Gå til indhold
Kreditering: Shadi Chabaan
Kreditering: Shadi Chabaan

Pressemeddelelse -

Det danske kærlighedsdrama BEGYNDELSER er udtaget til filmfestivalen i Berlin!


Instruktør Jeanette Nordahl og produktionsselskabet Snowglobe’s BEGYNDELSER er i dag udtaget til dette års Berlin International Film Festival i programmet PANORAMA. Det danske kærlighedsdrama har Trine Dyrholm og David Dencik i hovedrollerne som ægteparret Ane og Thomas.

Filmfestivalen i Berlin har netop offentliggjort, at det danske kærlighedsdrama BEGYNDELSER, instrueret af Jeanette Nordahl og skrevet i samarbejde med Rasmus Birch, er udtaget til sideprogrammet PANORAMA på den 75. udgave af Berlin International Film Festival, Berlinalen, som i år løber af stablen 13-23. februar.

BEGYNDELSER er Jeanettes Nordahls anden spillefilm, der udtages til den prestigefyldte festival. Hendes debut, det anmelderroste mafiadrama Kød & Blod med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen, blev udtaget i samme kategori i 2020.

BEGYNDELSER får dansk biografpremiere i efteråret 2025.

Instruktør Jeanette Nordahl udtaler:

“Jeg er meget begejstret og stolt over at skulle tilbage til Berlin Film Festival med min anden spillefilm. ”Begyndelser” er en personlig historie, en fortælling som har været med mig i årevis, og det betyder alverden for mig, at vi nu kan dele den med et internationalt publikum. Jeg glæder mig enormt!”

    Programmet Panorama præsenterer ekstraordinær filmkunst, som skiller sig ud og tør gå sine egne veje. Programmet udvælger filmtalenter fra hele verden og har blandt andet haft Luca Guadagninas Call Me by Your Name (2017) på programmet. Panorama har sin egen publikumspris - og festivalens største jury.

    Jeanette Nordahl og filmens hovedskuespillere forventes at være til stede i Berlin til verdenspremieren. Mere information om verdenspremieren meldes ud på et senere tidspunkt.

    Handling
    Ane og Thomas står midt i en skilsmisse, men har ikke fortalt det til børnene endnu. Thomas er lige ved at flytte sammen med sin nye kæreste, da Ane pludselig rammes af en livsændrende blodprop. De beslutter at blive boende sammen, indtil Ane får det bedre, og mens hun indædt kæmper for at komme tilbage til sit gamle jeg, må de begge se en ny virkelighed i øjnene og finde håbet, der hvor ingen forventede at finde det.

    BEGYNDELSER er et livsbekræftende og rørende kærlighedsdrama om, hvad der sker i en familie og i et parforhold, når livsbanen for et af medlemmerne pludselig ændres.

    Trine Dyrholm og David Dencik i front
    I BEGYNDELSER spiller Trine Dyrholm og David Dencik for første gang over for hinanden siden En Soap fra 2006. Trine Dyrholm er en af de mest prisbelønnede danske skuespillere og er lige nu aktuel i det danske Oscar-håb Pigen med nålen (2025) samt miniserien Rematch (2024) og har et væld af anmelderroste film bag sig, senest Birthday Girl (2024), Margrete Den Første (2021), Erna i krig (2020) og Dronningen (2019).

    Over for Trine Dyrholm ses David Dencik. Han har en lang og flot karriere både i udlandet, blandt andet i James Bond-filmen No Time to Die (2021) og serien Chernobyl (2019). Herhjemme høstede han en Robert for sin rolle i DR-serien Huset. Han har senest medvirket i Thomas Vinterbergs TV2-serie Familier som vores.

    Trine Dyrholm og David Dencik ses i rollerne som ægteparret Ane og Thomas. I andre centrale roller ses bl.a. Johanne Louise Schmidt, Bjørk Storm og fynske Luna Fuglsang Svelmøe.

    BEGYNDELSER er instruktør Jeanette Nordahls anden spillefilm efter mafiadramaet Kød & Blod med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen. Jeanette er uddannet fra den uafhængige filmskole Super16 i 2012.

    Jeanette Nordahl har sammen med Rasmus Birch skrevet manuskriptet, filmens fotograf er Shadi Chaaban, klipper er Rasmus Gitz, production designer er Nikolaj Danielsen, lyddesigner er Kristian Eidnes, og komponist er Nathan Larson.

    BEGYNDELSER er produceret af Snowglobe ved Eva Jakobsen, Katrin Pors og Mikkel Jersin og i co-produktion med Hobab ved Nima Yousefi & Lemming Film Belgium ved Erik Glijnis. BEGYNDELSER er støttet af Det Danske Filminstitut/Kalle Bjerkø, Svenska Filminstituttet/Ami Ekström, FilmFyn/Klaus Hansen, Eurimages, Nordisk Film og TV Fond/ Liselott Forsmann & Torleif Hauge, Tax shelter of Belgian federal government, BNP Paribas Fortis Film Finance i samarbejde med TV2 Danmark, SVT og RUV.

    Scanbox Entertainment står for biografdistribution i Norden, September Film for distribution i Benelux og REinvent International Sales er salgsagent på filmen.

    For yderligere information, kontakt undertegnede.

    Med venlig hilsen
    HAVE Kommunikation

    Kontakt:
    Rikke Hesselholt, mobil: 28433893, mail: rikke@have.dk
    Michael Feder, mobil: 22434942, mail: michael@have.dk

    Fakta om BEGYNDELSER

    Filmholdet:

    ● Instruktion: Jeanette Nordahl

    ● Manuskript: Jeanette Nordahl og Rasmus Birch

    ● Producere: Eva Jakobsen, Katrin Pors og Mikkel Jersin

    ● Fotograf: Shadi Chaaban

    ● Klipper: Rasmus Gitz

    ● Production Designer: Nikolaj Danielsen

    ● Lyddesigner: Kristian Eidnes

    ● Komponist: Nathan Larson

    ● Caster: Anja Philip

    ● Makeup-designer: Marie Messien

    ● Kostume-designer: Catherine Marchand

    ● Selskab: Snowglobe

    ● Investorer/samarbejdspartnere: Det Danske Filminstitut, Svenska Filminstituttet, FilmFyn, Eurimages, Nordisk Film og TV Fond, TV2 Danmark, SVT, RUV, Belgian Tax shelter of Belgian federal government, BNP Paribas Fortis Film Finance og September Film (Benelux)

    Rollelisten:

    Ane: Trine Dyrholm

    ● Thomas: David Dencik

    ● Stine: Johanne Louise Schmidt

    ● Clara:Bjørk Storm

    ● Marie: Luna Fuglsang Svelmøe

    Øvrige fakta:

    ● Dansk biografdistribution: Scanbox Entertainment

    ● International salgsagent: REinvent International Sales

    ● Optagelser: 29. April – 13. juni 2024

    ● Biografpremiere: 2025 (TBC)

    Emner

    Kontakt