Gå til indhold
DRUK rydder bordet ved European Film Awards!

Pressemeddelelse -

DRUK rydder bordet ved European Film Awards!

DRUK vinder prisen for Bedste Film, Thomas Vinterberg for Bedste Instruktør, Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm for Bedste Manuskriptforfatter og Mads Mikkelsen for Bedste Mandlige Skuespiller.

Thomas Vinterberg og Zentropas store biografsucces DRUK blev den helt store vinder til dette års European Film Awards - Europas svar på Oscar-uddelingen, der blev uddelt her til aften. DRUK vandt hele fire European Film Awards-statuetter i de tungeste kategorier og ryddede dermed bordet til aftenens virtuelle awardshow. DRUK fortsætter hermed ufortrødent sit sejrstog.

DRUK vandt Bedste Europæiske Film, og Thomas Vinterberg prisen for Bedste Europæiske Instruktør. Prisen for Bedste Film er tidligere gået til blandt andet Lars von Triers Dancer in The Dark, Breaking the Waves og Melancholia samt den internationale storfavorit The Favourite. Tidligere er prisen for Bedste Instruktør vundet af bl.a Susanne Bier.

Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm vandt prisen for Bedste Europæiske Manuskriptforfatter for DRUK. En pris de også vandt sammen i 2012 for Jagten.

Prisregnen fortsætter for Mads Mikkelsen, der her til aften vandt prisen for Bedste Europæiske Mandlige Skuespiller efter at have modtaget prisen for Bedste Mandlige Skuespiller ved San Sebastián International Film Festival sammen med Lars Ranthe, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang. Mads Mikkelsen var til aftenens awardshow nomineret i samme kategori som blandt andet Viggo Mortensen for Falling. Mads Mikkelsen modtog i 2011 også Særprisen på European Film Awards for sit bidrag til World Cinema.

Thomas Vinterberg udtaler:
"I en tid med isolation, død og økonomisk forlis er vores forsøg på en opløftet og livsbekræftende film om kærlighed og venskab landet på den bedst tænkelige måde. En film hvor mennesker insisterer på fællesskabet, og på en søgen efter det ufornuftige, var tilsyneladende det der var brug for. Det er smukt at opleve. og jeg er meget taknemmelig. Men vores fiktive fortælling er én ting - nu krydser jeg mine fingre for den virkelige verden."

Foruden at gå hjem med fire flotte statuetter, blev DRUK også nomineret til dette års prestigefyldte publikumspris, LUX European Audience Film Awards. Kun tre konkurrerende film blev nomineret i kategorien, udvalgt af et panel af filmprofessionelle, som publikum i hele Europa kan stemme på. Vinderen annonceres den 28. april 2021 under en prisoverrækkelse i Europa-parlamentet.

European Film Awards er en årlig pris, som uddeles af European Film Academy, der er en sammenslutning af europæiske filmskabere og filmprofessionelle. Priserne gives for særlige udmærkelser for europæisk film. Det er den 33. udgave af European Film Award og blev i år afholdt virtuelt fra European Film Academys hovedsæde i Berlin.

International prisregn
Ud over priserne til European Film Awards har DRUK allerede vundet flere internationale priser. Først vandt filmen Prix des Cinémas Art et Essai (Art House Cinema-prisen) i Frankrig. Siden vandt den prisen for Bedste Mandlige Skuespiller til de fire hovedrolleindehavere på San Sebastián International Film Festival og to andre spanske priser, og senest vandt den hovedprisen på London Film Festival. Den har ligeledes været udtaget til det officielle program til filmfestivalerne i både Cannes og Toronto. Nyligst er DRUK udtaget som dansk bud på en Oscar-nominering i kategorien Bedste Internationale Film.

Publikumssuccesen fortsætter herhjemme
På grund af regeringens udmelding om biografnedlukning i 38 kommuner, vil mange blive snydt for muligheden for at se DRUK. Zentropa og Nordisk Film har derfor fået mulighed for at overraske publikum med en julegave, når biografsuccesen får premiere på VOD (video on demand) første juledag. Til glæde for publikum, der kan opleve den prisvindende film hjemme i stuerne.

DRUK har herhjemme rundet svimlende 800.000 solgte biografbilletter. Dermed er DRUK den ene ud af kun fire danske biograffilm i dette årtusinde, der har solgt 800.000 billetter. De tre andre er Italiensk for begyndere (2000), Klovn The Movie (2010) og Ternet Ninja (2018).

DRUK kan lejes og streames på Blockbuster, iTunes, Viaplay, m.fl. fra den 25. december.

For yderligere information, kontakt:
Rikke Hesselholt, rikke@have.dk, mobil: 2843 3893
Michael Feder, michael@have.dk, mobil: 2243 4942

Fakta om DRUK

Holdet bag filmen

  • Instruktør: Thomas Vinterberg
  • Manuskriptforfattere: Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm
  • Producere: Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing
  • Fotograf: Sturla Brandth Grøvlen
  • Scenograf: Sabine Hviid
  • Klipper: Anne Østerud og Janus Billeskov Jansen
  • Line Producer: Kristina Kornum
  • Produceret af Zentropa Entertainments3
  • Co-produceret med Film i Väst, Zentropa Sweden, Topkapi Films og Zentropa Netherlands
  • Med støtte fra Det Danske Filminstitut, TV 2 DANMARK, Eurimages, Netherlands Film Fund, Svenska Filminstitutet, Netherlands Film Production Incentive og the MEDIA Programme of the European Union.
  • Distribution: Nordisk Film Distribution.
  • Internationalt salg: TrustNordisk

Rolleliste

  • Martin: Mads Mikkelsen
  • Tommy: Thomas Bo Larsen
  • Nikolaj: Magnus Millang
  • Peter: Lars Ranthe
  • Anika: Maria Bonnevie
  • Amalie: Helene Reingaard Neumann
  • Rektor: Susse Wold

Øvrige

  • Budget: 33,5 mio. kr.
  • Varighed: 116 minutter

Emner

Kontakt

Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893
Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark