Pressemeddelelse -
Det prisvindende drama VÆGTLØS er udtaget til konkurrence på Göteborg Film Festival
Snowglobe og Scanbox Entertainment kan i dag offentliggøre, at det danske drama VÆGTLØS, instrueret af den debuterende instruktør Emilie Thalund, er udtaget til hovedkonkurrencen på Göteborg Film Festival i kategorien Nordic Competition. Festivaldeltagelsen markerer endnu et vigtigt internationalt skridt for filmen, der siden verdenspremiere på San Sebastián International Film Festival i september allerede har haft et stærkt festivalliv.
Instruktør Emilie Thalund udtaler i forbindelse med udtagelsen: “Jeg er utrolig stolt over at VÆGTLØS får sin nordiske premiere på Göteborg Film Festival. Festivalen har et stærkt fokus på nordiske og internationale fortællinger, der tør være både sanselige og udfordrende, og det føles derfor som et meget meningsfuldt sted for netop denne film at blive vist”.
Siden verdenspremieren i San Sebastián, hvor VÆGTLØS vandt hovedprisen i New Directors-programmet, har filmen imponeret publikum på filmfestivalerne i London, Riga og Thessaloniki. Med udtagelsen til Göteborg Film Festival får filmen nu sin nordiske premiere på en af Nordens mest prestigefyldte festivaler, som afholdes fra den 23. januar til den 1. februar.
VÆGTLØS får dansk biografpremiere den 26. februar 2026.
Handlingen
Den 15-årige Lea skal tilbringe sommeren på en sundhedskoloni, hvor hun bliver venner med den spontane og selvsikre Sasha, som Lea både beundrer og spejler sig i. Mens Sasha søger opmærksomhed hos de lokale drenge, bliver Lea betaget af den voksne pædagog Rune. VÆGTLØS er et drama om venskab, betagelse og grænser.
Holdet bag
VÆGTLØS er instrueret af debutanten Emilie Thalund, der er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi med en kandidatgrad i Kunst og Arkitektur. Hun har allerede markeret sig internationalt med den prisvindende kampagnefilm PERIOD (2018) og visuelt stærke reklamefortællinger. Thalunds baggrund præger tydeligt filmens sanselige og æstetiske udtryk, hvilket den erfarne fotograf Louise McLaughlin (Fuld af Kærlighed (2024), Vores Mand i Amerika (2020)) indfanger i et følsomt og nærværende billedsprog. Manuskriptet er skrevet af Marianne Lentz (Den Store Stilhed (2023), En flirt (2019)), og filmen er klippet af Nikoline Løgstrup (Under Stjernerne på Himlen (2025), Den Store Stilhed (2023)).
I hovedrollerne ses debutanten Marie Helweg Augustsen som Lea, Ella Paaske (Fuld af Kærlighed (2024)) som Sasha og Joachim Fjelstrup (Pigen med Nålen (2024), Toves Værelse (2023), Hygge! (2023)) som Rune.
VÆGTLØS er produceret af Anna Dammegaard Søllested og Clara Jantzen Kreinøe for Snowglobe og distribueres af Scanbox Entertainment med dansk biografpremiere den 26. februar 2026.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt:
Lasse Mucha Andersen // 24 81 54 47 // lasse@have.dk
Emilie Baggesen Selin // 26 11 41 04 // emilie@have.dk
Malou Gøttsche // 22 44 34 03 // malou@have.dk
Fakta om VÆGTLØS
Cast:
- Lea: Marie Helweg Augustsen
- Sasha: Ella Paaske
- Rune: Joachim Fjelstrup
- Rebekka: Jessica Dinnage
- …og mange flere
Det kreative hold bag:
- Idé og instruktion: Emilie Thalund
- Manuskriptforfatter: Marianne Lentz
- Fotograf: Louise McLaughlin
- Production Designer: Silje Aune Dammen
- Klipper: Nikoline Løgstrup
- Kostume, hår og make-up: Abebo Josephine Bø Getachew
- Lyddesigner: Andreas Sandborg
- Komponist: Johan Carøe
- Produktionsselskab: Snowglobe
- Med støtte fra: DFI/New Danish Screen, DR og SVT.
- Salgsagent: ReInvent
- Producere: Anna Dammegaard Søllested og Clara Jantzen Kreinøe
- Executive Producers: Eva Jakobsen, Mikkel Jersin og Katrin Pors
Øvrige fakta:
- Premiere: 26. februar 2026
- Dansk distributør: Scanbox Entertainment
Profil
Emilie Thalund - instruktør
Emilie Thalund (f. 1989) er en dansk instruktør, hvis debutspillefilm VÆGTLØS havde verdenspremiere på San Sebastián International Film Festival 2025, og har siden da haft et flot festivalliv med visninger på både London Film Festival, Riga Film Festival og Thessaloniki Film Festival. Filmen udspringer fra et personligt sted og afspejler det nære og sanselige blik, der kendetegner hendes arbejde. Hun opnåede international anerkendelse med kampagnefilmen PERIOD (2018), som vandt guld ved Cannes Lions YDA for sin intime portrættering af et globalt tabu. Med en uddannelse i kunst og arkitektur fra Det Kongelige Danske Kunstakademi trækker hun på sin baggrund i kunst, hvilket præger hendes poetiske visuelle stil og særlige sensibilitet.