Gå til indhold
Heartland offentliggør årets musikprogram på Diorama-scenen

Pressemeddelelse -

Heartland offentliggør årets musikprogram på Diorama-scenen

Årets musikprogram på Diorama byder på 11 af tidens mest interessante nordiske musiknavne, som alle vil kunne opleves i de unikke omgivelser blandt træerne ved skovsøen, hvor atmosfæren og lyssætningen i løbet af dagen vil ændre karakter i takt med scenens program. Foruden Diorama kan Heartland også løfte sløret for hvilke DJs, som skal spille til den efterhånden traditionsrige nattefest.

I 2022 blev Heartlands stemningsfulde skovscene relanceret under navnet Diorama, og scenen vil igen i år være stedet, hvor man kan opleve et kurateret program af nogle af de mest nytænkende, nordiske musiktalenter – fra de helt nye artister til mere etablerede navne; på tværs af genrer.

“Vi glæder os til at invitere ind i skoven på Heartlands intime musikscene Diorama. Sat i den smukkeste scene kan man opleve alt fra inderlig atmosfærisk pop til støjende euforisk fest. Vi ved, at Heartlands gæster er nysgerrige på fremtidens musik, og vi glæder os til at vise dem det, som vi betragter som landets mest interessante nye navne,” siger Josefine Winding, musikbooker på Diorama.

Udover musikken er Diorama-området også et minilaboratorium for den bæredygtighedstanke, der gennemsyrer Heartland. Størstedelen af området er lavet af genbrugsmaterialer med et dogme om, at man i opbygningen af området skal arbejde med materialet i mindst tre år. Her kan man blandt andet opleve den ikoniske specialdesignede lysekrone, lavet af gamle skillevægge fra corona-testcentre.

Årets musiknavne på Diorama
Afskum
AySay
Dame Dearest x Emma Sehested Høeg
Hvalfugl
JJ Paulo
Kind mod Kind
Lucky Lo
Melodi Ghazal
Selina Gin
Tex
Vanessa Amara

Heartland kan desuden løfte sløret for de seks DJs, som kommer til at byde op til nattefest torsdag, fredag og lørdag under årets festival. Det bliver hhv. Boogie Rookie + Wille, Amanda Baun + Jonas Vistisamt Enterthevoigt + Abeba.

Afskum
Navnet Afskum emmer af dårligdom. Et afskum er ifølge ordbogen en afskyelig person, og så hørmer det langt væk af metal. Alt kunne næppe være længere fra virkeligheden. Forestil dig i stedet keyboard-bårne popsange i mol, leveret af en charmerende snøvlevokal, der synger fortrydelsesrige tekster fra et tankerigt sind. Det er musik, der flyder let, men som vejer tungere, end overfladen lige afslører. På Heartland kan man møde Prince Askar, som står bag Afskum, og lytte til hans fortællinger om livet som ungt menneske.

AySay
Anført af dansk-kurdiske Luna Ersahin skaber trioen AySay modern folkpop og har som band hele verden som deres grundlag. Det er mellemøstlige rejser gennem nordiske landskaber på flere forskellige sprog og med adskillige budskaber. Musikken er smertefuld og kraftfuld, men samtidig charmerende og opløftende. Trioen, som foruden Luna Ersahin består af perkussionist Aske Døssing Bendixen og guitarist Carl West Hosbond, har en unik evne til at formidle grundlæggende menneskelige tematikker og omfavner et bredt publikum i deres forsøg på at komme et skridt tættere på et samfund, som hviler i sine mange forskelligheder. Til sommer kan man få en musikalsk omfavnelse i skoven ved Diorama.

Dame Dearest x Emma Sehested Høeg
Emma Sehested Høeg er blevet beskrevet som ”en ny tids superstjerne” af Soundvenue. Til sommer inviterer multitalentet Heartland-publikummet ind i sit dragende univers med sit musikalske projekt Dame Dearest. I feltet mellem musik, film og performance finder man Dame Dearest, der med et stort band bestående af anerkendte musikere og diverse surpriseelementer leverer bløde rytmer i blanding af pop, soul og lidenskab. Det bliver storladent, sensuelt, flamboyant og forførende, når Emma Sehested Høeg gennem Dame Dearest skubber til rammerne for en typisk koncertoplevelse i de unikke rammer på Diorama-scenen.

Hvalfugl
Hvalfugl har de seneste år gjort sig bemærket på den danske jazzscene som et nyt og originalt bud på noget musik, der ligger dybt forankret i os alle sammen. Skandinavisk jazz, nordisk folkjazz, moderne folkemusik. Mange forskellige betegnelser har været igennem, når Hvalfugls musik har skullet beskrives, men med trioens tredje ablum står det klart, at Hvalfugl eksisterer i sit helt eget univers. Det er instrumentalmusik med lyriske melodier i atmosfæriske stemninger. Det er legende og samtidig højtideligt, smukt og melankolsk, og det står i hvert fald klart, at Heartland-publikummet kan glæde sig til en unik musikalsk oplevelse, når Hvalfugl indtager Diorama til sommer.

JJ Paulo
Blodet er afrikansk, sindet er mistjysk, og hans musikalske udtryk og showmanship på scenen er af så høj kvalitet, at den anerkendte BBC RADIO-vært Raffaella Coleman udtrykte: ”JJ, you are an absolute star and when you blow up, don’t forget about us.”

JJ Paulo er født i Tanzania, hvor musik og dans ofte er et kollektivt anliggende, hvor alle deltager. Sådan er det også til JJ Paulos koncerter. Her leveres afrikanske rytmer med selvtillid, charme, humor og ikke mindst utrættelig energi, som med garanti vil resultere i smil, grin og ild i fødderne hos Heartland-publikummet.

Kind mod Kind
Kind mod Kinder en ny dansk gruppe bestående af fem fyre i starten af 20’erne, der efter at have lavet musik sammen i en håndfuld år nu har fået hul på et musikalsk univers, der er helt deres eget. Et univers fyldt med kontraster, hvor forsanger Julius’ inderlige falset danser henover mørke elektroniske produktioner, som på samme tid er dansevenlige og eftertænksomme. Fælles for alle sangene er en storladen, næsten cinematisk stemning, som giver lytteren en følelse af at tænke tilbage på minder, som de ikke har haft endnu. Til sommer vil Kind mod Kind uden tvivl skabe nye, gode minder på Heartland.

Lucky Lo
Den svenske multi-instrumentalist og sangskriver Lo Ersare, bedre kendt under alt-pop psedonymet Lucky Lo, beskriver sig selv som et spil hinkesten. For ligesom legens mangefarvede ruder af kridt afdækker Lo og hendes band nyt land og emner af både lyse og mørke nuancer, mens Lo Ersares inderlige contra-alt vokal altid skinner igennem. Musikken springer mellem det velkendte og det finurlige, det groovy og det uventede.

For den ihærdige lytter er Lucky Los musik både frodig, farverig og overraskende. For den dansende lytter vil musikken være groovy, funky og glædesfuld. Og for dem, der lytter efter personlige forbindelser, er musikken følsom, ærlig og oprigtig. Der er med andre ord noget for enhver smag.

Melodi Ghazal
Melodi Ghazal er en København-baseret komponist, producer og sangerinde, som laver diasporapop i et musikalsk univers, hvor forskellige sprog og referencer flyder sammen og skaber nye sammenhænge. Kunstneren bag hedder Melodi Soltani i sit danske pas og Ghazal Soltani i sit iranske pas, og den identitet afspejles både lydmæssigt og lyrisk i hendes eventyrlige popunivers. Hendes sange sætter sig i både hjertet og hofterne, på engelsk og på persisk, og hun placerer sig et unikt sted mellem Britney Spears, Rosalia og hendes nedarvede iranske daf-tromme. Man kan glæde sig til en liveoplevelse, hvor man glemmer tid og rum, når Melodi Ghazal indtager Diorama til sommer.

Selina Gin
Selina Gin slog sit navn fast i rocktrioen Nelson Can, som vandt anerkendelse både nationalt og internationalt. Siden 2021 har hun dog for alvor satset på sin solokarriere med stor succes. Selina Gin er en af landets mest udtryksfulde og talentfulde vokalister og har som solist skabt et mere intimt, atmosfærisk og eftertænksomt univers. Her viser hun sin musikalske alsidighed og overskud med smagfuld brug af synthesizere og guitarer. Et vigtigt afspekt i soloprojektet er desuden, at Selina Gin selv producerer musikken foruden at skrive den. Det er en medvirkende faktor til, at de personlige sange fremstår endnu mere nærværende og vedkommende.

Under coronapandemien i 2020 var Selina Gin et af navnene, der optrådte ved Heartlands livestreamede koncertrække, men i år kan man opleve hende i levende live på Diorama-scenen.

Tex
Den svenske singer-songwriter, guitarist og producer Tex har efter et stint i London fundet sig godt til rette i København. Herfra skriver Tex intime popsange med hjertet udenpå tøjet, hvor der reflekteres over forhold, hjertesorg, usikkerhed og nostalgisk længsel. For Tex kommer det at skrive om kærligheden meget naturligt, og det vil der gives prøver på til sommer, når den herboende malmøbo gæster Heartland.

Vanessa Amara
Den danske duo Vanessa Amara, som er et alias for Birk Gjerlufsen og Sebastián Santillana, skaber rendyrket dronemusik med en dybt intim kerne af manipulerede kirkeorgler og blomstrende strygere. På deres seneste udgivelse fortsætter de med at udforske spektret mellem himmelsk instrumentering og råmanipulerede båndsløjfer, som går lige i hjertet på publikum. Når de optræder live, skaber de et rum, hvor publikum indhylles i et afgrundsfyldt rum af langsomme toner og frekvenser, der bygger op mod et inferno af harmonisk forvrægning. Der er med andre ord lagt op til en dybt sanselig oplevelse på Heartland.

Pressefotos
Hent pressefotos her.

Flere offentliggørelser på vej
Med dagens offentliggørelse tæller musikprogrammet nu 22 stærke navne. De kommende uger og måneder vil der løbende blive offentliggjort flere navne inden for både MUSIC, ART, TALKS og FOOD, der kan opleves på Heartland 2023. Festivalen finder sted fra torsdag den 8. juni til lørdag den 10. juni ved Egeskov Slot på Midtfyn.

BILLETSALG
Partoutbillet: 2.540 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (6-12 år): 840 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet: 1.840 DKK ekskl. gebyr (Udsolgt)
2-dagsbillet, børn (6-12 år): 695 DKK ekskl. gebyr (Udsolgt)
2-dagsbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr (Udsolgt)
1-dagsbillet: 1.240 DKK ekskl. gebyr (Lørdag udsolgt)
1-dagsbillet, børn (6-12 år): 350 DKK ekskl. gebyr (Lørdag udsolgt)
1-dagsbillet, børn (0-5 år): 30 DKK ekskl. gebyr (Lørdag udsolgt)

OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas (v. eget telt, iglotelt, tenthouse eller caravan): 250 DKK ekskl. gebyr
Opslået iglotelt (2 pers.): 1.000 DKK ekskl. gebyr
Tenthouse (2 pers.): 2.540 DKK ekskl. gebyr
Caravanpas (uden strøm): 1.240 DKK ekskl. gebyr
Strøm til caravanpas: 940 DKK ekskl. gebyr
Mini Lodge (2 pers.): 5.940 DKK ekskl. gebyr (Udsolgt)
Boutique Tent (2-4 pers.): 6.940 DKK - 8.940 DKK ekskl. gebyr

Billetlink: www.heartlandfestival.dk

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

Kontakt
Presseansvarlig – HAVE Kommunikation & PR:
Peter Pishai Storgaard // peter@have.dk // 28 49 33 86
Anja Linnet // anja@have.dk // 22 65 53 48

Heartland:
Direktør: Ulrik Ørum-Petersen // ulrik@livenation.dk
Udviklings- og programdirektør: Janne Villadsen // janne@heartlandfestival.dk

Om Heartland
Heartland er en kulturfestival, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: MUSIC, ART, TALKS og FOOD. Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen og finder sted i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn. Heartland finder sted næste gang d. 8. – 10. juni 2023.

Mere info om Heartland kan findes på www.heartlandfestival.dk

Heartland på de sociale medier
Facebook: www.facebook.com/heartlandfestivaldk
Instagram: @heartlandfestivaldk
Twitter: @heartlanddk
YouTube: Heartland Festival

Heartland er støttet af:
Faaborg Midtfyn Kommune
Udvikling Fyn
Albani

Emner

Kategorier

Kontakt

Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348
Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark