Gå til indhold
Gutkind etablerer sig med stærkt felt af forfattere og forlagsfolk

Pressemeddelelse -

Gutkind etablerer sig med stærkt felt af forfattere og forlagsfolk

Fra årsskiftet er Gutkind en realitet, og forlaget har fra begyndelsen sikret sig aftaler med en række anerkendte danske forfattere.

Det er med et solidt felt af forfattere og erfarne medarbejdere, at det nystartede Gutkind tager hul på 2020. Forlagshuset med Jacob Søndergaard som direktør og forlægger har fra begyndelsen indgået aftaler med en række danske forfattere, som alle har udgivelser på vej i løbet af 2020 og 2021.

Forfatterne, der foreløbig danner Gutkinds litterære rygrad, er Helle Helle, Vita Andersen, Lotte Kaa Andersen, Stine Pilgaard, Kristina Stoltz, Caroline Albertine Minor, Tine Høeg, Lotte Kirkeby og Emma Bess. Aftaler med adskillige andre er på vej.

”Jeg glæder mig til at blive en del af et splinternyt forlags historie. Må Gutkind leve – længere end os andre,” udtaler Helle Helle.

Internationalt forlag med lokal forankring
Forlaget har til huse i Læderstræde 9 midt i København, og de tre forlagsfolk, der fra januar er med til at etablere forlaget, er seniorredaktør Louise Kønigsfeldt, assisterende forlægger Esthi Kunz samt salg- og marketingchef Joel Haviv, mens Mette König tiltræder som pressechef per 1. februar.

”Jeg kunne ikke have drømt om en bedre begyndelse for et nyt litterært forlag. Vi oplever en enestående opbakning fra det danske forfattermiljø, og jeg er meget stolt af den liste af fremragende forfattere, som vi allerede nu kan præsentere. Det samme gælder holdet: Det er lykkedes at tiltrække fire erfarne, afholdte, topkompetente forlagsfolk, som sammen kommer til at udgøre grundstammen i Gutkind, og som vil stræbe efter at skabe et varmt, levende og ambitiøst forlagshus. Alt sammen gør, at jeg har store forhåbninger for fremtiden,” siger Jacob Søndergaard.

Gutkinds profil begrænser sig ikke kun til dansk litteratur. Forlaget har også købt oversættelsesrettigheder til flere udenlandske forfatterskaber med henblik på at opbygge en stærk og alsidig liste af oversat litteratur. Gutkind har et stort internationalt netværk, især i Norden og i resten af Europa, som vil få betydning for udgivelsesprogrammet og for nye samarbejdsformer på tværs af landegrænser.

For mere information, kontakt venligst:
HAVE KOMMUNIKATION
Anja Linnet, Head of Communications // Senior Press Advisor
Mail: anja@have.dk / tlf. 22655348

Om Gutkind
Gutkind Forlag A/S er fuldejet af svenske Bonnier Books, hvor selskabets administrerende direktør Jim Zetterlund er placeret. Forlaget er navngivet efter Bonnier-familiens stamfader, den jødiske indvandrer Gutkind Hirschel fra Dresden, som åbnede sin første virksomhed i København i 1804.

Gutkind Forlag udgiver dansk og oversat litteratur til voksne, fra det nye og sjældne til det etablerede og markedsrettede. 

​Læs mere på gutkind.dk

Emner

Kategorier

Kontakt

Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark