere er skadelige, og udbetale kompensation til de danske børn og unge, der har været udsat for dem.

Gruppe-søgsmålene er en reaktion på mere end ti års manglende effektiv håndhævelse af EU egne direktiver, samtidigt med at problemerne med Tech-virksomhedernes adfærd kun er blevet forværret. Derfor ser SOMI og Center for Digital Sundhed et kollektivt søgsmål som et nyt værktøj i Danmark til at skabe en forandret adfærd hos Tech-virksomhederne. SOMI fører lige nu gruppe-søgsmål både i Holland, Tyskland og Belgien mod Tik Tok, X, Facebook og Instagram.

Dermed er en af de centrale anbefalinger fra høringen allerede omsat til konkret handling i Danmark.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Kathrine Clemmensen // 22 90 26 45 // kathrine@have.dk
Amalie Søndergaard // 28 58 81 50 // amalie@have.dk

Om Digitalt Kompas
Digitalt Kompas er en uafhængig forening stiftet af Thomas Breinholt, Bo Tengberg og Christian Have. Foreningen arbejder for at sætte menneskelige værdier over teknologiske interesser ved at samle eksperter, politikere og civilsamfund til at formulere konkrete løsninger. Visionen er at gøre Danmark til et foregangsland for digital ansvarlighed i Europa og skabe et mere retfærdigt og gennemsigtigt digitalt landskab, hvor teknologi udvikles og anvendes på menneskets præmisser - ikke omvendt.

Den nationale høring blev initieret af Foreningen Digital Kompas i samarbejde med JP/Politikens Hus. Høringen foregik på Nationalmuseet og blev filmet af Jacob Bogh - optagelsen vil blive tilgængelig på digitalt-kompas.dk i de kommende dage. HAVE Kommunikation har stået for projektstyringen og pressekoordineringen.

Emner

Kontakt

  • Digital-høring-pressebillede_Anna-Maria-Morsèl-Carlsen.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    7728 x 5152, 4,88 MB
    Download
  • Ekstramateriale_foto Anna-Maria Morsel Carlsen.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    6000 x 4000, 3,12 MB
    Download