Pressemeddelelse -
Don Rosa fylder 70: Verdens mest berømte nulevende Anders And-tegner fejres med stor fødselsdagsbog

Hans store forbillede var Carl Barks. Don Rosas forkærlighed for ligeledes at tegne de elskede figurer fra Andeby førte til, at han i dag er verdens mest berømte nulevende Anders And-tegner. Den 29. juni fylder han 70 år, og det bliver fejret med en stor fødselsdagbog på 432 sider – spækket med eksklusivt indhold.
Det hele startede i 50’ernes USA, da Don Rosa som dreng blev fortryllet af Carl Barks’ historier om figurerne i Andeby. Gennem årene udviklede han sig til selv at blive en stor tegneserieskaber, og sagaen om Onkel Joakims liv, ”Her er dit liv, Joakim”, gjorde ham til en levende legende blandt andefans.
Den 29. juni fylder Don Rosa 70 år, og det fejrer den danske Anders And-udgiver, Story House Egmont, med en stor fødselsdagsbog på 432 sider, som udkommer samme dag. Den er spækket med eksklusivt indhold, og man kan blandt andet glæde sig til følgende:
- Et helt nyt og dybdegående interview på 12 sider, hvor Rosa blandt andet fortæller om sit liv på naturreservatet i Kentucky, sin stjernestatus og sin forkærlighed for chilier (som han medbringer til tegneseriefestivaler over hele verden)
- En masse spændende artikler om Rosa – herunder en portrætartikel fyldt med historier fra Rosas liv og billeder af hans kunst, samlinger og fantegninger
- Et ikke tidligere publiceret skitsemanuskript til historien, der bærer titlen ”Til angreeeb!”,
- Den forsvundne fax, som pludselig dukkede op hos en dansk samler med Rosas skitser til en statuette baseret på en Carl Barks-tegning
Hertil kommer naturligvis en bred vifte af Rosas allerbedste historier. Med andre ord udgør bogen et sandt overflødighedshorn for alle andefans – og i særdeleshed dem, der har en særlig forkærlighed for den hæderkronede tegner.
Don Rosa 70 år udkommer den 29. juni 2021. Prisen er 399,95 kr.
Med venlig hilsen
HAVE A/S
Pressekontakt:
Sofie Klindrup · sofiek@have.dk · 25 48 37 49
Josefine Mønsted-Lassen · josefine@have.dk · 24 82 74 91