Gå til indhold

Pressemeddelelse -

HamletScenen præsenterer ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL 2024

Kreditering: Bo Nymann

Igen i år inviterer Danmarks Shakespeare-teater HamletScenen til sommerens store udendørs begivenhed: ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL 5. - 11. august på Kronborg – Home of Hamlet. I år står programmet på tre spektakulære udendørsforestillinger skabt af tidens mest anerkendte og nyskabende scenekunstnere fra både ind- og udland: TROILUS & CRESSIDA, HAMLET og SHAKESPEARE IN CONCERT.

I over 200 år har Kronborg været hjem for digteren og dramatikeren William Shakespeares fortællinger, værker og karakterer. Denne sommer videreføres den stolte teatertradition, når scenekunstnere og teaterkompagnier i verdensklasse opfører deres fortolkninger af de ikoniske hævntragedier og kærlighedskomedier til ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL 2024. På scenen ved voldgraven kan publikum glæde sig til at opleve enestående og eksperimenterende scenekunst under den åbne sensommerhimmel med selveste Kronborg som dramatisk kulisse.

HamletScenens teaterdirektør og kunstneriske leder, Lars Romann Engel udtaler:
"Vi ser virkelig frem til festivalen, der igen i år byder på en række stærke navne, både fra Storbritannien, Danmark og Helsingør. Med hovedforestillingen HAMLET af den verdensberømte trup The Lord Chamberlain’s Men, er der guf for rigtige Shakespeare-nørder. For de musikelskende står Helsingør Kammeropera og Det Kongelige Kapel klar med den fantastiske koncert SHAKESPEARE IN CONCERT, og hvis man trænger til et godt grin for hele familien, lægger teatergruppen SHAKES vejen forbi med forestillingen TROILUS & CRESSIDA. Årets program er på den måde en god blanding af traditionelle såvel som moderne fortolkninger af Shakespeare, og der er noget for enhver smag. Vi kan slet ikke vente med at se jer alle til en magisk teatersommer!"

The Lord Chamberlain’s Men fejrer 20-års jubilæum på Kronborg
For første gang nogensinde gæster Storbritanniens førende turnerende teaterkompagni The Lord Chamberlain’s Men ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL. Opkaldt efter Shakespeares eget teaterkompagni, som han skrev nogle af sine mest berømte stykker for, fejrer The Lord Chamberlain’s Men deres 20-års jubilæum, når de på autentisk vis bringer HAMLET til live. The Lord Chamberlain's Men opfører historien om den danske prins Hamlet, som Shakespeare selv så den allerførste gang: Udelukkende med mandlige skuespillere, udendørs og i elizabethanske kostumer med musik og dans. Den britiske teatertrup har turneret i hele verden, hvor de gæster slotte og historiske venues, og på den måde er de et oplagt og perfekt match med HamletScenen og den traditionsrige festival på Kronborg.

To forestillinger man ikke må gå glip af
Festivalen får æren af at være første stop for det danske teaterkollektiv SHAKES, når de turnerer til sommer. Med sig bringer de tragediekomedien TROILUS & CRESSIDA - i samarbejde med Folketeatret. SHAKES ønsker at gøre Shakespeare folkelig, festlig og tilgængelig for alle. De vil mildest talt svine Shakespeare til og ruske ham godt og grundigt rundt, så alle kan få adgang til ham – som den folkelige gadedreng, han var og er. Deres motto lyder: “SHAKESPEARE TIL FOLKET”, og deres produktioner fusionerer Shakespeares ædle tradition med nutidig pop, mode og slang. Dette gør sig i den grad også gældende, når SHAKES puster nyt liv i kærlighedshistorien om Troilus og Cressida. En kærlighedshistorie besværliggjort af krig og politik, intriger og bedrag, ære og skam - eviggyldige temaer, der gør stykket nutidigt og relevant anno 2024.

SHAKESPEARE IN CONCERT er en fortryllende musikalsk rundtur i Shakespeares værker gennem tiden. Den to timer lange koncert er et samarbejde mellem solister fra Helsingør Kammeropera og musikere fra Det Kongelige Kapel. Sammen leverer de en stemningsfuld og gribende hyldest til Shakespeare i operaen, hvor publikum kan nyde uddrag af bl.a. Thomas´ Hamlet, Gounods Romeo og Julie og Verdis Othello. SHAKESPEARE IN CONCERT åbner op for nye fortolkninger af den udødelige dramatiker og giver mulighed for at lære ham endnu bedre at kende.

Gratis introduktion og picnic på voldene
Hver aften inden forestillingen, vil der være en gratis Shakespeare-introduktion om, hvad Shakespeare og Kronborg har med hinanden at gøre og spørgsmålet om, hvorfor Shakespeares værker er aktuelle den dag i dag vil også blive besvaret.

Derudover kan festivalgæsterne nyde en forudbestilt picnic på Kronborgs grønne volde inden forestillingerne.

Læs mere og køb billetter til ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL 2024 her: https://hamletscenen.dk/

Program for Shakespeare Festival 2024:
Den 5. – 6. august, kl. 19.00-20.30: TROILUS & CRESSIDA
Forestillingen er på dansk.

Den 7. – 10. august, kl. 19.00-21.00: HAMLET
Forestillingen er på engelsk med danske overtekster.

Den 11. august, kl. 15.00-17.00: SHAKESPEARE IN CONCERT

Shakespeare-introduktion
Den 5. – 10. august, kl. 18.15 inden TROILUS & CRESSIDA og HAMLET
Den 11. august, kl. 14.15 inden SHAKESPEARE IN CONCERT
Introduktionen er på dansk og engelsk.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 28 58 81 50
Rikke Hesselholt // rikke@have.dk // 28 43 38 93

Om HamletScenen på Kronborg
Danmarks Shakespeare-teater HamletScenen på Kronborg blev etableret, som egnsteater i 2008, og har fra begyndelsen haft det naturlige og specifikke opdrag at skulle videreudvikle verdens ældste og internationalt anerkendte Hamlet/Shakespeare-teatertradition siden 1816. En helt unik praksis skabt af anerkendte teaterkunstnere fra ind- og udland. Heriblandt Laurence Olivier, Vivienne Leigh, John Gielgud, Richard Burton, Michael Caine, Christopher Plummer, Donald Sutherland, Derek Jacoby, Kenneth Branagh, Judy Dench, Simon Russel Beale, Jude Law, Lars Eidinger, Christian Friedel samt danske Jens Albinus, Thure Lindhardt, Cyron Melville og Casper Crump.

HamletScenens væren i verden tager sit kunstneriske udspring i krydsfeltet mellem national og international teaterudveksling. Et tværkulturelt og dynamisk ståsted, hvor teatret tillige med afsæt i Shakespeares dramatiske univers og 1000 mangfoldige karakterer favner og bearbejder universelle og eksistentielle dilemmaer på tværs af race, køn, religion, seksualitet, udseende og evner.

Et menneske-, kunst-, og teatersyn, som sigter efter at skabe størst mulig relevans for flest mulige publikummer. Og samtidig en kunstnerisk ambition, der peger på en fremadrettet kunstudvikling med et integreret fokus på inklusion, og herigennem vedvarende udfordrer og fornyer Shakespeare-teater-traditionen i Danmark via mangfoldige samarbejder, tilgange og teaterformater.

Emner

Kontakt

Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893
Amalie Søndergaard

Amalie Søndergaard

Pressekontakt Rådgiver 28 58 81 50

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark