Pressemeddelelse -
HEKS vinder publikumspris på CPH:DOX
Efter en flot modtagelse på årets CPH:DOX, er Emil Nørgaard Munks debutfilm HEKS netop blevet kåret som vinder af festivalens publikumspris AUDIENCE:AWARD. Prisen uddeles på baggrund af publikumsstemmer, og med prisen følger en præmie på €10.000. Filmens kan ses via festivalens online-program PARA:DOX frem til den 13. april, inden den får premiere på TV 2 til juni.
I 2014 trak Andrea Hejlskov overskrifter, da hun og hendes familie forlod det moderne samfund for at bosætte sig i en svensk skov. Nu, ti år senere, er hun tilbage i byen, skilt og i skrivekrise, og dokumentaren HEKS skildrer hendes kamp for at genfinde sig selv i den verden, hun engang forlod.
Filmen er instrueret af den debuterende Emil Nørgaard Munk og dykker ned i heksefiguren som en historisk outsider – en kvinde, der insisterer på at gå sin egen vej. Samtidig stiller HEKS skarpt på det komplekse forhold mellem spiritualitet, kunst og psykisk sårbarhed og undersøger, hvordan samfundet møder mennesker, der lever uden for de etablerede rammer.
Se filmens trailer her.
Download filmens trailer her.
HEKS havde premiere den 21. marts på CPH:DOX, og kan ses online via PARA:DOX frem til den 13. april. Filmen får herefter premiere på TV 2 til juni.
Handling
Forfatteren og den selverklærede heks, Andrea Hejlskov, trak nationale overskrifter, da hun tog sin familie og forlod samfundet for at leve off-grid i de svenske skove.
Ti år senere er hun vendt tilbage til byen. Skilt, i skrivekrise, og nu med voksne børn, kæmper Andrea for at stykke sin nye tilværelse sammen. En proces, der forplumres af en pludselig tilbagevenden af hendes skizofreni, der gør det svært for hende at skelne mellem magiske varsler og psykiatriske symptomer.
HEKS er en film om magi, kvindekraft, mental sundhed, kunst, og om alle de brikker, der udgør en identitet.
En nærværende dokumentar med stærke temaer
HEKS er en film om at navigere i gråzonen mellem spirituel erkendelse og psykiatrisk diagnose. Den rejser spørgsmål om, hvorvidt hekse stadig skræmmer i dag – og hvad vi kan lære af dem. Gennem en ærlig og rå skildring af Andreas liv sætter filmen fokus på alternative livsvalg, feminisme og den moderne længsel efter mening.
Holdet bag
HEKS er instrueret af Emil Nørgaard Munk, og er hans første lange dokumentarfilm. Munk har allerede haft stor festivalsucces med sine tidligere kortfilm, som har været vist på Cinema Vérité, Oulu, CPH:DOX og Buster Filmfestival. Hans kortfilm GUSHEGU EXILE (2018) om heksefænomenet i Ghana, vandt desuden hovedprisen på EKO International Film Festival.
HEKS er produceret af Thor Hampus Bank og Emil Johnsen for GotFat Productions, med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og TV 2.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information kontakt venligst:
Lasse Mucha Andersen // lasse@have.dk // 24 81 54 47
Emilie Baggesen Selin // emilie@have.dk // 26 11 41 04
Fakta om HEKS
Medvirkende:
- Andrea Hejlskov
Nøglefunktioner:
- Instruktør: Emil Nørgaard Munk
- Producer: Thor Hampus Bank
- Fotograf: Lis Dyre, Emil Nørgaard Munk, Peter Sørensen
- Klipper: Biel Andrés
- Sound designers: Rune Thuelund
- Distribution: GotFat Productions & TV 2
- Med støtte fra: Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og TV 2
- Premiere: 21. marts 2025 på CPH:DOX, senere på året på TV 2.
Profiler
EMIL NØRGAARD MUNK - INSTRUKTØR
Emil Nørgaard Munk er dansk filminstruktør og fotograf.
I sit arbejde undersøger han det mere-end-menneskelige, relationer mellem mennesker og andre arter samt forestillinger og relationer til natur, spiritualitet og magi. Med kortfilmen GUSHEGU EXILE (2018) undersøgte han heksefænomenet i Ghana og vandt hovedprisen på EKO International Film Festival herfor. Munks øvrige film er blevet vist på festivaler såsom Cinema Vérité, Oulu, CPH:DOX og Buster Filmfestival.
Hans debut i feature-længde HEKS (2025) er i konkurrence på dette års CPH:DOX.
Emil Nørgaard Munk har en MA i Filmvidenskab og visuel antropologi. Han er desuden alumne fra Berlinale Talent, IDFAcademy og DOX:ACADEMY.
ANDREA HEJLSKOV
Andrea hejlskov er en dansk forfatter hvis forfatterskab kredser om menneskets søgen efter mening, autenticitet og en mere oprindelig livsform – en længsel, der ofte leder hendes karakterer og hende selv ud i grænselandet mellem civilisation og vildskab, mellem social struktur og dybere, spirituel forståelse. Med sin personlige beretning i bogen Og den store flugt (2013) udforskede hun, hvad det vil sige at rive rødderne op fra det moderne liv for at genfinde sig selv i skovens ensomhed og nærhed. I Vølve (2021) tog hun dette endnu dybere – ind i det spirituelle og det arkaiske, hvor fortidens ekkoer møder nutidens traumer og skaber en fortælling om mennesket som et væsen splittet mellem kontrol og kaos, rationel tankegang og mytisk indsigt. Hejlskovs forfatterskab handler ikke blot om at overleve i skoven eller at vende tilbage til noget tabt – det er en søgen efter det hele menneske, et menneske der tør konfrontere sine skygger, favne sin egen kompleksitet og genopdage den intuitive forbindelse til naturen, historien og sig selv. Hun skriver i en tid, hvor mange længes efter det autentiske, men sjældent tør tage konsekvensen af den længsel. Hejlskov gjorde det – og hun skriver derfra, fra den dybe, personlige erfaring af at bryde med det velkendte for at finde det sande.