Gå til indhold
Falsled Kro, Adam Price, Frederikke Legaard, Mike Adelsten og Rasmus Bruun er blandt hovednavnene på Heartlands Food-program

Pressemeddelelse -

Falsled Kro, Adam Price, Frederikke Legaard, Mike Adelsten og Rasmus Bruun er blandt hovednavnene på Heartlands Food-program

Der er smæk på smag, råvarer, håndværk og sanselighed, når Heartland i dag præsenterer det samlede program for Food, som publikum kan smage sig igennem på blandt andet Tasteland-scenen ved Egeskov Slot d. 13.-15. juni i år.

I tæt samarbejde med Jacobsen kan Heartland i dag offentliggøre, at gastronomiens scene Tasteland i år vender tilbage til Lowland ved slotsgraven, hvor gæsterne kan glæde sig til udsøgte og lokale fornøjelser med nogle af landets mest engagerede madnørder. Heartland kan i dag præsentere årets Food Sessions, der udgør hjertet i det kulinariske program. Her kan publikum blandt andet opleve Adam Price & Frederikke Legaard kreere jordbærkagelabyrinter, radioprogrammet Ugen, der blev spist live med Marie Holm og Rasmus Bruun, kartoffelambassadør Umut Sakarya, der laver en ode til kartoflen, samt mange flere af landets største madbegavelser.

Lokale fynske kvalitetsråvarer er gennemgående for årets Food-program, der både byder på muslinge-workshop og debat, sennepssmagning, gopler, utraditionelle - men spiselige - dele af grøntsager og kommenteret ostesmagning.

Traditionen tro inviterer Heartland til en lang række forskelligartede restaurantoplevelser. Årets restauranter indbefatter både det nye samarbejde med festival-sjælevennen Avernax, jord-til-bord-festmåltid med Birkemosegaard & Vild Vin. Men også favoritter fra tidligere år vender tilbage såsom dessertmiddagen med Magasinet Lækkerier, langbordsmiddagen med Christian Bøjlund og Faaborg-Midtfyn Kommune og ikke mindst Heartland Banquet, hvor Falsled Kro i år står for alle ni seatings og får besøg af hhv. Jonas Mikkelsen, Simon Jul Jørgensen og Per Hallundbæk. Desuden danner den charmerende røde lade igen i år rammen om festivalens eget selvforsynende bageri

Heartland Bakery, som i år drives af Jesper Gøtz sammen med gæstebagerne fra Københavns Bageri og Anholt Bageri og Gartneri.

“Vi vil altid være madnørdernes festival. Det cementeres ved, at vi i år genopbygger Tasteland. Det vil sige, at gastronomien får sin scene tilbage. Her kan gæsterne smage, kokkerere og lære af landets mest passionerede madformidlere. Årets program har et udpræget lokalt fokus, når vi, med udgangspunkt i den fynske forsommer, skal smage på lokale muslinger og blive klogere på alt fra sennep, kartofler og vandmænd – alle fra lokalområdet”, udtaler maddirektør, Emil Blauert, der sammen med Tine Skou kuraterer Food-programmet på Heartland.

Heartland offentliggør i dag følgende til årets madprogram:

Food Sessions

  • Adam Price & Frederikke Legaard – Jordbærlabyrinten
  • Ugen, der blev spist med Marie Holm & Rasmus Bruun
  • Umut Sakarya & Johs. Nørregaard Frandsen – En hyldest til kartoflen
  • Emilie Qvist Kjærgaard – Spis naturen
  • Jonas Franck – Food pairing med øl
  • Simon Juel & Mathias Olsen – Fødevarer på klodens præmisser
  • Kala Sung – Hvorfor kimchi?
  • Zoran Gojkovic – Ølinnovation anno 2024
  • Nina Parna – Kombucha
  • Rasmus Holmgård – Kommenteret ostesmagning
  • Emil Lyders & Andreas Cæsar – Smag på den sennep
  • Bjarke Bundgaard & Bjarke Bertelsen – IPA’ens historie
  • Lisbeth Andersen – Gopler og bobler
  • Isabel Ebbesen – Muslingens anatomi

Årets Food Sessions på Tasteland-scenen slutter sig til allerede offentliggjorte restaurantoplevelser, der alle er i salg på festivalens hjemmeside: heartlandfestival.dk

Restaurantoplevelser

  • Heartland Banquet & Falsled Kro
  • Den store dessertmiddag med Lækkerier (Mika Wulff, Mike Adelsten, Karoline Trier, Amanda Grønning, Mathias Broksø)
  • Langbordsmiddag med Christian Bøjlund & FMK
  • Birkemosegaard & Vild Vin
  • Skaldyrsfeast med Avernax
  • Grøn Grisefest med Æblerov & Rødder

Heartland Food Sessions
Heartlands Food Sessions er rykket tilbage på sin egen Tasteland-scene, der i år præsenteres i samarbejde med Jacobsen. Her kan publikum opleve nogle af landets ypperste gastronomer og madentusiaster. Sammen med dem kan man dufte, smage og kokkerere sig gennem madscenens mest aktuelle og uaktuelle emner.

Adam Price & Frederikke Legaard – Jordbærlabyrinten
Kunstner og kogebogsforfatter Frederikke Legaard skal sammen med multitalentet Adam Price hylde en af forsommerens mest ventede råvarer: de nye danske jordbær. De to kreative sjæle skal bage den højtelskede danske jordbærkage med mazarin, chokoladebund og konditorcreme, de bedste nye danske jordbær og masser af blomster. Men kagen bliver ikke ordinær – Adam og Frederikke har ladet sig inspirere af Egeskov Slot og Piet Heins imponerende labyrint, hvor gæsterne kan se frem til at fortabe og forvilde sig i den “vilde natur”. Og som Frederikke og Adam siger, så er fordelen ved at lave en labyrint-jordbærkage, at hvis man farer vild, kan man altid æde sig ud af den.

Ugen, der blev spist med Marie Holm & Rasmus Bruun
Gæsterne på Heartland kan i år se frem til vaskeægte madradio i form af en fysisk udgave af madprogrammet ‘Ugen, der blev spist’ fra r8Dio med Marie Holm som vært. Marie Holm er madjournalist og et kendt ansigt på Heartland, da hun flere år har været moderator på Tasteland, og hun glæder sig til i år at tage sin radiofoniske krydsning mellem et madprogram og et portrætprogram til Heartland. Programmets gæst er en af landets førende satirikere, Rasmus Bruun, der i øvrigt er medejer af r8Dio og kendt fra bl.a. ’Orkestret’ på DR1 og ’Operarejsen’ på DR2. Om Rasmus Bruun er ægte madglad, vil vise sig, når han overfor Marie Holm skal dokumentere, hvad han har spist den seneste uge.

Særudgaven af ‘Ugen, der blev spist’ bliver optaget og udgivet som podcast hos r8dio.

Umut Sakarya & Johs. Nørregaard Frandsen – En hyldest til kartoflen
Den folkekære kok Umut Sakarya er efterhånden et kendt ansigt herhjemme, men de færreste ved, at Umut sidste år blev udnævnt til kartoffelambassadør af Danmarks Kartoffel Råd på Egeskov Slot. Umut har inviteret formanden for Danmarks Kartoffel Råd og forfatter Johs. Nørregaard Frandsen med til en Food Session på Tasteland-scenen for at hylde den lille runde grøntsag, som vi alle har et forhold til. De to kartoffelnørder sætter kartoflens kæmpestore potentiale i fokus på Tasteland-scenen.

Emilie Qvist Kjærgaard – Spis naturen
I en live køkken-session vil den passionerede kok og sanker Emilie Qvist Kjærgaard videreformidle sin begejstring for naturens eget spisekammer. Publikum kan se frem til konkrete måder, hvorpå man kan bruge vilde ingredienser og få idéer og tips til, hvordan man nemt kan samle og bruge naturen i madlavningen i et almindeligt hverdagskøkken. Hun tager udgangspunkt i den fynske natur fra midt juni og medbringer det, der er muligt at samle lige præcis på det tidspunkt.

Husbryggeriet Jacobsen
Øl er omdrejningspunkt for tre af årets Food Sessions. Den første beværtes af ølhistoriker og ekspert Bjarke Bundgaard samt Husbryggeriet Jacobsens brygmester BjarkeBertelsen. De to vil dykke helt ned i IPA’ens historie med udgangspunkt i årets Jacobsen Tasteland IPA.

Zoran Gojkovic, der er direktør ved Carlsbergs Research Lab, vil indføre Heartlands gæster i arbejdet med ølinnovation i dag. Fra sit virke som gær- og fermenteringsansvarlig har han indgående viden om det allernyeste i forhold til at skubbe grænserne for, hvad øl kan være. Zoran vil også fortælle om laboratoriets innovationsværktøj – nemlig ølklubben ’Exbrew’.

Sidst laver kok Jonas Franck en fantastisk food pairing til en række øl – heriblandt festivalens egen Jacobsen Tasteland IPA.

Simon Juel & Mathias Olsen – Fødevarer på klodens præmisser
Hos mikrolandbruget Palleshavegaard på Midtfyn beskæftiger Mathias Olsen sig med regenerativt, holistisk landbrug, og hvordan vi lærer at spise og lave mad med tanke for kloden. Skal vi øve os i at spise nye dele af planter og grøntsager, hvis vi vil overleve? Og hvilket ansvar har industrien i, at forbrugere spiser mere regenerativt? For at demonstrere vil Simon Juel fra Falsled Kro lave mad med utraditionelle dele af traditionelle grøntsager.

Kala Sung – Hvorfor kimchi?
Det koreanske køkken hitter som aldrig før, og det er Kala Sungs mission at udbrede kimchiens fantastiske smag og egenskaber som probiotisk spise. Med et ønske om at fusionere det danske og koreanske køkken guider hun i denne session publikum rundt i den fermenterede kåls fascinerende univers. På Heartland samarbejder Kala Sung også med bl.a. sandwichbaren Abrikos, der til anledningen selvfølgelig har lavet en kimchisandwich.

Nina Parna – Kombucha
Nina Parna, der er stifter af det førende nordiske, moderne bryggeri, Folk, byder på en snak om og en slurk af fremtidens brygning: kombucha. Få en lærerig indføring i den komplekse videnskab bag den fermenterede the-drik.

Rasmus Holmgård – En kommenteret ostesmagning
Komplekse og innovative oste pibler frem i den danske ostekultur. Aldrig før har vi haft så mange økologiske kvalitetsoste at være stolte af. Men hvordan smager de, og hvad kan vi bruge dem til? Kom med til kommenteret ostesmagning, hvor osteconnoisseur og gastroskikkelsen Rasmus Holmgård guider publikum gennem seks kræsent udvalgte danske økologiske oste i samarbejde med Mejeriforeningen og Ost & ko.

Emil Lyders & Andreas Cæsar – Smag på den sennep
Sennep er ikke bare sennep. Slet ikke, hvis du spørger Emil Lyders og Andreas Cæsar fra Svendborg Sennepsfabrik. På Heartland vil de to venner tage dig gennem senneppens historie og smage fra det søde og milde til kradse og stærke. Publikum kan se frem til at høre, hvorfor man altid skal have to forskellige slags sennep i køkkenet. Vel mødt til sennepsmagning.

Lisbeth Andersen – Gopler og bobler
Sammen med Faaborg-Midtfyn Kommune får gæsterne en madoplevelse udover det sædvanlige. Supersmager Lisbeth Andersen tager gæsterne med ind i goplernes verden. Der serveres gople-snacks kreeret af kok Rasmus Schmidt og lokal mousserende vin, imens der diskuteres emner som, hvorfor gopler både er smukke, seje, smagfulde, farlige og problematiske.

Isabel Ebbesen – Muslingens anatomi
Den lokale naturvejleder Isabel Ebbesen gæster Heartland med en muslinge-workshop, hvor publikum lærer om muslingens biologi og anatomi, og hvordan man dissekerer og renser en musling. Der vil være mulighed for at smage på lokale muslinger serveret med brød fra Heartland Bakery samt diskutere, om muslingen kan være en ny kilde til protein. Sessionen præsenteres i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune.

Find mere information om Food Sessions programmet på heartlandfestival.dk

Årets restaurantoplevelser
Heartlands unikke restaurantoplevelser inviterer publikum ind i en verden af smag og nye madoplevelser. Her er glæden ved det fælles veltillavede måltid i centrum, når kokke i verdensklasse, med særligt øje for lokalt producerede råvarer, tilbereder formidable middage i afslappende omgivelser.

Heartland Banquet & Falsled Kro
En stærk fynsk alliance er indgået, når Falsled Kro til sommer er vært for Heartland Banquet. Den gastronomiske institution vender tilbage med sine populære seatings under bomuldsteltdugen. Simon Juel, Kasper Hasse og resten af det talentfulde hold bag den hæderkronede fynske kro vil forkæle gæsterne med fokus på sæsonens lokale råvarer og med inspiration fra både det danske og franske køkken. Heartland Banquet vil hen over de tre dage få besøg af gæstekokkene Jonas Mikkelsen, Simon Jul Jørgensen og Per Hallundbæk.

Den store dessertmiddag med Lækkerier
Bag de høje hække i Egeskov Slots Hvilehave inviterer Heartland og Magasinet Lækkerier til den ultimative begivenhed dedikeret til den søde gourmet-tand: Den store dessertmiddag. ’Middagen’ består af fire desserter, skabt af kulinariske profiler, og akkompagneres af cocktails i verdensklasse med og uden alkohol.

Heartland-gæsterne kan glæde sig til at opleve stjernebartenderen Mathias Broksø, dessertkok Mike Adelsten fra Alchemist, Masterchef-vinder Karoline Trier, dessertchef Amanda Grønning fra Dragsholm Slot og grundlægger af bagemagasinet Lækkerier, Mika Wulff.

Langbordsmiddag med Christian Bøjlund & FMK
Heartland glæder sig til at gentage den bragende succes fra de seneste tre festivalår, når Christian Bøjlund sammen med Faaborg-Midtfyn Kommune og 38 fynske værter inviterer til langbordsmiddag for 380 festivalgæster på plænen foran slottet. Middagen er efterhånden blevet en tilbagevendende, velsmagende institution på Heartland, og menuen består af lokale råvarer, hvor højst 20 procent af ingredienserne er animalske. Middagen afholdes ved langborde med delefade, og gæsterne kan se frem til at dele bord med både sit eget selskab og med nye bekendtskaber. Dette er en del af hele oplevelsen.

Birkemosegaard & Vild Vin
I smukke omgivelser kan Heartland-gæsterne i år deltage i det generøse jord-til-bord-festmåltid tilberedt af kok Matthew Francis Parker, hvor der serveres enkle familieretter tilberedt over bål med levende og sæsonbetonede ingredienser, der er friskhøstede fra Birkemosegaard. Maden vil være vegetarisk og med fokus på fermentering, vilde urter og blomster, plukket i naturen, og hver ret er parret med Vild Vin, der er lavet af blomster, bær og frugter, plukket i de svenske skove.

Skaldyrsfeast med Avernax
Heartland er i år teamet op med festival-sjælevennen, Avernax. Hvert år til august gæster 1250 mennesker Avernakø under festivalen, Avernax. Udover at dele den fynske muld er fællestrækkene mellem de to festivaler mange, herunder opmærksomheden på økologi, lokale råvarer og kærlighed til gastronomi. Heartland-gæsterne kan se frem til en skaldyrscajun på base af invasive sydfynske krabber, en stærk og krydret essens med masser af sæsonens grønt, blåmuslinger og krabbekløer. Dertil brød, “tillidshane” og højt humør.

Grøn Grisefest med Æblerov & Rødder
Igen i år gentager Heartland succesen med Æblerov & Rødder. Gæsterne kan glæde sig til en grøn grisefest med masser af lokalt produceret, økologisk grønt fra små regenerative jordbrug og særligt udvalgte udskæringer af den fynske Hindsholmgris. Traditionen tro ruller Rødder langbordene ud på pladsen og tænder op i grillen, mens Æblerov sørger for en lækker, dansk version af Sangria.

Billetter til årets restaurantoplevelser kan købes på heartlandfestival.dk

Pressefotos
Hent pressefotos her.

Flere offentliggørelser på vej
Med dagens offentliggørelse er det fulde madprogram nu offentliggjort. De kommende uger vil de resterende navne, der kan opleves på Heartland 2024, blive offentliggjort. Festivalen finder sted fra torsdag den 13. juni til og med lørdag den 15. juni 2024. Dyk ned i årets program på www.heartlandfestival.dk eller i Heartlands app.

BILLETSALG
Partoutbillet: 2.740 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (6-12 år): 940 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet: 1.940 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet, børn (6-12 år): 740 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet, børn (0-5 år): 40 DKK ekskl. gebyr
1-dagsbillet: 1.340 DKK ekskl. gebyr
1-dagsbillet, børn (6-12 år): 450 DKK ekskl. gebyr
1-dagsbillet, børn (0-5 år): 30 DKK ekskl. gebyr
Se flere billettyper på www.heartlandfestival.dk

OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas: 270 DKK ekskl. gebyr
Iglotelt (2 pers.): 1.250 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Tenthouse (2 pers.): 2.850 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Caravan (uden strøm): 1.550 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Strøm til caravan: 950 DKK ekskl. gebyr

Hotel Heartland
Boutique Tent (2 pers.): 7.950 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Boutique Tent (3 pers.): 8.950 DKK ekskl. gebyr (inkl. 3 campingpas)
Boutique Tent (4 pers.): 9.950 DKK ekskl. gebyr (inkl. 4 campingpas)

Bed & Breakfast
3-Night Bed & Breakfast (2 pers.): 6.250 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
1-Night Bed & Breakfast (2 pers.): 2.650 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)

Hotelpakker
Hotelpakker i Odense og Nyborg: Fra 3.240 DKK ekskl. gebyr
Flere overnatningstilbud vil blive offentliggjort løbende - se nuværende muligheder på www.heartlandfestival.dk

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

Kontakt
Presseansvarlig - HAVE Kommunikation:
Peter Pishai Storgaard // peter@have.dk // 28 49 33 86
Anja Linnet // anja@have.dk // 22 65 53 48

Heartland:
Direktør: Ulrik Ørum-Petersen // ulrik@livenation.dk

Om Heartland
Heartland er en kulturfestival, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: Music, Art, Talks og Food. Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen. Festivalen finder sted i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn.

Mere info om Heartland kan findes på www.heartlandfestival.dk

Heartland på de sociale medier
Facebook: www.facebook.com/heartlandfestivaldk
Instagram: @heartlandfestivaldk
LinkedIn: Heartland Festival
YouTube: Heartland Festival

Heartland er støttet af:
Faaborg Midtfyn Kommune
Destination Fyn
Kronenbourg 1664

Emner

Kontakt

Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348
Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark