Gå til indhold
Foto: Gudmund Thai
Foto: Gudmund Thai

Pressemeddelelse -

Folketeatret præsenterer Peer Gynt – Ibsens eventyrlige drama om at finde sig selv

CYRON MELVILLE ● PREBEN KRISTENSEN ● ANETTE STØVELBÆK ● MATHILDE NORHOLT ● MADS KNARREBORG ● MICHAEL BROSTRUP

KØBENHAVNER-PREMIERE den 24.OKTOBER 2018 – HIPPODROMEN NØRREGADE

Peer Gynt er et eventyrligt drama, der berører de store eksistentielle spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske og leve det rigtige, det gode og det mest interessante liv. Hvad er det, der betyder noget den dag det hele slutter og døden står for døren?

Med udgangspunkt i Henrik Ibsens klassiker skaber instruktør Moqi Simon Trolin et stærkt stiliseret, fabulerende og legende univers. Et univers, der aktualiserer Henrik Ibsens fortælling om Peer Gynt og præsenterer publikum for nye perspektiver på selvrealisering, identitetskriser, løgne, frihed og ikke mindst de konsekvenser, der følger med et liv, hvor retten til frihed er alfa-omega. Instruktør Moqi Simon Trolin fortæller:

”Med Henrik Ibsen og fortællingen om Peer Gynt ser vi på, hvad begrebet at være sig selv nok betyder i dag. Begrebet beskriver en selvtilstrækkelig tilstand, hvor egoisme og begær efter egen selvudvikling er i centrum i så høj grad, at det påvirker de nære relationer. Går man gennem livet på den måde, er spørgsmålet, om man har formået at leve det rigtige liv. Netop det spørgsmål fører os til vores Peer Gynt. På scenen oplever vi et liv, der skaber tvivl om, hvad det egentlig bestod af. Det at have konstant behov for at blive spejlet i ydre ting som andre mennesker, titler, prestige og så videre for at finde svar på, hvem man selv er, bliver her en forfængelig kamp, der kun kan tabes. Frygten er at vågne op en dag med tanken om, at livet var det der passerede, mens jeg var optaget af andet. Og det er dét, Peer Gynt anno 2018 handler om.”

Holdet bag & på scenen
Peer Gynt bliver instrueret af Moqi Simon Trolin, der er kendt for sin evne til at formidle komplekse problemstillinger i sine forestillinger. Han har instrueret et hav af forestillinger blandt andre Mio min Mio og Peter Pan på Folketeatret, SANDHOLM på Mungo Park Allerød, En Skilsmisse på Aarhus Teater og VARMESTUEN på Husets Teater.

På scenen ses Cyron Melville i rollen som den unge Peer og Preben Kristensen i rollen som den ældre Peer. Desuden medvirker Anette Støvelbæk, Mads Knarreborg, Mathilde Norholt og Michael Brostrup i flere forskellige roller.

Om Peer Gynt
Vi følger Peer gennem et langt, levet liv; fra håbefuld ung, til selvtilfreds voksen og til sidst som desillusioneret ældre, der sammenligner sig selv med et skrællet løg; lag på lag, uden en kerne.

På sin store livsrejse, der fører ham jorden rundt, prøver Peer det meste: Han forfører kvinder på stribe, og han forlader dem. Han bliver rig, og han mister det hele. Han bliver profet, og han bliver vanvittig. Undervejs indser han, at han i sin ihærdige søgen efter sin indre kerne er flygtet fra de vigtigste relationer i sit liv: Familien, kæresten, barnet – alle dem, der kunne have hjulpet ham med at finde sit sande jeg. Han bøjede af og gik udenom dér, hvor han burde have stået fast.

Peer Gynt er en både klassisk og moderne dannelsesberetning, der sætter det evigt gyldige spørgsmål på spidsen: Hvordan er man sig selv, uden at være sig selv nok?


FAKTA om Peer Gynt
Københavner-premiere: 24.oktober 2018

Spilleperiode på Folketeatret fra den 24.oktober til den 16.december 2018

Danmarksturné fra den 20.september til 26.november 2018

Forfatter: Henrik Ibsen, bearbejdelse af Moqi Simon Trolin og Henriette Vedel

Oversættelse: Henriette Vedel

Scenografi: Eilev Skinnarmo

Instruktør: Moqi Simon Trolin

Medvirkende: Cyron Melville, Preben Kristensen, Anette Støvelbæk, Mathilde Norholt, Mads Knarreborg og Michael Brostrup

CV´er

Instruktør Moqi Simon Trolin
Moqi Simon Trolin (f. 1974) blev færdiguddannet fra Statens Teaterskole i 2005 og debuterede i 2006 med den prisbelønnede forestilling ’Sandholm’ på Mungo Park Allerød. Siden har han været kunstnerisk leder for Teater Momentum fra 2001-2005 og fra 2008-2012 var han direktør for Mungo Park Kolding, som han var med til at starte op. Moqi Simon Trolin har instrueret et hav af teaterforestillinger på blandt andet Odense Teater, Malmö Stadsteater og Teater Ibsen i Norge og er især kendt for at formidle komplekse problemstillinger i sine forestillinger.

Cyron Melville
Cyron Melville (f.1984) har spillet et utal af roller, siden han som 10-årig spillede hovedrollen i ’Menneskedyret’ fra 1995. Cyron Melville har blandt andet medvirket i ’Råzone’ (2006), ’Vanvittigt Forelsket’ (2009), ’En Kongelig Affære’ (2012), hvor han kunne opleves i rollen som Enevold Brandt samt ’Sommeren 92’ (2015), hvor han i rollen som den legendariske landsholdsspiller Brian Laudrup var med til at fortælle historien om et foldboldhold, der samlede en hel nation.

Preben Kristensen
Preben Kristensen (f. 1953) er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1978 og blev samme år ansat på teatret, hvor han arbejdede frem til 1983. I 1980 fik Preben Kristensen sit store gennembrud med ’Linie 3’, som han har optrådt med i mere end 25 år. Siden har han medvirket i flere spillefilm og musicals blandt andre ’West Side Story’ (1979), ’Da jazzen kom til byen’ (1982), ’La Cage aux Folles’ (1996), ´Krummerne – alt på spil´ (2014) og ´Min søsters børn vælter Nordjylland´ (2010).

Anette Støvelbæk
Anette Støvelbæk (f. 1967) blev i 1997 uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater. Hun fik sit store gennembrud i 2000 med rollen som Olympia i filmen ’Italiensk for begyndere’. Siden da har hun været med i et hav af danske spillefilm og tv-serier som ’Hævnen’ (2010), ’Steppeulven’ (2015) og ’Badehotellet’ (2013-2017). Desuden har hun medvirket i flere musicals og i 2002, spillede hun blandt andet med i ’Misantropen’ på Betty Nansen Teatret.

Mathilde Norholt
Mathilde Norholt (f.1983) har medvirket i en lang række tv-serier, spillefilm og teaterforestillinger. Hun fik sit store gennembrud med rollen som Maja i tv-serien ’Lykke’ (2011), hvor hun modtog mange roser fra anmelderne. På tv har hun optrådt i tv-serien ’2900 Happiness’ (2008-2009) og ’Kristian’ (2011). På teaterscenen har hun haft store roller i bl.a. ’Dirty Dancing’ (2016), ’Den Grønne Elevator’ (2015) i Tivoli og ’Closer’ (2012) på Aveny T. På det store lærred har Mathilde Norholt medvirket i bl.a. ’Sorte Kugler’ (2009) og ’Noget i Luften’ (2013).

Mads Knarreborg
Mads Knarreborg (f.1978) blev uddannet på Odense Teaters Skuespillerskole i 2004 og har blandt andet medvirket i den danske spillefilm ’Tarok’ (2013) og tv-serien ’Nynne’ (2006), hvor han spillede sportsværten Peter. På teaterscenen har Mads Knarreborg også medvirket i en lang række forestillinger som ’The Producers’ (2006) på Det Ny Teater, ’Hamlet’(2008) på Gladsaxe Ny Teater og Tivolis sommerrevy ’TAM TAM i Glassalen’(2016). Mads Knarreborg modtog desuden Reumerts Talentpris i 2006.

Michael Brostrup
Michael Brostrup (f.1965) blev i 1993 uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater. Fra 1997 spillede Michael Brostrup på Aalborg Teater, hvor han i 1999 fik sit gennembrud i rollen som Romeo i ’Romeo og Julie.’ På Aalborg Teater har han derudover medvirket i ’Hamlet’, ’Et Dukkehjem’ og ’Albert Speer’. Derudover har Michael Brostrup haft roller i en lang række spillefilm som ’Tarok’ (2013), ’Vinterbrødre’ (2017) og senest ’Journal 64’ som har premiere til oktober 2018. 

Related links

Emner

Kategorier

Kontakt