Gå til indhold
Heartland fuldender musikprogrammet med Sérgio Mendes, The Cardigans og 13 andre stærke navne

Pressemeddelelse -

Heartland fuldender musikprogrammet med Sérgio Mendes, The Cardigans og 13 andre stærke navne

I dag kan Heartland offentliggøre de sidste navne på årets musikprogram. Dagens pakke anføres af den brasilianske bossa nova-legende Sérgio Mendes og det svenske rockband The Cardigans, som slutter sig til allerede offentliggjorte verdensstjerner som Robbie Williams, Sting og Jack Johnson.

Dermed har Heartland offentliggjort det fulde musikprogram, som man kan opleve på festivalen ved Egeskov Slot den 8.-10. juni 2023. Dagens musikpakke tæller foruden Sérgio Mendes og The Cardigans, Oumou Sangaré, Pedro Winter presents Ed Banger XX, Jacob Banks, Lydmor, Pil, I Got You On Tape, When Saints Go Machine, Soleima, Søren Huss, Annika Aakjær, Teitur, Jørgensen/Botesog Zar Paulo.

”Legender, internationale topnavne og morgendagens stjerner er det, der tegner det endelige musikprogram for Heartland 2023. Programmet er mangfoldigt og dynamisk og absolut det stærkeste, vi har præsenteret i festivalens levetid – og jeg er sikker på, at der venter mange magiske øjeblikke på Egeskov Slot til sommer, siger direktør og musikchef Ulrik Ørum-Petersen.

I dag kan Heartland også løfte sløret for, hvordan det fulde musikprogram for 2023 fordeler sig over festivalens tre dage.

Torsdag kan man opleve Sting, MØ, Nik & Jay, Jacob Banks, Soleima, Søren Huss, Teitur, When Saints Go Machine, Kind mod Kind, Lucky Lo, Melodi Ghazal og Wille & Boogie Rookie.

Fredag kan man opleve The Minds of 99, The Cardigans, Fatboy Slim, Oumou Sangaré, Andreas Odbjerg, Zar Paulo, Ganger, Lydmor, Sevdaliza, Dame Dearest x Emma Sehested Høeg, AySay, Tex, Hvalfugl og Jonas Visti & Amanda Baun.

Lørdag kan man opleve Robbie Williams, Jack Johnson, Sérgio Mendes, Pedro Winter presents Ed Banger XX, Annika Aakjær, I Got You On Tape, JJ Paulo, Jørgensen/Botes, Pil, Prisma, Afskum, Selina Gin, Vanessa Amara og Ababe & Enterthevoigt.

Læs mere om dagens offentliggjorte artister herunder.

Sérgio Mendes
Sérgio Mendes var en af foregangsmændene bag bossa nova-bølgen og fik i den grad bragt latin-poprytmerne til USA og resten af verden gennem sin ikoniske gruppe Brasil ’66 med coverhits som Jorge Bens ”Mas que Nada” og the Beatles’ ”The Fool on the Hill”. Den brasilianske legende har været udøvende musiker igennem seks årtier og er en af de mest succesfulde brasilianske musikere nogensinde med mere end 35 album, tre Grammys og en Oscar-nominering for sin sangskrivning. Sérgio Mendes har toppet hitlisterne med hits som ”Never Gonna Let You Go” og genopfundet sig selv i samarbejder med verdensstjerner som John Legend og Black-Eyed Peas, som han udgav en ny udgave af ”Mas que Nada” sammen med.

Til sommer kan man opleve den 82-årige verdensstjerne i Danmark, når han gæster Heartland med sin helt unikke blanding af bossa nova, latin-pop og jazz.

The Cardigans
Størstedelen af The Cardigans var stadig teenagere, da de fandt sammen om deres fælles kærlighed til rockmusikken i 1992 i svenske Jönköping. Det blev startskuddet på en sand hitparade op gennem 90’erne med evergreens som ”Lovefool”, ”Erase/Rewind” og ”My Favourite Game”, som de fleste stadig kan synge med på i dag, 31 år efter grundlæggelsen. Samlet har The Cardigans solgt mere end 15 millioner album og indtager en plads som en af Sveriges største bands gennem tiden, som altså nu slår vejen forbi Egeskov Slot.

Oumou Sangaré
Den Grammy-hædrede ”sangfugl fra Wassoulou”, Oumou Sangaré, er en af Malis største musikere gennem tiden. Alene hendes debutalbum ”Moussoulou” solgte mere end 200.000 eksemplarer i Afrika, og siden 1990 har hun optrådt på nogle af verdens største scener i operahuse, koncertsale, musik- og kunstfestivaler.

Sangaré bliver regnet for en af de primære ambassadører for området Wassoulou, hvor musik traditionelt er blevet fremført af kvinder med fokus på emner som graviditet, fertilitet og poligami. Det skinner igennem i hendes musik, som er inspireret af egnens traditionelle musik og danse, og i hendes tekster, der ofte handler om sociale problemstillinger, især kvinders plads i samfundet og retten til selv at vælge sin ægtefælle. Til sommer får Heartland-publikummet fornøjelsen af den afrikanske verdensstjerne.

Pedro Winter presents Ed Banger XX
Den franske musikproducer Pedro Winter kan i år markere 20 års jubilæum for sit pladeselskab Ed Banger Records. Det kommer Heartland-publikummet til gode til sommer, når stjerneproduceren, som også er kendt under sit kunstnernavn Busy P, fejrer jubilæet med et dansabelt megamix med nogle af pladeselskabets største stjerner. Ed Banger Records har udgivet musik med kunstnere som Justice, Breakbot, Uffie, Mr Oizo, Dj Mehdi, Myd og mange flere. Pedro Winters DJ-set bliver ledsaget af en spektakulær visuel performance, når den står på fransk disco af højeste kaliber ved Egeskov til sommer.

Jacob Banks
Den nigeriansk-fødte britiske crooner Jacob Banks er en af tidens mest interessante nye navne med en signaturlyd, som er svær at placere genremæssigt. Hans musik trækker tråde til både r&b, rock’n’roll, hiphop, gospel og popmusik i et særegent musikalsk makrokosmos. I 2018 udgav han det todelte debutalbum ”Village”, som straks gik nummer 1 på Spotifys liste over nye album, inden han sidste år udgav sit andet album, ”Lies About The War”.

Foruden sine albumudgivelser har Jacob Banks’ numre fundet vej til bl.a. soundtracks for hitserier som Game of Thrones, Suits og The Resident, computerspil som FIFA og ikke mindst Barack Obamas liste over yndlingsnumre i sommeren 2022, hvor nummeret ”Found” fra EP’en ”For My Friends” var at finde. Det og mange flere numre kan publikum nyde på Heartland til sommer.

Lydmor
Jenny Rossander, bedre kendt som Lydmor, har siden debuten som 20-årig etableret sig som en af tidens mest interessante danske artister. Med sin tryllebindende konceptuelle elektropop som bagtæppe er hun blevet berygtet og berømt for sine udfordrende visuelle live performances, der omslutter publikum i et univers, som er umiskendeligt Lydmorsk.

Det store gennembrud kom med det anmelderroste 2018-album ”I Told You I’d Tell Them Our Story”, som bragte hende på turné i hele verden. Siden har hun udgivet to album – ”Capacity” i 2021 og ”Nimue” i 2022 – og sågar modtaget en Robert for sit soundtrack til filmen Venuseffekten.

Pil
Den danske sangerinde Pilhar fået en flyvende start på sin karriere med en sejr i Karrierekanonen i 2021 og adskillige store radiohits på CV’et. Blandt hittene kan nævnes ”Omvendt” (feat. Andreas Odbjerg), ”Gulvet 22” (feat. Burhan G) og ikke mindst ”Nattely”. I maj 2022 udkom debutalbummet ”Kom Vi Flyver, Siger Du”, som på mange indkapsler alt det, Pil står for og skriver om som sangskriver: Den svære kærlighed, ensomhed og tvivl.

Trods de eksistentielle emner er Pils popmusik både opløftende og legende, og gennem sine tekster formår hun at formidle sine følelser, så lytteren kan mærke det og ofte nikke genkendende til de udpenslede, pinlige scenarier. Det kan Heartland-publikummet også til sommer, når der bliver rig mulighed for at danse med til Pils vedkommende poptoner.

I Got You On Tape
Efter bandet gik fra hinanden for 10 år siden, samles I Got You On Tape i år for at spille nogle udvalgte koncerter. Det er resultatet af nogle musikalske bånd og venskaber, der aldrig forsvandt. Efter et par begivenhedsrige år med en P3 Guld-pris, store koncerter og turneer og fire album skulle bandet prøve forskellige ting på egen hånd, men til sommer er Jacob Bellens, Rune Kielsgaard, Jeppe Skovbakke og Jacob Funch altså samlet igen for at forene den udødelige sangskrivning med deres kompromisløse liveudtryk med friske ører og sjæle – sågar med en ny albumudgivelse med ikke før udgivet materiale fra 2004. Forvent lav belysning, beggars and bangers og ren energi ved Egeskov i juni.

When Saints Go Machine
Den danske elektropopgruppe When Saints Go Machine har siden debuten i 2007 været et markant navn på den danske musikscene. Med deres soulede lyd og frontmand Nikolaj Vonsilds karakteriske vokal på hits som ”Fail Forever”, ”Kids on Vacation” og ”Kelly” er man aldrig i tvivl om, hvem man lytter til – hverken på de foreløbigt fem studiealbum eller på livescenen. Netop livescenen er en af When Saints Go Machines helt store styrker, hvor trioens utæmmede energi når langt ud over scenekanten og bringer publikum helt ind i bandets synthunivers.

Soleima
Singer-songwriteren Soleima, med det borgerlige navn Sarah Mariegaard, debuterede som solist i 2017 med albummet ”No. 14”, hvorfra mange vil kunne synge med på hits som ”Cracks” og ”Breathe”. Siden kom endnu et engelsksproget album med ”Powerslide” i 2020, men nu er det tid til sangerindens første dansksprogede soloalbum ”Nationens Skrammer”. På det nye album har sangerinden fundet en ny, mere organisk og levende udgave af sig selv, hvilket man kan høre smagsprøver på, på singler som ”Kanterne”, ”Livet begynder” og ”Næste side”. På Heartland medbringer Soleima et orkester med nogle af landets dygtigste musikere, så man kan godt glæde sig til at opleve den danske singer-songwriter til sommer.

Søren Huss
Publikum gav Søren Hussen varm velkomst, da han i august 2022 annoncerede sit livecomeback, hvor de tre annoncerede koncerter blev udsolgt på blot ét døgn. Til sommer er turen så kommet til en vaskeægte hjemmebanekoncert for den fynske sanger og sangskriver. Søren Huss er som altid undervejs med nye sange, så mon ikke der vil være lidt overraskelser på sætlisten på Heartland til sommer.

Annika Aakjær
Annika Aakjær udgav sit debutalbum ”Lille filantrop” i 2008, hvor hun allerede dengang gjorde sig bemærket som en stærk sanger og ikke mindst syleskarp, slagfærdig og selvudleverende sangskriver, der kun er vokset plade for plade. De senere år er sangerinden fra Vodskov ved Aalborg for alvor slået igennem hos den brede befolkning med store radiohits som ”POP”, ”T-shirt” og senest ”John Travolta”.

Teitur
Den færøskfødte Teiturer efterhånden en erfaren herre på den nordiske musikscene. Med to danske Grammy Awards, over 1000 koncerter og otte studiealbum i bagagen har Teitur for længst vist sit talent for at fange lytteren i et intenst og forførende greb. Teitur debuterede i 2003 med albummet ”Poetry & Aeroplanes”, og siden er hans kunstneriske ambitionsniveau kun vokset. Senest har han været i Buenos Aires og indspillet med argentinske musikere, hvilket blev til albummet ”Cazador de Ostras” (Østersjæger), som består af en blanding af engelske og færøske sange, tilsat blandt andet harpe, sitar, theremin og blæsere. Der er derfor lagt op til en spektakulær koncert med Teitur til sommer, som selvfølgelig også vil medbringe en masse af de numre, vi kender fra karrierens første 20 år.

Jørgensen/Botes
Duoen Jørgensen/Boteser et nyt navn på den danske musikscene, men bag første halvdel af navnet gemmer sig en af dansk musiks mest erfarne musikere i form af Sort Sol-frontmanden Steen Jørgensen. Den anden halvdel af duoen er den klassiske pianist Marina Botes, som privat danner par med Jørgensen. Med hendes baggrund i klassisk og kirkemusik i Sydafrika og Steen Jørgensens lange karriere opstår et særpræget univers, som er både personligt, melodisk og gådefuldt. Duoens originale lyd har stærk inspiration i adskillige genrer, der trækker tråde til både fortiden og fremtiden, men mødes i et nutidigt lydbillede centreret om Steen Jørgensens umiskendelige rå vokal. På Heartland vil man både kunne høre nye sange fra Jørgensen/Botes samt sange fra Steen Jørgensens imponerende karriere som forsanger i Sort Sol og senere som solist.

Zar Paulo
Den århusianske poprockkvintet Zar Paulo og forsanger Emil Vammen er allerede nu kendte for deres energiske og medrivende liveoptrædener, hvor deres tilstedeværelse er til at føle hos publikum. Zar Paulo har længe været på manges tunger som et band, man skulle holde øje med. Især singlen ”Klap For Fædrelandet” tiltrak sig sidste år stor opmærksomhed med solid airplay på både P6 Beat og P3, mens mange også vil nikke genkendende til singler som ”Tiger” og genudgivelsen af bandets gennembrudshit ”Stop Believing”. I oktober 2022 kunne bandet så endelig udgive første halvdel af deres debutalbum ”Elendig Software del 1”. Nu er det velspillede band med karismatiske Vammen i forgrunden klar til at erobre Heartland.

Dagens offentliggørelse til Heartland 2023
Sérgio Mendes
The Cardigans
Oumou Sangaré
Pedro Winter presents Ed Banger XX
Jacob Banks
Lydmor
Pil
I Got You On Tape
When Saints Go Machine
Soleima
Søren Huss
Annika Aakjær
Teitur
Jørgensen/Botes
Zar Paulo

Pressefotos
Hent pressefotos her.

Flere offentliggørelser på vej
Med dagens offentliggørelse er årets musikprogram fuldendt. Det samlede festivalprogram, der kan opleves på Heartland 2023, bliver offentliggjort inden for de kommende uger. Festivalen finder sted fra torsdag den 8. juni til lørdag den 10. juni ved Egeskov Slot på Midtfyn, hvor man kan opleve topnavne inden for både Music, Art, Talks og Food.

BILLETSALG
Partoutbillet: 2.540 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (6-12 år): 840 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet: 1.840 DKK ekskl. gebyr (Udsolgt)
2-dagsbillet, børn (6-12 år): 695 DKK ekskl. gebyr (Udsolgt)
2-dagsbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr (Udsolgt)
1-dagsbillet: 1.240 DKK ekskl. gebyr (Lørdag udsolgt)
1-dagsbillet, børn (6-12 år): 350 DKK ekskl. gebyr (Lørdag udsolgt)
1-dagsbillet, børn (0-5 år): 30 DKK ekskl. gebyr (Lørdag udsolgt)

OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas (v. eget telt, iglotelt, tenthouse eller caravan): 250 DKK ekskl. gebyr
Opslået iglotelt (2 pers.): 1.000 DKK ekskl. gebyr
Tenthouse (2 pers.): 2.540 DKK ekskl. gebyr
Caravanpas (uden strøm): 1.240 DKK ekskl. gebyr
Strøm til caravanpas: 940 DKK ekskl. gebyr
Mini Lodge (2 pers.): 5.940 DKK ekskl. gebyr (Udsolgt)
Boutique Tent (2-4 pers.): 6.940 DKK - 8.940 DKK ekskl. gebyr

Billetlink: www.heartlandfestival.dk

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

Kontakt
Presseansvarlig – HAVE Kommunikation & PR:
Peter Pishai Storgaard // peter@have.dk// 28 49 33 86
Anja Linnet // anja@have.dk// 22 65 53 48

Heartland:
Direktør: Ulrik Ørum-Petersen // ulrik@livenation.dk

Om Heartland
Heartland er en kulturfestival, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: Music, Art, Talks og Food. Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen og finder sted i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn. Heartland finder sted næste gang d. 8. – 10. juni 2023.

Mere info om Heartland kan findes på www.heartlandfestival.dk

Heartland på de sociale medier
Facebook: www.facebook.com/heartlandfestivaldk
Instagram: @heartlandfestivaldk
Twitter: @heartlanddk
YouTube: Heartland Festival

Heartland er støttet af:
Faaborg Midtfyn Kommune
Udvikling Fyn
Albani

Emner

Kategorier

Kontakt

Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark