Gå til indhold
Foto: Peter Kirkeskov Rasmussen
Foto: Peter Kirkeskov Rasmussen

Pressemeddelelse -

HER ER ÅRETS MODTAGERE AF BLIXENPRISEN 2019

Fredag aften blev Blixenprisen uddelt på Folketeatret i København. For femte år i træk blev de største litterære præstationer i Danmark hyldet, i år under ledelse af Ane Cortzen. Se herunder hvem der i år modtog de i alt 11 priser og legater.

Blixenprisen er sat i verden for at skabe et fællesskab forankret i litteraturen og for at hylde hele den branche, der arbejder for at berige os med litterære oplevelser inden for alle genrer. Bag Blixenprisen står Foreningen Blixenprisen i samarbejde med store dele af den danske bogbranche.

Samfundskritisk science fiction modtager prisen for årets skønlitterære udgivelse

Aftenens helt store pris The Blixen Literary Awardpå kr. 75.000 gives til en dansk forfatter, der med sit litterære virke har udvist exceptionelt talent. Prisen gik i år til Jonas Eika for novellesamlingen ’Efter Solen’. Blixenprisens skønlitterære jury, der blandt andet bestod af sidste års vinder Peter Laugesen, udtaler om Eikas værk:

”Med verden som scene og med lige dele sætningsmusik og sikker fortællekunst tager Jonas Eika os med til usandsynlige steder i denne formidable novellesamling. Det er et værk, som er svært at placere fuldstændigt. Er det blues for casinokapitalismens tidsalder? Eller er det snarere foruroligende science fiction? “Efter Solen” er begge dele - og en hel masse mere til. Det, der er sikkert og vidst, er, at de fem noveller vil stå tilbage som et af dette årtis helt store litterære værker.”

Dansk Forfatterforenings H.C. Andersen Legat går i år til Knud Romer

Prisfestens største legat, H.C. Andersen legatet på kr. 75.000, gik til Knud Romer for hans betydningsfulde virke inden for dansk litteratur. Legatets jury, bestående af formand for DFF Morten Visby, Kulturminister Mette Bock og rektor for Københavns Universitet Henrik C. Wegener, skriver i begrundelsen:

”Knud Romers to romaner ’Den, der blinker er bange for døden’ og ’Kort over Paradis’ aspirerer allerede begge til at blive moderne danske klassikere. Den første beskriver forfatterens opvækst på Falster, den anden hans 17 år lange men aldrig færdiggjorte litteraturstudier på Københavns Universitet. Et bærende motiv i Kort over Paradis fra 2018 er kærligheden, og Knud Romers faglige interesser på studiet – kan vi læse i romanen – er især båret af hans store kærlighed til humaniora og til tysk litteratur og det 19. århundredes romantikere i særdeleshed.”

Ny pris sætter fokus på young adult-litteratur

Som noget nyt har CarlsenPuls i år indstiftet en pris til forfattere og illustratorer inden for dansk young adult-litteratur, nemlig ”Årets young adult-udgivelse”:

“Young adult-litteraturen har længe været tæt forbundet med børnelitteraturen her i Danmark, og det er i virkeligheden forkert. Det er nogle helt andre ting, der er på spil her. Det er nogle andre læsere. Det er en helt anden måde at fortælle historier og at skabe karakterer på. Derfor er det også naturligt, at vi samarbejder med Blixenprisen om den første særskilte pris for årets young adult-udgivelse i Danmark.”, lyder det fra forlagschef Christian Bach.

Modtageren af ”Årets young adult-udgivelse” blev Laura Ringo for hendes ungdomsroman ’Papirbryllup’.Juryen, bestående af Damian Arguimbau, Julie Arndrup og Hanne Kvist, motiverer valget således:

”Papirbryllup er en stærk roman, der på en gang er ondskabsfuld og hypnotisk. Man sidder med hjertet i halsen, selv om der ikke sker så forfærdelig meget på hver side. Det er et klogt og tænksomt studium af en manipulators syge hjerne. ”

Se alle prismodtagerne til Blixenprisen 2019 herunder:

I kategorien for Årets skønlitterære udgivelse (75.000)

”Efter solen” af Jonas Eika

I kategorien for Årets faglitterære udgivelse (20.000)

”Skærmens magi” af Bent Meier Sørensen

I kategorien for Årets litterære talent (10.000)

Pernille Abd-el Dayem for ”June”

I kategorien for Årets redaktør (15.000)

Arild Batzer (Batzer & Co)

I kategorien for Årets indsats for litteraturformidling (30.000)

Litteraturkonsulent Anne-Marie Donslund for Odsherred Litteratur- og Læsefestival

I kategorien for Årets lydbog (20.000)

Camilla Lau for oplæsning af ”Ramt af dig”

I kategorien for Årets børneudgivelse (10.000)

”Bezunk og egernet” af Tina Sakura Bestle og Teddy Kristiansen

I kategorien for Årets young adult-udgivelse (10.000)

”Papirbryllup” af Laura Ringo

I kategorien for Årets boghandler (10.000)

Clea Bautista, souschef hos Arnold Busck Købmagergade


Dansk Forfatterforenings H.C. Andersen Legat (75.000)

Knud Romer

Kjeld Elfelts Mindelegat (10.000)

Julianna Wammen

Se årets juryer og læs deres motivationstaler nederst i pressemeddelelsen.

Om Blixenprisen

Med Blixenprisen hylder vi ikke blot de dygtigste forfattere. Vi ønsker også at fremhæve og hylde dem, der arbejder for litteraturens udbredelse herhjemme, og dem der bygger et fællesskab op om litteraturen. Det afspejler sig i årets priser, hvor vi vil prise både litteraturformidlere, forfattere, boghandlere og ikke mindst nye, unge talenter. Blixenprisen bliver uddelt af Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere i samarbejde med store dele af den danske bogbranche.

Med venlig hilsen

Foreningen Blixenprisen & Have Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:

Anja Linnet // anja@have.dk // 22 65 53 48

Johannes Mandal // johannes@have.dk// 22 28 77 77

Motivationstaler til årets modtagere af Blixenprisen 2019

Modtager af Årets skønlitterære udgivelse Jonas Eika for ”Efter solen”

Jury: Anne-Marie Mai, David Turner og Peter Laugesen

Med verden som scene og med lige dele sætningsmusik og sikker fortællekunst tager Jonas Eika os med til usandsynlige steder i denne formidable novellesamling. Det er et værk, som er svært at placere fuldstændigt. Er det blues for casinokapitalismens tidsalder? Eller er det snarere foruroligende science fiction? “Efter Solen” er begge dele – og en hel masse mere til. Det, der er sikkert og vidst, er, at de fem noveller vil stå tilbage som et af dette årtis helt store litterære værker.

Modtager af Årets faglitterære udgivelse Bent Meier Sørensen for ”Skærmens Magi”

Jury: Henrik Ahlers, Peter Madsen, Jeanette Varberg og Lars Aagaard

Denne meget velskrevne udgivelse rammer plet i sin beskrivelse og analyse af de udfordringer, den digitale teknologis hastige udbredelse har betydet for interaktionen mellem mennesker.

Det er en intellektuelt stimulerende og nødvendig udgivelse, som kaster et både kritisk og polemisk blik på vores brug af skærmene. Der bliver spurgt om, hvad der er blevet af mennesket bag skærmen, og hvad er det for en kultur, vi ønsker at styrke og videregive til de generationer, der kommer efter os.

Udgivelsen er højaktuel og sætter spotlys på de kulturændringer, som Google, Apple, Facebook og Amazon i øjeblikket ruller ud over verden med en tsunamis styrke. Udgivelsens insisteren på det modstandspotentiale, der findes i litteratur, filosofi og malerkunst, viser igen og igen den fremragende formidlingsevne, der kendetegner udgivelsen. Overraskende indfald og vinkler, hvor et orkester af interessante stemmer fra Shakespeare, Søren Kirkegaard, Rainer Marie Rilke, Paul Klee, K.E. Løgstrup og mange andre fyrtårnevirtuost bliver inddraget, bidrager tilsammen til en særdeles tankevækkende og overbevisende fremstilling.

Udgivelsen sætter fokus på, at vi er i færd med at aflære gamle dyder, såsom behovet for gentagelse og træning, behovet for fordybelse og sågar vores evne til at tale sammen.

Stoffet er på en rystende måde levende og fængslende formidlet til et bredere publikum. ”Skærmens magi” har i den grad fortjent en stor udbredelse – her er der i en digital tid stof til at træne modstandskraften.

Modtager af Blixenprisen for Årets litterære talent Pernille Abd-el Dayem for ”June”

Jury: Peter Clement-Woetmann, Michelle From Hoxer og Mette Zingenberg

Den lyriske roman, June er en smuk, stilsikker fortælling om længsel, efter veninden, efter moderen, efter onklen, efter jegets eget sted i verden. Jeget virker hvileløst og søgende men med et særligt blik for det at være menneske af kød og blod og lader sig let rive med af stemninger, mennesker, og situationer.

Vi elsker beskrivelserne af karakteren Z, beundret, eksotisk, besværlig og fri. Det fine portræt af onklen, misbrugeren, drømmeren og Junes sjæleven. Og det komplicerede mor/datterforhold, afstanden og nærheden, længslen og klaustrofobien.

Når vi læser June føles det som én lang og lydefri bevægelse, hvor man glider sammen med June gennem hendes barndom i typebyen og ferien sydpå. Hendes registrerende blik på verden er både skarpt og tåget. Sætningerne flyder præcist med smukke og særegne billeder og er altid hypersensitive overfor lige nøjagtig det punkt, hvor der er mest intensitet, stopper der og dirrer i luften som små eksplosioner, som det f.eks. kommer til udtryk i billedet med det strømmende blod fra en kos mule.

Modtager af Blixenprisen for Årets redaktør Arild Batzer (Batzer & Co)

Jury: Lars Ringhoff, Birthe Melgård og Louise Kønigsfeldt

Der er i sagens natur kun få redaktører, hvis navne får læserne til trygt at springe fra én roman til en helt anden. Sådan er det med Arild Batzer fra forlaget Batzer & Co, som efter mange års stædigt redaktørarbejde har opnået en kultagtig kvalitetsstatus på markedet for oversat skønlitteratur, og som i år er nomineret for andet år i træk. På sin liste har han fire ud af ti af de seneste modtagere af Nordisk Råds litteraturpris, og med en trofast udgivelsespolitik overfor mange væsentlige forfatterskaber, heraf flere som i første omgang blev afvist på større forlag, er han redaktør med en mission. Og nu også med succes.

Modtager af Blixenprisen for Årets indsats for litteraturformidling går til litteraturkonsulent Anne-Marie Donslund for Odsherred Litteratur- og Læsefestival

Jury: Lise Vandborg, Jesper Stein og Marie Louise Kjølbye

Anne Marie Donslund har med Odsherred litteratur- og læsefestival og Odsherred læser skabt et (stort og) omfattende litteraturarrangement, der skal give børn og unge i Odsherred lyst til at læse mere. Skoler og gymnasier får besøg af forfattere til foredrag og skriveværksteder, dansklærere deltager i workshops (med litteratur som tema), hører foredrag om litteraturformidling og møder forfattere. Og rundt omkring i kommunen er der litteraturmøder på biblioteker, i kulturhuse, biografer og kirker, der er skrivekonkurrencer for børn, digtoplæsninger af unge fra vippen i svømmehaller, og der bliver skrevet i toget.

Over det hele svæver ildsjælen Donslund, som altid har en ny ide til at skabe litterære møder og fører dem ud i livet, og som med sin enorme arbejdsindsats, (sin) livsglæde og kærlighed(en) til litteraturen smitter alle, hun kommer i kontakt med.

Anne Marie Donslund står i spidsen for en betydelig indsats i en af landets udkanter baseret på et grundsyn om, at litteraturen kan forandre liv, og at børn og unge kan blive bragt ud af ensomhed, få et rygstød og nyt selvværd ved at komme i nærkontakt med fortællinger, forfattere og ikke mindst med det kreative og skabende i dem selv.

Modtager af Årets lydbog er Camilla Lau for sin oplæsning af ”Ramt af dig”

Jury: Lotte Garbers, Kåre Vedding og Julie Carlsen

Oplæseren folder med elegance og lethed historien ud for os, så den fremstår klar og levende. Temposkift og fin skelnen mellem karaktererne giver en lyst til at lytte videre, og oplæserens musikalitet gør historiens genkendelige fremdrift meget dragende. Et perfekt eksempel på hvordan teknisk kvalitet og forberedelse skaber rigtig gode lydoplevelser.

Modtagere af Blixenprisen for Årets børneudgivelse er Tina Sakura Bestle og Teddy Kristiansen for ”Bezunk og egernet”

Jury: Damian Arguimbau, Julie Arndrup og Hanne Kvist

Bezunk og egernet handler om tab og ensomhed. Tina Sakura Bestles fine historie og Teddy Christiansens smukke tegninger fører os kærligt ind i Bezunks sorg efter at hans kone Ellen døde for 1644 dage siden. Han serverer kaffe for hende hver dag, for, som han siger, måske har engle også behov for en tår. En dag er det et egern, der sidder over for Bezunk og dypper en kiks i kaffen. Den fanger drømme på flaske og sover i en vante. Det er ikke nemt at knytte venskaber, især ikke, når man som Bezunk er fanget i sorgen. Men egernet får med tålmodighed og opfindsomhed åbnet for Bezunks sind. Hvert af Teddy Christansens opslag er en fin komposition af farver og lysindfald. De er legende poetiske og Christiansen forstår både at vise det sorg- og livfulde i et og samme billede.

Modtager af Blixenprisen for Årets young adult-udgivelse er Laura Ringo for ”Papirbryllup”

Jury: Damian Arguimbau, Julie Arndrup og Hanne Kvist

Papirbryllup handler om et ulige venskab mellem den besidderiske Mia og hendes veninde Pil. De er begge studerende og bor sammen i Pils etværelses lejlighed. Mia har fået lov til at bo i den i kort tid, men hun er beregnende og får Pil med på sin spiseforstyrrelse og overtager efterhånden styringen af Pils liv. Mia og Pil vil holde en slags papirbryllupsfest for at fejre, at de nu har boet sammen i et år. Jo nærmere festen kommer, jo mere ønsker Pil at komme fri af Mias kontrol. Det er næsten smertefuldt at læse, hvordan Pil langsomt, men sikkert, nedbrydes i venskabet med Mia. Mia er blottet for følelser. Selv når hun græder, er det bevidst og for at få Pil til at handle på en bestemt måde. Papirbryllup er en stærk roman, der på en gang er ondskabsfuld og hypnotisk. Man sidder med hjertet i halsen, selv om der ikke sker så forfærdelig meget på hver side. Det er et klogt og tænksomt studium af en manipulators syge hjerne.

Modtager af Blixenprisen for Årets boghandler er Clea Bautista, souschef hos Arnold Busck Købmagergade

Jury: Alice Scott-Krogh, Anja H. Søderstrøm og Troels Palshof

Clea er salgsleder og energisk arrangementschef hos Arnold Busck, Købmagergade, København. Hun har et smittende energiniveau og ikke mindst humør. Hun er oprigtigt begejstret for sit job .. og elsker bøgerne, forfatterne og det at formidle dem til læserne. Hun får ting til at ske!. Hun er eminent til at sparke døre ind og på den altid gode måde.

Clea er virkelig god til at gribe en idé og få den udført, selv i den mest travl tid. Samtidig er hun kollegernenes kollega, meget loyal og går altid forrest. Hun kan tale med alle .. høj som lav .. alle får samme gode behandling. Clea, en sjælen ildsjæl, som sammen med humor, en krøllet god hjerne og indlevelse har rigtig god fornemmelse for bogens liv. Hun er skøn, og har virkelig fået butikken til at ’løfte sig’, man kan mærke det bankende boghjerte, når man træder ind..

Modtager af Dansk Forfatterforenings H.C. Andersen Legat: Knud Romer

Knud Romers to romaner ’Den, der blinker er bange for døden’ og ’Kort over Paradis’aspirerer allerede begge til at blive moderne danske klassikere. Den første beskriver forfatterens opvækst på Falster, den anden hans 17 år lange men aldrig færdiggjorte litteraturstudier på Københavns Universitet.

Et bærende motiv i Kort over Paradis fra 2018 er kærligheden, og Knud Romers faglige

Interesser på studiet – kan vi læse i romanen – er især båret af hans store kærlighed til humaniora og til tysk litteratur og det 19. århundredes romantikere i særdeleshed.

I sit debatprogram Romerriget på Radio24syv har Knud Romer ofte tematiseret den verserende ’humaniora-hashing’. Romer slår til lyd for humanioras relevans og opfordrer til, at humaniora skal blive bedre til at markedsføre sig selv og sine værdier. I programmet bliver det ofte fremført, at studielivet på Det Humanistiske Fakultet i dag er et diametralt andet end i Knud Romers studietid, hvor humaniora var præget af et dårligt studiemiljø, hvor der ikke var nogen interesse for de studerendes udvikling og trivsel.

Knud Romer indstilles på vegne af rektor på Københavns Universitet til H. C. Andersen Legatet 2019 for sin fremragende kunstneriske indsats – og for den kulturhistorisk set vigtige og præcise skildring af Det Humanistiske Fakultet i perioden 1979-1996.

Modtager af Kjeld Elfelts Mindelegat: Julianna Wammen

Legatet, som i dag på 10.000 kroner og uddeles af Dansk Oversætterforbunds bestyrelse, er blevet uddelt med mellemrum siden begyndelsen af 1990’erne. Aftenens prismodtager er den 16. i rækken, og det er Juliane Wammen.

Hun modtager prisen for siden midten af 00’erne at have skabt en række højt kvalificerede oversættelser af engelsksproget litteratur, omfattende mange forskellige kulturer, perioder og sprogtoner.

Vi taler guldrandede verdenslitterære klassikere af lidt ældre dato som Virginia Woolfs ”Eget værelse” og Henry James’ ”Washington Square” fra begyndelsen af forrige århundrede. Eller moderne krimier fra øverste stilistiske skuffe, det være sig det forblæste Yorkshire hos Peter James eller det labyrintiske New York hos Colin Harrison. Eller højaktuelle værker med kulturelt og racemæssigt konfliktstof som Kate Tempests britiske ”De sten der byggede husene”, Dambudzo Marechera ”Sultens hus” fra Zimbabwe, Jesmyn Wards sydstatsamerikanske ”Syng, levende og døde, syng” – og senest fra en ganske anden ende af det amerikanske samfund Elif Batumans dannelsesroman fra Harvard University og omegn med titlen ”Idioten,” der udkom i februar i år.

For et par år siden oversatte Juliane den nu afdøde englænder Jenny Diskis rejsebog ”På skøjter til Antarktis,” hvad der for så vidt også kan ligne en ganske dækkende beskrivelse den litterære oversætters hverdag. Det nævnte udvalg af titler er som antydet heller ikke lige lystige fortællinger alle sammen. Men uanset om så danske medier og andre mellemlag bagefter kan finde ud af at kreditere oversætterne efter fortjeneste, er kompetente oversættelser fra fortid og nutid og nær og fjern alligevel ikke alene altid en glæde at læse. De kan så sandelig også være en fantasifuld fest og tilsvarende værd at fejre. Hjerteligt tillykke.

Emner

Kontakt

Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark