Pressemeddelelse -
Firkløver-fondens Priser 2025: Her er prismodtagerne
Hovedprisen Firkløver-Prisen på 500.000 kr. blev overrakt til Danmarks Naturfredningsforening for deres livsvigtige arbejde med at bevare naturen. Firkløver-fondens Hæderspris for Forskning på 250.000 kr. gik til overlæge på Nationalt Videnscenter for Demens, Kristian Steen Frederiksen, mens Firkløver-fondens Hæderspris for Kunst på 250.000 kr. blev uddelt til kunstner Helene Nymann, da i alt tre priser og et boliglegat blev uddelt til Firkløver-fondens Priser 2025 tirsdag aften i Lille VEGA.
Tirsdag den 20. maj inviterede Firkløver-fonden for første gang til en hyldest af talent, engagement og den særlige synergi, der opstår i vekselvirkningen mellem kunsten og forskningen. Fra scenen i Lille VEGA førte aftenens vært, skuespiller, instruktør og forfatter Lotte Andersen publikum sikkert gennem en festlig og perspektivrig aften med inspirerende indslag, der hyldede prismodtagerne og fejrede Firkløver-fondens vision.
En hyldest til “Et længere liv uden demens. Et bedre liv med demens”
Firkløver-fondens Hæderspris for Forskning 2025 på 250.000 kr. gik til Kristian Steen Frederiksen, overlæge på Nationalt Videnscenter for Demens, for hans enestående forskningsindsats, der har haft markant indflydelse på feltet og samfundet. Juryen motiverede bl.a. valget således:
“‘Et længere liv uden demens. Et bedre liv med demens’ er visionen for det Nationale Videnscenter for Demens og Kristian Steen Frederiksen er en nøglefigur i netop udviklingen af avancerede metoder til tidlig diagnosticering og behandling, der forbedrer livskvaliteten for patienter med demenssygdomme. Nationalt har han været med til at styrke det tværfaglige samarbejde inden for demensområdet og opbygge forskningsinfrastruktur, der fremmer innovation. Internationalt har han bidraget til store forskningsprojekter og vejledninger, der sætter standarden for behandling og pleje. Hans indsats har også omfattet støtte til pårørende og fokus på at integrere ny viden i praksis, så patienter får den bedst mulige omsorg.”
“Den perfekte modtager af Firkløver-fondens hæderslegat!”
Ved prisuddelingen modtog kunstner Helene Nymann Firkløver-fondens Hæderspris for Kunst 2025 på 250.000 kr. Prisen tildeles en kunstner, hvis arbejde har haft en varig og bemærkelsesværdig indvirkning på kunstens verden og samfundets kulturelle udvikling, hvilket juryen motiverede i valget således:
“Firkløver-fondens formål er at gøde jorden i krydsfeltet mellem kunst og videnskab - og det er præcis dér man finder Helene Nymann og hendes værker! Omdrejningspunktet for Helene Nymanns kunstneriske produktion er nemlig vores hjerners evne til huske, glemme og forestille sig det, der endnu ikke findes. Det får man et forrygende eksempel på i Helene Nymann ‘Future ContinuOnus’ som består af både et interaktivt website, en videoinstallation og et skulpturelt værk i det offentlige rum. Lige nu er Helene Nymann i fuld gang med udviklingen af Den Demensvenlige Have til Rigshospitalet, hvor kunst, videnskab og natur går op i en højere enhed til glæde og gavn for både demensramte og deres pårørende. Kort sagt er Helene Nymann den perfekte modtager af Firkløver-fondens hæderslegat!”
Hovedprisen hædrer i år Danmarks Naturfredningsforening
Aftenens hovedpris på 500.000 kr. uddeles til en organisation, der arbejder målrettet med velgørende formål, som har haft en dybtgående effekt på samfundet og dermed været med til at fremme de værdier, som Firkløver-fonden står for. Hovedprisen gik i år til Danmarks Naturfredningsforening og juryen motiverede valget således:
“Firkløver-fondens andet fokus er på det bredere, almennyttige arbejde og her er Dansk Naturfredningsforening helt i front! Firkløver-fonden lægger navnlig vægt på to aspekter af det livsvigtige arbejde med at bevare naturen: Naturfredningsforeningens fokus på ‘levende hav og fjorde’ og indgåelsen af Den Grønne Trepartsaftale. Firkløver-fonden deler kærligheden til havet omkring Danmark, sådan som det ses i Annalena Svendsens smukke akvareller. Og så vil Firkløver-fonden gerne hædre Danmarks Naturfredningsforening for at have modet til at gå med i Den Grønne Trepartsaftale, der skal sikre biodiversitet, bæredygtighed og grøn udvikling i Danmark. For tværfaglighed, samarbejde, synergieffekter og det frugtbare krydsfelt er præcis, hvad der skal til!”
Derudover blev Firkløver-fondens boliglegat 2025 uddelt til musikstuderende på klassisk konservatorium, Noah Z. Værum. Legatet støtter unge kunstnere og studerende, der får mulighed for at bo i en historisk anerkendt ejendom i hjertet af København og derved styrke deres kunstneriske udvikling i et inspirerende og historisk miljø.
Firkløver-fondens Priser er en årligt tilbagevendende prisuddeling, der anerkender og støtter fremragende præstationer inden for kunst og forskning, og den berigende vekselvirkning felterne imellem.
Læs mere om Firkløver-fonden her: https://firkloever-fonden.dk/
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation på vegne af Firkløver-fonden
For yderligere information, kontakt venligst:
Picasa Emily Askjær Grand · picasa@have.dk · 30 13 88 80
Johanne Olesen · johanne@have.dk · 29 87 67 34
Om Firkløver-fonden
Firkløver-fonden er en nystiftet dansk fond, der sætter fokus på krydsfeltet mellem kultur og forskning – og gør det på en måde, der skaber en synergieffekt, som skal kunne mærkes i hele samfundet.
Firkløver-fonden har fire blade i sit logo, og de svarer til fondens fire hovedområder: Uddeling af legater og legatboliger til kunstnere, uddeling af legater og legatboliger til forskere, uddeling af legater til værdigt trængende og endelig det sidste blad, der repræsenterer både Firkløver-fondens fortælling og vision.
Fortællingen handler om ejendommen Grandjeans Gaard mellem Bredgade og Store Strandstræde på hjørnet af Kongens Nytorv i København. Grandjeans Gaard er Firkløver-fondens grundlag, som siden fondens stiftelse dels har genereret det overskud, der uddeles som legater, dels er stedet, hvor lovende studerende vil blive tildelt legatboliger for et eller to år ad gangen.
Firkløver-fondens vision er, at uddelingerne vil bringe mennesker fra forskellige discipliner indenfor kunst og kultur, forskning og humanitært arbejde sammen og derved lægge grunden for gensidige og varige forbindelser. Håbet er således at skabe grobund for, at der tænkes og tales tværfagligt, samt at den synergieffekt, der udløses, vil kunne føles i hele samfundet. Selvom Firkløver-fondens uddelingsområder har hvert sit blad i logoet, hænger bladene sammen for at vise Firkløver-fondens håb om, at ikke bare legatmodtagerne, men at alle involverede parter vil lære af hinanden, lytte til hinandens kompetencer og derved gro så meget mere, end de enkelte uddelingsområder ville have kunnet gøre det på egen hånd.