Gå til indhold
Foto: Dansk Folkehjælp
Foto: Dansk Folkehjælp

Pressemeddelelse -

Erhvervsfolk fra hele landet samler ind til udsatte familier og slår rekord: 14,8 millioner kr. på blot én time

Det gik stærkt i dag, da Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet sammen med en række kampklare erhvervsnetværk indsamlede 14,8 millioner kr. til årets Julehjælp – og dermed slog sidste års rekord. Dagens indsats har stor betydning for, hvor mange børnefamilier, der kan tilbydes Julehjælp. Mere end 16.700 familier har i år søgt om Julehjælp hos Dansk Folkehjælp, og hvis alle skal kunne modtage hjælp, skal organisationen samle 30 mio. kr. ind i alt. Indsamlingen til Dansk Folkehjælps’ Julehjælp forstætter hele december måned. 

Da klokken i dag slog 12.00, sad 125 danske erhvervspersonligheder klar ved telefonerne for at samle penge ind via deres netværk til årets Julehjælp for Dansk Folkehjælp. På en enkelt time blev der samlet 14,8 millioner kr. ind. Pengene går til fattige og udsatte børnefamilier, der ikke har råd til at holde jul.

Indsamlingsiver i hele Danmark
I alt 125 erhvervsfolk fra virksomheder over hele landet havde tilmeldt sig som indsamlere for Dansk Folkehjælp, og ligesom sidste år mødte deltagerne op i de i alt otte erhvervsnetværk med stakkevis af visitkort fra samarbejdspartnere, leverandører og konkurrenter i hånden. Der var indsamlinger ved to store events i Aarhus og København samt en række lokale erhvervspaneler, og tilsammen lykkedes det dem at indsamle 14,8 millioner på blot én time.

Blandt de deltagende virksomheder var motivationen stor for at hjælpe mindre bemidlede familier gennem julen. Særligt dét at kunne give børnene en god jul fyldte hos dagens indsamlere. Det kan nemlig være svært at være den eneste i skolen, som ikke ser frem til julen. Indsamlingen var som altid også en konkurrence mellem holdene i Vest Danmark og Øst Danmark, som i år blev vundet af Vest Danmark med holdkaptajn Anders René Jensen, indkøbs- og marketingdirektør hos Rema 1000 i spidsen. Han fortæller:

"Det er vigtigt, at erhvervsfolk i hele landet står sammen i år for at hjælpe det rekordhøje antal børnefamilier, der ikke har råd til julen. Derfor gør dagens indsats til Dansk Folkehjælps store Julehjælpsindsamling stort indtryk. Kan REMA 1000 være med til at gøre en forskel for forældre med børn, der står i en svær situation i julen, så gør vi det. Indsamlingen til Julehjælp giver en dyb stolthed hele vejen gennem organisationen, for her kan vi hjælpe med at løfte en konkret og vigtig sag.”

Et landsdækkende arbejde med stor effekt
Dansk Folkehjælp har i årevis hjulpet mindre bemidlede børnefamilier med at få julen til at hænge sammen. Ansøgningen til årets julehjælp lukkede 30. november og med et rekordstort ansøgertal på mere end 16.700, er der hårdt brug for dagens indsats, hvis alle familier skal hjælpes.

Generalsekretær i Dansk Folkehjælp Klaus Nørlem fortæller:

”Indsatsen fra erhvervslivet i dag er altafgørende for, at vi kan hjælpe de mange familier, der ikke har råd til julen. Derfor er vi naturligvis taknemmelige for dagens resultat. Det er desværre ikke overraskende, at Corona-krisen har ramt fattige børnefamilier ekstra hårdt, og det gør stort indtryk, når man ser sort på hvidt, hvor mange familier, der nu har det endnu sværere økonomisk, end de havde det i forvejen. Derfor betyder indsamlingen i dag ekstra meget, hvor et rekordstort antal familier har søgt Julehjælp.”

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp

For yderligere information kontakt venligst:
Sofie Klindrup · sofie@have.dk · 25 48 37 49
Sofie Holbek · sofie.jensen@have.dk · 20 18 68 22
Klaus Nørlem · kn@folkehjaelp.dk · 20 33 09 39

Om Dansk Folkehjælp
Dansk Folkehjælp, der blev stiftet i 1907, er en landsdækkende, humanitær og frivillig organisation, der yder hjælp til udsatte og fattige i Danmark og i udlandet. Foreningens primære indsatsområder er frivilligt socialt arbejde og forebyggelse, herunder førstehjælp, i Danmark samt udviklingsprojekter og katastrofe- og nødhjælp i den tredje verdens brændpunkter. For at sikre, at flest mulige midler går direkte til fattige og nødstedte, har foreningen en administrationsprocent på 3,8 i seneste offentliggjorte årsregnskab. I alt har Dansk Folkehjælp 3.000 frivillige tilknyttet samt 50 lokalafdelinger i Danmark, og foreningen driver herudover også en række genbrugsbutikker samt lokale aktivitetsgrupper.

FAKTA OM JULEHJÆLPEN
Julehjælp 2021 har en samlet værdi af kr. 1.800 pr. familie og består af:

  • Julemad til en værdi á 800 kr.
  • Julegaver til familiens børn til en værdi á 1.000 kr.

Julehjælp 2021 uddeles af Dansk Folkehjælps lokalafdelinger og frivillige og er iværksat med støtte fra REMA 1000, Elgiganten, SportMaster og sendentanke.dk.

Sådan støtter du
Ønsker man at støtte Julehjælp 2021, er der følgende muligheder:

  • www.folkehjaelp.dk
  • MobilePay til 13 221
  • SMS ”julegave” til 1999 og støt med 150 kroner
  • Indsæt i bank, reg. nr. 5301, konto 0000 333 666, mrk. dit bidrag ”Julegave”.

Fakta om Dansk Folkehjælps Julehjælp de sidste seks år:
Uddelte julepakker:

  • 2015 = 5.400
  • 2016 = 9.100
  • 2017 = 9.540
  • 2018 = 11.000
  • 2019 = 11.400
  • 2020 = 14.401

Indsamlede beløb:

  • 2015 = 7,72 mio. kr.
  • 2016 = 12 mio. kr.
  • 2017 = 12,4 mio. kr.
  • 2018 = 14,5 mio. kr.
  • 2019 = 14,8 mio. kr.
  • 2020 = 18,7 mio. kr.


Emner

Kontakt