Gå til indhold
Pressefoto: Harri Tarvainen
Pressefoto: Harri Tarvainen

Pressemeddelelse -

Dansk kunst spiller en markant rolle, når Oulu er europæisk kulturhovedstad i 2026

Oulu bliver europæisk kulturhovedstad i 2026, som den tredje finske by nogensinde. Den internationalt anerkendte titel som europæisk kulturhovedstad bringer unikke begivenheder, kunstværker og kunstnere i verdensklasse til Oulu. I dag ved et pressearrangement på den finske ambassade i København kunne Oulu2026 løfte sløret for, at danske kunstnere som SUPERFLEX og Jakob Kudsk Steensen samt Nationalmuseet spiller en markant rolle i programmet, hvor kunsten undersøger tidens betydning for klimaforandringer og global opvarmning i Arktis.

“Initiativet Europæiske Kulturhovedstæder har til formål at fremhæve Europas kulturelle rigdom og fremme samarbejdet mellem europæiske kunstnere. Oulu har adskillige samarbejdspartnere, især fra de nordiske lande, hvor dansk kunstnerisk ekspertise spiller en fremtrædende rolle." udtaler Oulu2026's CEO, Piia Rantala-Korhonen.

Climate Clock og SUPERFLEX
En central del af Oulu2026-programmet er kunstprojektet Climate Clock. Projektet er en permanent offentlig kunststi, der væver kunst, videnskab og natur sammen for at inspirere til miljøbevidsthed og genforbinde os med naturens tidsrytme. Syv internationalt anerkendte kunstnere vil samarbejde med forskere og lokalsamfund for at skabe stedspecifikke værker, der reagerer på regionens unikke lys, naturlige rytmer og presserende klimaforandringer – en region, der opvarmes fire gange hurtigere end det globale gennemsnit. Kunstværkerne vil blive skabt i dialog med forskellige naturlige omgivelser på tværs af Oulu region og omfavne dens skovlandskaber, frosne floder og Østersøen – for at fremkalde en dybere forståelse af vores forbundethed med Jorden.

Et af hovedværkerne i projektet er Super Kello, en klokkeformet skulptur skabt af den danske kunstnergruppe SUPERFLEX. Skulpturen er designet til at symbolisere Oulus historie og bæredygtighed ved hjælp af gruppens modulære "fiskekuber". Værket fungerer både som et lokalt vartegn og som et potentielt levested for havliv i tilfælde af stigende vandstand, hvilket afspejler SUPERFLEX's forskning i, hvordan kunst kan understøtte biodiversitet.

"Kello er et område, og dets navn betyder både klokke og tid. I området ligger fiskerlandsbyen Kiviniemi, en havn – et sted for ankomst og afrejse. Havnen fungerer som en portal til en anden verden: man rejser ud for at træde ind i en ny sfære eller vender hjem fra et andet sted. På denne måde er det et mellemrum, et ventested mellem verdener," fortæller Rasmus Rosengren Nielsen, medstifter af Superflex.

Climate Clock kurateres af Alice Sharp, grundlægger og kunstnerisk leder af den britiske, internationale miljøkunstorganisation Invisible Dust. Projektet trækker på Sharps femten års erfaring med at arbejde i krydsfeltet mellem kunst og videnskab. Hun udtaler:

"Klimauret tikker, sneen smelter, og vi genopdager det, vores forfædre vidste – at tiden ikke er noget, vi kan kontrollere; at naturen følger sin egen rytme. Det har været utroligt spændende at se, hvordan kunstnerne har omfavnet videnskabelig miljøtænkning i Oulu2026’s fascinerende kontekst – fra arkæologiske spor af stenalderens spirituelle praksisser til målinger af gletsjernes ukontrollable smeltning."

Underjordisk installation af Jakob Kudsk Steensen
Den danske kunstner Jakob Kudsk Steensen skaber en interaktiv udstilling Underground Clash (arbejdstitel), der forbinder forsvundne landskaber med Oulu Botaniske Haves frøbank. Med lys, lyd og digitale simulationer præsenteres en unik oplevelse af Nordfinlands skiftende landskab.

"I de sidste 10 år har jeg arbejdet med videospil-teknologi som mit kunstneriske medie og brugt det til at gentænke naturlige omgivelser fra nye perspektiver. Kunstværket, jeg skaber til Oulu2026, er teknisk set en videospilsimulation, bygget ud fra lyde og digitaliserede arter indsamlet fra den botaniske have og landskaberne omkring byen. Med inspiration fra Oulus arv inden for kommunikationsteknologi forestiller værket sig et futuristisk digitalt system til at sanse fremtidige økologier," siger Kudsk Steensen.

Installationen vil blive præsenteret under Oulu bymidte i Kivisydän, et parkeringshus og civilbeskyttelsesrum fra 2015, hvor der drages paralleller mellem dette underjordiske rum, frøbanken og tjærens beskyttende egenskaber. Steensens igangværende praksis, der forener økologi og gaming, stemmer overens med Oulu2026’s temaer ved at undersøge klimaforandringer gennem Oulus subarktiske landskab. Hans seneste bestillingsværk, Boreal Dreams på Fondation Beyeler, fokuserede i høj grad på de aktuelle atmosfæriske udfordringer for verdens største skov, og sidste år dokumenterede The Ephemeral Lake på Hamburger Kunsthalle den stigende forekomst af dramatiske vejrmønstre i Californiens ørkener. Steensens installation under Oulu2026 vil være en del af Lumo Art & Tech Festival i efteråret 2026.

Climate Clock og Underground Clash (arbejdstitel) er programsat og udviklet af Claudia Woolgar, hollandsk international konsulent og kreativ producent, i samarbejde med Oulu2026-teamet.

Genoplivning af den traditionelle tjærehandel med det danske sejlskib Bonavista
Bonavista, et traditionelt dansk sejlskib fra 1914 ejet og drevet af Nationalmuseet, vil i slutningen af juni 2026 sejle fra Aarhus til Oulu for at genoplive den historiske handelsrute for tjære mellem Finland og Europa.

Skibet vil medbringe den aarhusianske kunstner Hans Oldau Krull og hans kunstsamling til Oulu, hvor en udstilling af hans værker vil finde sted. Krull, der er kendt for sine farverige, ekspressionistiske malerier og vægmalerier i Danmark, vil skabe nye kunstværker under rejsen og producere kunst på et traditionelt sejl, som vil blive hejst ombord på Bonavista under opholdet i Oulu. Ved afslutningen af besøget vil sejlet og et oliemaleri blive foræret til Oulu som en gave fra Aarhus. Derudover vil Krull afholde workshops i grafisk kunst for børn ombord på skibet.

Ved ankomsten i Oulu i slutningen af juli vil skibet være åbent for offentligheden, hvor kurator og ph.d. ved Nationalmuseets Skibssamling Asger Nørlund Christensen vil afholde foredrag om den danske maritime handel i Bottenviken. Efter besøget vil Bonavista transportere tjære tilbage til Danmark.

Pressefotos kan hentes her. Fotokreditering fremgår af filnavne.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Sandra Nynne Vognstrup // sandra@have.dk // 2286 3094
Sofie Ugilt //sofieugilt@have.dk // 2251 8548
Anja Linnet // anja@have.dk // 2265 5348

Fakta om Oulu2026
Oulu2026 er fejringen af Oulu som europæisk kulturhovedstad i 2026. Oulu2026 byder på kulturelle oplevelser hver dag året rundt og strækker sig over 40 partnerkommuner fra den russiske til den svenske grænse. Året inddeles i tre tematiske perioder: Brave Hinterland, der hylder arktisk kultur og samiske traditioner, Wild City, som kombinerer by- og naturfestivaler, og Cool Contrasts, der fremhæver mødet mellem lys, mørke og teknologi. Oulu bliver et udstillingsvindue for europæisk billedkunst og samtidskunst. Programmet inkluderer Internationale kunstnere i verdensklasse, der vil skabe permanente miljøkunstværker som en del af projektet Climate Clock, en ny Fotografiska-udstilling og mediekunst i Oulu Rådhus. Byen vil også præsentere en række internationale events, herunder elektroniske musikfestivaler på havis og åbningsfestivalen i januar.

Med bæredygtighed i centrum stræber Oulu2026 efter at skabe varige kulturelle forandringer, hvor kunst og teknologi smelter sammen på overraskende måder. Oulu vil være et nordisk kultur- og innovationscenter. Den samlede finansiering til Oulu2026 er 50 millioner euro, som kommer fra billet- og begivenhedsindtægter, støtte fra Oulu by, national finansiering, EU og bidrag fra sponsorer fra den private sektor, partnerskaber og donationer.

Begivenhedskalenderen og det fulde Oulu2026-program offentliggøres i september 2025. Mere information om Oulu2026 findes her.

Biografier
Piia Rantala-Korhonen, Oulu2026 CEO
Piia Rantala-Korhonen har stået i spidsen for ansøgningsprocessen til Europæisk Kulturhovedstad for Oulu2026 siden dens begyndelse i 2017. Hun har været viceborgmester i Oulu med ansvar for byens uddannelses- og kulturtjenester samt generalsekretær for den Finske Kunstnerforening, og tidligere været direktør for folkeoplysningen i Espoo.

Alice Sharp, kurator på Climate Clock
Alice Sharp, kunstnerisk leder og grundlægger af Invisible Dust i Storbritannien i 2009, er kurator, foredragsholder og rådgiver, der arbejder med at gøre det usynlige synligt. Hun skaber nye internationale perspektiver på de stadig mere presserende klimaspørgsmål, særligt gennem Forecast – Invisible Dust’s løbende program, der udforsker, hvad der former vores måde at tænke om planetens fremtid på. Blandt de visionære tænkere, hun har samarbejdet med, er Margaret Atwood, Ben Okri, Shezad Dawood og Zineb Sedira. Udover Climate Clock blev Sharp udvalgt til British Council Malaysia Human Nature Delegation 2024. Hendes præsentationer inkluderer British Council ‘Circular Cultures’ i Athen, Columbia University i New York, Davos 2020, FN’s Udviklingsprogram i Tyrkiet samt værtsskab for International Association of Corporate Art Collections’ symposium i Madrid.@AliceWSharp

SUPERFLEX, kunstnergruppen bag Super Kello
SUPERFLEX er en dansk kunstnergruppe, grundlagt i 1993, af Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Rosengren Nielsen. Gruppen fungerer som et udvidet kollektiv og har konsekvent arbejdet med en bred vifte af samarbejdspartnere – lige fra gartnere til ingeniører. SUPERFLEX engagerer sig i alternative modeller for social og økonomisk organisering og har skabt værker i form af energisystemer, drikkevarer, skulpturer, kopier, hypnosesessioner, infrastruktur, malerier, planteskoler, kontrakter og offentlige rum.

De arbejder både indenfor og udenfor det traditionelle udstillingsrum, og siden deres prisvindende projekt Superkilen i 2011 har de engageret sig i større projekter med det offentlige rum. Disse projekter indebærer ofte inddragelse af lokalsamfund, specialister og børn. Gruppen udfordrer traditionelle kunstformer ved at inddrage både mennesker og natur, hvor de udvikler en ny form for urbanisme, der omfatter perspektiver fra både planter og dyr.

Jakob Kudsk Steensen, kunstneren bag Underground Clash
Kunstner Jakob Kudsk Steensen (f. 1987, Danmark) arbejder med virtuel historiefortælling gennem 3D-animation, rumlig lyd og immersive installationer. Hans værker udforsker oversete naturfænomener i samarbejde med biologer, komponister, forskere og forfattere. Hans projekter er baseret på omfattende feltarbejde i sjældne eller foranderlige økosystemer, hvor liv og landskaber digitaliseres som lyd- og 3D-miljøer. Steensen har udstillet på blandt andet Luma Arles, Berl-Berl på Berghain i Berlin og ARoS Kunstmuseum i Aarhus og blandt hans nøglesamarbejdspartnere er musikeren ARCA, komponist og musikalsk leder af Philip Glass Ensemble Michael Riesman, ornitolog og forfatter Dr. Douglas H. Pratt, det koreanske band BTS, Cornell Lab of Ornithology og Naturhistorisk Museum i Berlin. Hans seneste bestillingsværker inkluderer Boreal Dreams på Fondation Beyeler, som vises indtil 25 maj i år og Psychosphere i Cisternerne, som åbner den 15. marts og løber frem til 30. november 2025.

Asger Nørlund Christensen, kurator og ph.d. ved Nationalmuseets Skibssamling
Asger Nørlund Christensen er dansk historiker og kurator ved Nationalmuseets skibssamling. Han var i syv år professionel sejler og styrmand på flere traditionelle sejlskibe. Han er uddannet fra lærerseminariet og blev senere gymnasielærer. Han har desuden arbejdet med restaurering af historiske skibe og har blandt andet været med til at restaurere en dansk fiskekutter fra 1904. Han har studeret historie på Aarhus Universitet og afsluttede sin kandidatgrad i 2014. Han forsvarede sin Ph.D. afhandling i maritim historie med succes i 2019 ved Syddansk Universitet. I 2021 blev han ansat ved Nationalmuseets skibssamling. I sin fritid har han bygget en replika af en dansk gentleman’s yacht fra 1866.

Claudia Woolgar
Claudia Woolgar er kreativ producent og konsulent. Efter at have arbejdet som medkunstnerisk leder og medlem af programteamet for Leeuwarden-Fryslân– Europæisk Kulturhovedstad 2018 fra 2015 til 2018, var hun med til at stifte produktionsselskabet Brave New World Producties og samarbejdede med Leeuwarden UNESCO City of Literature, hvor hun udviklede visionen for den vindende ansøgning. Hun sluttede sig til Oulu2026-teamet i 2019 og har programlagt Climate Clock og Underground Clash med idéen om at udnytte byens underjordiske parkeringsanlæg. Siden da har hun været international producent for de to projekter. Før hun flyttede til Holland, arbejdede hun i Irland og Storbritannien med nogle af verdens førende instruktører og er desuden publiceret kunstjournalist og teaterkritiker.

Emner

Kontakt

  • Frozen People 2024_1_Harri Tarvainen.jpg
    Frozen People 2024_1_Harri Tarvainen.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    8026 x 5323, 27,1 MB
    Download
  • Jakob Fenger, Rasmus Nielsen and Bjørnstjerne Christiansen_SUPERFLEX_Photo credit Daniel Stjerne.jpg
    Jakob Fenger, Rasmus Nielsen and Bjørnstjerne Christiansen_SUPERFLEX_Photo credit Daniel Stjerne.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    1600 x 2000, 634 KB
    Download
  • 20240920_JakobKudskSteensen_PhotosMaltheIvarsson_0320.jpg
    20240920_JakobKudskSteensen_PhotosMaltheIvarsson_0320.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4000 x 6000, 5,88 MB
    Download
  • Bonavista_NatMusDK.jpg
    Bonavista_NatMusDK.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    4032 x 3024, 3,49 MB
    Download