Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Fornem hæder til dramaet DET SIDSTE PARADIS PÅ JORD som vinder Nordisk Råds Filmpris 2025

Adomeit Film, Kykmyndir og Øst for Paradis Filmimport kan med stolthed afsløre, at det dansk-færøske drama DET SIDSTE PARADIS PÅ JORD er vinder af Nordisk Råds Filmpris 2025. Nordisk Råds Filmpris gives til en film “som er forankret i den nordiske kultur, har en høj kunstnerisk værdi og udgør et helstøbt værk”. Prisen administreres af Nordisk Film- og TV-Fond, og med præmien følger DKK 300.000,- som skal deles mellem instruktør, manuskriptforfatter og producent, som en anerkendelse af det tætte samarbejde mellem filmens 3 hovedaktører.

“Jeg er enormt stolt og taknemmelig over at modtage Nordisk Råds Filmpris 2025. Det betyder utrolig meget for mig, at en film fortalt på færøsk bliver set og værdsat i en nordisk sammenhæng. Prisen er derfor også en stor anerkendelse til det hold af dygtige skuespillere og filmfolk, som gjorde det muligt for mig at realisere filmen”, udtaler instruktør Sakaris Stórá.

DET SIDSTE PARADIS PÅ JORD er instrueret af det færøske instruktørtalent Sakaris Stórá, som også har skrevet manuskriptet i samarbejde med Tommy Oksen og Mads Stegger. I filmens hovedroller ses de debuterende talenter Sámal Hildibjartsson Hansen og Bjørg Brynhildardóttir Egholm. Filmen havde dansk biografpremiere den 1. maj og kan nu findes på streaming.

Handling
Kári trives i det enkle liv i en lille landsby på Færøerne. Han og søsteren Silja sørger i stilhed over deres mors død. Kári søger trøst i sit arbejde på fiskefabrikken, Silja har svært ved at finde styrken til at afslutte skolen og deres far stikker til havs på en fiskerbåd. Men fabrikken er truet af nedlukning, og selvom den gamle verden langsomt forandrer sig og vennerne begynder at lede efter veje væk fra øen, vælger Kári at blive på øen for både sin egen og for Siljas skyld.

DET SIDSTE PARADIS PÅ JORD er et rørende dansk-færøsk drama om identitet, afsavn og længsel. En fortælling om det liv der er, og håbet om et bedre i morgen.

Holdet bag
DET SIDSTE PARADIS PÅ JORD er instrueret af den færøske instruktør Sakaris Stórá, som debuterede i 2017 med Dreams by the Sea. Stórá har skrevet manuskriptet i samarbejde med Tommy Oksen og Mads Stegger, og den prisbelønnede Virginie Surdej er filmens fotograf.

I hovedrollerne ses Sámal H. Hansen som Kári og den debuterende Bjørg Brynhildardóttir Egholm som lillesøsteren Silja.

DET SIDSTE PARADIS PÅ JORD er produceret af Jón Hammer for Adomeit Film og Kykmyndir, med støtte fra Det Danske Filminstitut, FilmFyn, DR, Creative Europe Programmet - Media, Det Færøske Kulturministerium, Det Færøske Industriministerium og Det Færøske Filminstitut. Filmen distribueres af Øst for Paradis Filmimport, og var udvalgt som en del af Filmporten.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information kontakt venligst:
Lasse Mucha Andersen // lasse@have.dk // 24 81 54 47
Rikke Hesselholt // rikke@have.dk // 28 43 38 93

Fakta om DET SIDSTE PARADIS PÅ JORD

Rolleliste:

  • Kári: Sámal Hildibjartsson Hansen
  • Silja: Bjørg Brynhildardóttir Egholm
  • Regin: Bjørn M. Mohr
  • Elin: Esther á Fjallinum
  • Far: Hans Tórgarð

Nøglefunktioner:

  • Instruktør: Sakaris Stórá
  • Manuskript: Tommy Oksen, Mads Stegger, Sakaris Stórá
  • Producer: Jón Hammer
  • Executive producer: Katja Adomeit
  • Line producer: Sune Wahl
  • Fotograf: Virginie Surdej
  • Klipper: Emma Lagrelius
  • Production designer: Sámal Blak
  • Sound designers: Mick Raaschou, Björn Viktorsson
  • Komponist: HettarHer
  • Distribution: Øst for Paradis Filmimport
  • Med støtte fra: Det Danske Filminstitut, FilmFyn, DR, Creative Europe Programmet - Media, Det Færøske Kulturministerium, Det Færøske Industriministerium og Det Færøske Filminstitut
  • Internationalt salg: REinvent Yellow International Sales
  • Biografpremiere: 1. maj 2025
  • Kan streames på Grand Hjemmebio, Blockbuster, Viaplay, SF Anytime, Apple TV og Filmstriben.

Profiler

SAKARIS STÓRÁ - INSTRUKTØR
Sakaris Fríði Stórá (1986) er født og opvokset i den lille bygd Skopun på Færøerne. I 2007 flyttede han til Norge for at studere film på Nordland College of Art and Film. Efter uddannelsen flyttede han tilbage til Færøerne for at arbejde som forfatter og instruktør og for at forfølge sin ambition om at give det færøske sprog og kultur en plads i filmkunsten. Hans kortfilm Vintermorgen vandt en særpris på Berlinalen 2014. Hans spillefilmsdebut Dreams by the Sea (2017) har været vist på festivaler i alle de nordiske lande, samt Tyskland og Italien, og rejser stadig rundt på festivaler.

JÓN HAMMER - PRODUCER
Født og opvokset på Færøerne, uddannet fra Goldsmiths, London. Jón begyndte sin karriere i 2012 hos Zentropa, hvor han i 6 år arbejdede med udvikling og finansiering på nogle af de største danske film de seneste år, mens han sideløbende producerede flere prisvindende kortfilm. I 2017 finansierede og producerede han sin første spillefilm som hovedproducer, Dreams by the Sea af Sakaris Stórá. I 2019 deltog han som en af tre danske producere i Rotterdam Lab 2019 og blev medlem af EAVE Producers Workshop. Jón er producer i Adomeit Film i Danmark, har sit eget færøske produktionsselskab Kykmyndir / KYK, og freelancer som produktionsleder.



Emner

Kontakt

  • TheLastParadise_1sheet_V2DK_AW.jpg
    Licens:
    Brug i medier
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    2500 x 3572, 10,6 MB
    Download