Gå til indhold
Det Kongelige Teater præsenterer: MANUALEN & DE SYV DØDSSYNDER

Pressemeddelelse -

Det Kongelige Teater præsenterer: MANUALEN & DE SYV DØDSSYNDER

Verdenspremiere den 15. maj i Operaen, Store Scene

Den prisbelønnede komponist Louise Alenius’ MANUALEN kan opleves i en dobbeltforestilling med Kurt Weill og Bertolt Brechts klassiker DE SYV DØDSSYNDER med Nanna Øland Fabricius aka Oh Land i hovedrollen.

Det Kongelige Teater præsenterer en helt særlig verdenspremiere den 15. maj 2022, når de to operaforestillinger MANUALEN & DE SYV DØDSSYNDER dette forår kan opleves i en dobbeltforestilling i Operaen. De hyperaktuelle værker undersøger begge grænserne for opera, når tankevækkende og kontroversielle fortællinger om liv, død, smerte, vrede og misundelse får lov at udspille sig gennem musikken på scenen. I forestillingerne medvirker solister fra Den Kongelige Opera, Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor, Dansk Danseteater og sangerinden Nanna Øland Fabricius aka Oh Land.

Inspireret af debatten om aktiv dødshjælp
Den anerkendte klassiske komponist og kunstner Louise Alenius står bag den nyskrevne opera MANUALEN, der får verdenspremiere i Operaen den 15. maj. Forestillingen behandler og undersøger emnet aktiv dødshjælp/eutanasi og er inspireret af debatten om den dømte danske læge Svend Lings’ kontroversielle værk. MANUALEN fortæller historien om en uhelbredeligt syg krop, der finder fred.

I MANUALENs sanseligt smukke univers inddrages og omdannes hele Operaen til et kæmpemæssigt legeme med bevidsthed, smerte og organer. Det Kongelige Kapel slår tonerne an, mens hovedrollen som Bevidstheden synges af Elisabeth Jansson med Sofie Lund Tonnesen i rollen som Døden ved sin side. Morten Grove Frandsen synger rollen som Manualen. De omkranses af den syge krops forskellige legemer og organer, der er underlagt bevidsthedens valg om at stoppe smerten for altid. Smerten synges af Det Kongelige Operakor, mens Håndens stemme kommer fra Det Danske Pigekor.

Sætter lyd på det komplekse
Louise Alenius markerede sig for alvor på den klassiske musikscene, da hun i 2009 skrev den ny 2. akt til Bournonville-balletten "Napoli" som erstatning for Niels W. Gades oprindelige musik fra 1842. Resultatet var det symfoniske værk "Golfo", som ikke blot markerede en historisk ændring af den klassiske ballet, men som også for Louise Alenius selv blev startskuddet til en produktiv karriere.

I sine værker og kompositioner undersøger hun ofte komplekse og svært tilgængelige emner: Hun har bl.a. skrevet dødsmessen ’’Prequiem” (2016), som er et ritual for døende mennesker, der blev opført flere end 30 gange for terminale patienter af komponisten selv, ligesom hun står bag kammeroperaen ’’Silent Zone’’ (2018), der tager livtag med incest.

Inden dobbeltforestillingen begynder, får publikum desuden mulighed for at opleve Louise Alenius’ anmelderroste installationsværk "Tête" (2019) i Operaens foyer. "Tête", som i 2019 blev soloudstillet på Statens Museum for Kunst, er en over tre meter høj træskulptur, formet som kunstnerens eget hoved, og samtidig en koncertsal for ét publikum ad gangen, hvor flere af Alenius’ ufuldendte og spirende idéer til etuder afspilles.

Samfundskritisk klassiker i ny fortolkning
I dobbeltforestillingens anden del kan digteren Bertolt Brecht og komponisten Kurt Weills samfundssatiriske mesterværk DE SYV DØDSSYNDER opleves. Forestillingen forener sang, dans og teaterkunst med toner fra Det Kongelige Kapel. Værket opføres på Operaens Store Scene, hvor Dansk Danseteater og Den Kongelige Opera deler scene med sangerinden Nanna Øland Fabricius aka Oh Land. Mens Nanna Øland Fabricius synger den ene del af rollen som Anna, danser Lukas Hartvig Møller den anden del. De to dele, den syngende og dansende Anna, viser to sider af hende og hendes indre kampe.

DE SYV DØDSSYNDER er frugten af det stormfulde og epokegørende samarbejde mellem Weill og Brecht i 1920’erne og 1930’erne, hvor teaterkunsten blomstrede i Berlin. I denne satiriske nytolkning forenes Weills musik med ny koreografi af Pontus Lidberg, mens Patrick Kinmonth skaber scenedesignet. Sammen står både Lidberg og Kinmonth får iscenesættelsen.

I DE SYV DØDSSYNDER rejser Anna ud for at tjene penge til sin familie, der ikke har noget hjem. Undervejs møder hun de syv dødssynder: Hovmod, gerrighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab som både frister og udfordrer hendes færd.

Manualen synges på dansk med danske overtekster, og De syv dødssynder synges på tysk med danske overtekster. De syv dødssynder er en Co-produktion med Dansk Danseteater.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For mere information, kontakt venligst:
Sandra Nynne Jensen // sandra@have.dk // 22 86 30 94
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 28 58 81 50

Fakta om Manualen
Medvirkende
Bevidstheden: Elisabeth Jansson
Døden: Sofie Lund Tonnesen
Manualen: Morten Grove Frandsen
Smerten: Det Kongelige Operakor
Hjertet: Petri Lindroos
Lungen: Signe Asmussen
Nyren: Mathias Monrad Møller
Hånden: Det Danske Pigekor

Holdet bag
Komponist og librettist: Louise Alenius
Instruktør: Sasha Milavic Davies
Dirigent: Robert Houssart
Assisterende dirigent: Matthew Scott Rogers
Scenograf og kostumedesign: Marie í Dali
Lysdesign: Mathias Hersland

Øvrige fakta
Scene: Store Scene, Operaen - Det Kongelige Teater
Forestillingslængde: 1 time og 15 minutter. Dobbeltforestillingen varer 2 timer og 20 minutter inkl. en pause (Manualen i første akt, De syv dødssynder i 2. akt)
Sprog: Der bliver sunget på dansk med danske overtekster.

Fakta om De syv dødssynder
Medvirkende
Anna: Nanna Øland Fabricius aka Oh Land
Anna II: Lukas Hartvig-Møller
Bas (Moderen): Kyungil Ko
Tenor I: Fredrik Bjellsäter
Tenor II: Michael Kristensen
Baryton: Joakim Larsson
Dansere: Dansk Danseteater

Holdet bag
Instruktør: Patrick Kinmonth
Instruktør: Pontus Lidberg
Dirigent: Robert Houssart
Assisterende dirigent: Matthew Scott Rogers
Scenograf: Patrick Kinmonth
Kostumedesign: Patrick Kinmonth
Koreograf: Pontus Lidberg
Bevægelseskoordinator: Paul Pui Wo Lee
Lysdesign: Mathias Hersland

Øvrige fakta
Scene: Store Scene, Operaen - Det Kongelige Teater
Forestillingslængde: 40 minutter. Dobbeltforestillingen varer 2 timer og 15 minutter inkl. en pause (Manualen i første akt, De syv dødssynder i 2. akt)
Sprog: Der bliver sunget på tysk med danske overtekster.

Emner

Kategorier

Kontakt

Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094
Amalie Søndergaard

Amalie Søndergaard

Pressekontakt Rådgiver 28 58 81 50

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark