Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Den utrættelige højskoleforstander og kampen for den moderne dannelse

Jasper Gramkow Mortensen, forstander på Oure Højskole og skoleleder på Skolerne i Oure Sport & Perfoming Arts, fylder 11. januar 50 år. Med Oures kombination af sport og kunstneriske fag står han i spidsen for en enestående tilgang til moderne dannelse.

Jasper voksede op i bofællesskabet Drejerbanken vest for Odense, og det inspirerende miljø var med til at præge bofællesskabets børn, som foruden Jasper blandt andet også talte Johanne Schmidt Nielsen.

Tidligt blev Jasper grebet af og fascineret af rytmisk musik, og det førte til, at Jasper i mange år brugte masser af tid og energi bag trommerne. Den musikalske interesse har sat sit tydelige præg på Jaspers liv – både personlig og professionelt, og forkærligheden for musikken førte i 1991 til det, der ville blive et livslangt venskab med Kashmir-frontmand og billedkunstner Kasper Eistrup.

I 1997 gennemførte Jasper læreruddannelsen på Frederiksberg Seminarium og blev derefter lærer på bl.a. Christianshavns Skole. I 2002 blev han ansat på Skolerne i Oure som afdelingsleder, hvilket førte til, at Jasper i 2006 blev udnævnt til kommunikationschef.

I 2013 indtrådte han i den overordnede ledelsesgruppe, inden han i 2015 blev udnævnt til højskoleforstander.

I 2017 afsluttede han en masteruddannelse i ledelse fra RUC, og i 2020 blev Jasper så udnævnt til skoleleder for det samlede skoleprojekt efter skolegrundlægger Ole Hjorth, der indtog rollen som sparringspartner og seniorkonsulent.

Jaspers har i alle årene på Oure arbejdet for at skabe og udvikle det stærkest mulige netværk af spændende personligheder fra kultur- og medieverdenen. Eksempelvis førte venskabet med Kasper Eistrup til, at han sammen med Jasper udviklede skolernes nye musikprojekt. Desuden har Jasper ligeledes tætte kontakter til skuespillerne Thure Lindhardt, Charlotte Munck og Anders Nyborg og kyndige skikkelser fra medieverdenen som Jacob Fuglsang, Henrik Palle og Thomas Uhrskov.

Jasper har med ildhu påtaget sig ansvaret for videreudviklingen af Oure Højskole parallelt med det overordnede skolelederansvar. Overordnet har Jaspers vision været at kombinere højskolens profil med sporten og de kunstneriske fag – musik, dans og teater – så højskolen samlet set kommer til at udgøre et moderne dannelsesprojekt med en stærk kulturel profil.

Corona-krisen har ifølge Jasper kun cementeret behovet for dannede og reflekterende mennesker, som er villige til at gå foran som gode, humanistiske eksempler for omverdenen. Derfor er dannelsestænkningen så central for Jasper at integrere bedst muligt i højskolerne og Oure i særdeleshed.

Udadtil har Jasper engageret sig i højskolebevægelsen, som blandt andet har betydet, at han i en længere årrække har været tilknyttet Højskolebladet. Den kulturelle interesse har medført medlemskab af Brandesselskabets bestyrelse, og desuden har Jasper sammen med Stine Bosse, Christian Have, Lars Seeberg og Thure Lindhardt taget initiativ til dannelseskonferencen Resonans, der afholdes på Skolerne i Oure til august.

I sommeren 2020 tog Jasper sammen med en kreds af kulturpersonligheder i Svendborg initiativet til en ny og innovativ kulturfestival, 5700 Summer, som efterfølgende er blevet indstillet til kulturprisen Steppeulven.

Dagen fejres med nærmeste familie i Corona-sikre omgivelser. Den store fest og receptionen på højskolen må vente til foråret.

Kontakt

  • Jasper Gramkow Mortensen med Thure Lindhardt.jpg
    Jasper Gramkow Mortensen med Thure Lindhardt.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    3000 x 3000, 3,45 MB
    Download
  • Jasper Gramkow Mortensen - fotograf Christoffer Askman.jpg
    Jasper Gramkow Mortensen - fotograf Christoffer Askman.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    1200 x 1499, 273 KB
    Download