Gå til indhold
Foto: Rasmus Sigvaldi

Pressemeddelelse —

Her er årets prismodtagere ved ISBJØRNEN 2026

For 10. gang har Nordisk Film Fonden her til aften uddelt sine hæderspriser ved gallashowet ISBJØRNEN, der hvert år samler og fejrer talenterne i dansk film. Både folkelige biografsucceser og gribende dramaer var i centrum, da filmskaber og komiker Anders Matthesen modtog Alice Prisen, instruktør Marie Limkilde fik Nordisk Film Prisen, skuespiller Joachim Fjelstrup blev hædret med Ove Sprogøe Prisen, og manuskriptforfatter Marianne Lentz modtog Erik Ballings Rejselegat.

Med Scene 3 i Valby som historisk kulisse samlede Nordisk Film Fonden torsdag aften omkring 250 gæster fra filmbranchen til 10-års jubilæumsudgaven af gallashowet ISBJØRNEN. Præcis som ved den allerførste ISBJØRNEN-galla for ti år siden, stod Birgitte Hjort Sørensen i spidsen som aftenens vært og førte salen sikkert igennem en festlig fejring af Danmarks filmtalenter.

Aftenens store talentpris Nordisk Film Prisen på 120.000 kr. (1.000 kr. gange Nordisk Films alder) gik til filminstruktør Marie Limkilde for hendes anmelderroste debutspillefilm Mira.

Skuespilleren Joachim Fjelstrup modtog Ove Sprogøe Prisen på 100.000 kr. for sin stærke præstation i dramafilmen Vægtløs, mens manuskriptforfatter Marianne Lentz modtog Erik Ballings Rejselegat på 100.000 kr. for sit arbejde med både Herkules falder og Vægtløs.

Den nyeste af de fire priser, Alice Prisen på 100.000 kr., gik i år til Anders Matthesen for sit mangeårige og originale bidrag til dansk film. Prisen blev indført i 2025 for at anerkende en filmskaber, der igennem sin karriere har formået at forene en stærk personlig vision med mod, humor og evnen til at samle et bredt biografpublikum.

Ud over priserne bød aftenens program også på en fejring af Nordisk Films 120-årige historie, mens den prisbelønnede tyske filmskaber, Maria Schrader, gæstede Valby for at stille skarpt på, hvordan ny teknologi udfordrer filmkunsten, og for at minde om, at film, mere end nogensinde før, spiller en vital rolle i at bringe mennesker sammen.

Nordisk Film Prisen 2026 går til Marie Limkilde
Instruktør Marie Limkilde er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017 med afgangsfilmen Alting har en begyndelse og har siden bl.a. været med til at skrive spillefilmen Venuseffekten (2021). Hun modtager Nordisk Film Prisen for sin debutspillefilm Mira, - en varm, sjov og fantasifuld familiefilm om venskab, forelskelse, jalousi og alt det, der hører med til det at være barn og teenager.

Med Mira møder Marie Limkilde sit publikum som en ægte, smittende og overvældende forelskelse. Gennem et legende filmsprog, komisk sans og en oprigtig kærlighed til målgruppen, har Marie Limkilde skabt en coming of age-fortælling, der sætter en kærlig streg under, at overgangen fra barn til voksen aldrig må forceres. Debutfilmen Mira demonstrerer Marie Limkildes fantasifulde tilgang til stoffet og hendes sikre, professionelle håndelag gør, at hun helt sikkert er en filmskaber, vi kommer til at se meget mere til fremover.

Blandt tidligere modtagere af Nordisk Film Prisen finder man blandt andre Lars von Trier, Anders Thomas Jensen, Danica Curcic, May el-Toukhy, Gustav Möller, Malou Reymann, Lea Glob, Roja Pakari og senest Zinnini Elkington.

Ove Sprogøe Prisen 2026 går til Joachim Fjelstrup
Joachim Fjelstrup er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2013. Han slog igennem på det store lærred som rockikonet Eik Skaløe i Ole Christian Madsens drama Steppeulven (2014), en præstation, der indbragte ham både Bodil- og Robert-nomineringer. Han modtager Ove Sprogøe Prisen for sin nuancerede præstation som pædagogen Rune i Emilie Thalunds Vægtløs.

Siden sit gennembrud i 2014 har Joachim Fjelstrup med roller i teaterstykker som De lystige koner i Windsor (2014) og Vredens druer (2017), tv-serier som Julefeber (2020), Drømmeren (2022) og Høst (2026) og film som Kød & blod (2020), Hygge! (2023), Sult (2025) og Pigen med nålen (2025) ubesværet vekslet mellem det komiske og det alvorlige.

Joachim Fjelstrup modtager Ove Sprogøe Prisen som en anerkendelse af sin alsidighed, store nærvær og evnen til at tage sine roller på sig, så man begynder at forstå dem – også selv om man ikke kan lide dem.

Blandt tidligere modtagere af Ove Sprogøe Prisen er Lene Maria Christensen, Mia Lyhne, Pilou Asbæk, Danica Curcic, Esben Smed, Mille Dinesen, Nikolaj Lie Kaas, Josephine Park, Nikolaj Coster Waldau, Ulrich Thomsen, Katrine Greis-Rosenthal, Jacob Lohmann, Sofie Torp og senest Özlem Saglanmak.

Erik Ballings Rejselegat 2026 går til Marianne Lentz
Manuskriptforfatter Marianne Lentz er uddannet manuskriptforfatter fra Syddansk Universitet i 2017 og fra Super16 i 2020. Marianne Lentz står blandt andet bag manuskripterne til de Robert-vindende kortfilm En flirt (2019) og Uden at blinke (2020) samt den anmelderroste spillefilm Den store stilhed (2023).

Marianne Lentz tildeles Erik Ballings Rejselegat for manuskripterne til to af det forgangne års modigste film: Herkules Falder og Vægtløs. To meget forskellige film og manuskripter, der dog har det til fælles, at de bevæger sig ind i menneskets sårbare liv med knivskarp præcision.

Med Erik Ballings Rejselegat anerkendes Marianne Lentz for sit arbejde med at balancere det dramatiske og det intime, og fortælle historier der er både enkle og rørende. Prisen skal give hende mulighed for at hente ny inspiration på sin videre kunstneriske færd og fortsætte med at skabe film, der sidder i kroppen længe efter at rulleteksterne er løbet færdig.

Tidligere modtagere af prisen tæller bl.a. Susanne Bier, Martin Zandvliet, Ask Hasselbalch, Sabine Hviid, Ditte & Louise, Louise McLaughlin, Lisa Jespersen, Sara Jønsson, Frelle Petersen, Mette Heeno, Christian Andersen og senest Magnus von Horn.

Alice Prisen 2026 går til Anders Matthesen
I et kvart århundrede har hele Danmark været på kælenavn med Anders ”Anden” Matthesen, som har cementeret sig som en af landets mest enestående og folkekære historiefortællere. Foruden sin skelsættende standup-karriere, har han skabt sig en markant position inden for film og tv, hvor han har stået bag kæmpesucceser som Jul på Vesterbro (2003), Terkel i knibe (2004), Sorte kugler (2009) og senest den historisk populære Ternet Ninja-trilogi (2016-2025), der alene i biograferne solgte over 2,6 mio. biografbilletter.

Gennem hele sin karriere har Anders Matthesen formået at genoplive den ægte folkekomedie i en moderne indpakning. Med en skarp og bramfri pen har Anders Matthesen bevist, at mod og originalitet kan samle hele nationen og blive en fastforankret del af den kollektive danske kulturarv. Han tør gå hele vejen for sit publikum og skabe værker, der rører, underholder og lever videre på tværs af generationer.

Med Alice Prisen 2026 hyldes Anders Matthesen som en af dansk films helt store foregangsmænd og en kompromisløs stemme, der samler biografsalene og former filmkunstens fremtid.

Alice Prisen blev indstiftet i 2025, hvor Thomas Vinterberg blev den allerførste modtager.

For yderligere information, kontakt venligst
Sofie Ugilt // sofie@have.dk // 22 51 85 48

Juryens motivation

Nordisk Film Prisen 2026
Prismodtager: Marie Limkilde
Overrakt af Zinnini Elkington og motiveret af Mads August Grarup Hertz
“Marie Limkildes debutfilm, MIRA, møder sit publikum som en ægte, smittende og overvældende forelskelse. Med et legende filmsprog, komisk sans og en oprigtig kærlighed til målgruppen, har Limkilde skabt en coming of age-fortælling, der sætter en kærlig streg under, at overgangen fra barn til voksen aldrig må forceres. Det er både naturligt – og helt okay – at føle sig uden for, når ens klassekammerater forandrer sig i et anderledes tempo. Mira forsvarer retten til at forblive et barn og bevare legesygen helt ind i alderdommen. Evner der også er yderst vigtige for en filmskaber. Mira demonstrerer på allerfineste vis, at Limkildes indre legebarn stadig er intakt – og at hun er i særdeles god kontakt med det. For Limkilde formår at stille sig i den unge målgruppes sted og tale til dem på en måde, der aldrig bliver … cringe. Vi er langt fra de spekulative børnefilm udtænkt af boomere foran store white boards. Limkildes fantasifulde tilgang til stoffet og hendes sikre, professionelle håndelag gør, at hun helt sikkert er en filmskaber vi kommer til at se meget mere til fremover.”

Ove Sprogøe Prisen 2026
Prismodtager: Joachim Fjelstrup
Overrakt af Mathias Sprogøe og motiveret af Marianne Mouritzen
“Hvordan gør man en klam fyr til et sympatisk menneske? Det er der ikke noget entydigt svar på, men det hjælper, hvis man hedder Joachim Fjelstrup og formår at udstråle uanede mængder af charme og imødekommenhed på lærredet. I Emilie Thalunds Vægtløs spiller han den lærer, vi alle har været forelsket på et tidspunkt i vores skoletid, fordi vedkommende fik os til at føle os set og forstået. Fjelstrup er den søde, hjælpsomme og pæne Rune, der gør det, han bare ikke må – forfører en af sine elever, en ung og sårbar pige, Lea (spillet af Marie Helweg Augustsen). Skuespilleren inkarnerer med stor autenticitet rollens dobbelthed som på én gang forstående og grænseløs – ung med de unge og ude af stand til at tage ansvar for sine handlinger. Lige siden han bragede igennem i rollen som Eik Skaløe i Ole Christian Madsens underholdende Steppeulven, har Joachim Fjelstrup – i tidlige teaterstykker som De lystige koner i Windsor og Vredens druer, tv-serier som Julefeber, Drømmeren og Høst og film som Kød & blod, Hygge!, Sult og Pigen med nålen – ubesværet vekslet mellem det komiske og det alvorlige. Han kan være uudgrundelig og farlig, men også kærlig og yndefuld, og vigtigst af alt får man et afslørende indblik i de figurer, han spiller. Han har stort nærvær og tager sine roller på sig, så man begynder at forstå dem – også selv om man ikke kan lide dem og sidder tilbage med en dårlig smag i munden. Som efter at have set ham i Vægtløs.”

Erik Ballings Rejselegat 2026
Prismodtager: Marianne Lentz
Motiveret og overrakt af Dorthe Riis
“Marianne Lentz står bag manuskripterne til to af det forgangne års modigste film: Herkules Falder og Vægtløs. To meget forskellige film og manuskripter, der dog har det til fælles, at de bevæger sig ind i menneskets sårbare liv med knivskarp præcision. I Herkules Falder møder vi den ptsd-ramte krigsveteran Youssef, der langsomt – tæt på naturen og i et stille mandefællesskab på Strynø – finder vej tilbage til sine egne følelser. I Vægtløs er unge Lea på koloni for at tabe sig. Hendes hadefulde blik på sin egen krop og hendes begær efter kærlighed, som viser sig at være en voksen pædagogs grooming, er så troværdigt og subtilt formidlet, at filmen sidder i én længe efter rulleteksterne er løbet færdig. Marianne Lentz formår i sit arbejde at balancere det dramatiske og det intime. Hendes blik på karaktererne er altid nuanceret og menneskeligt – hendes fortællinger bliver aldrig større end menneskene i dem. Det skaber troværdighed og en ægte lyst til at forstå de liv, der gemmer sig i hendes fortællinger. Det kræver et særligt grundigt blik på verden at fortælle så enkelt og samtidig så rørende. Det blik har Marianne Lentz.”

Alice Prisen 2026
Prismodtager: Anders Matthesen
Overrakt af Tine Fischer og motiveret af Tomas Radoor
“Vinderen af Alice Prisen 2026 har formået at genoplive den ægte folkekomedie i en moderne animeret indpakning og har sprængt rammerne for hvad, der er for voksne, og hvad der er for børn. Prismodtageren har skrevet og instrueret ikke bare dén, men de to mest sete biograffilm herhjemme i dette årtusinde, og har bevist, at det langtfra tandløs komik er en skarp og bramfri pen, der kan samle nationen. Vinderen af Alice Prisen 2026 er naturligvis: Anders Matthesen”

Om Nordisk Film Fonden
Nordisk Film Fonden blev stiftet i 1993 og har lige siden uddelt donationer til gavn for den danske filmbranche – igennem de seneste ti år med særligt fokus på at styrke fremtidens filmfortælling i Danmark ved at udvikle og synliggøre filmtalenter i verdensklasse.

Fonden hjælper unge filmskabere ud i verden gennem legaterne Store Isbjørn (DKK 30.000) og Lille Isbjørn (DKK 15.000), støtter nytænkende initiativer via Isbjørnens Projektstøtteordning og Signaturprojekter, og uddeler årligt fire hæderspriser i Danmark til gallashowet ISBJØRNEN.

Nordisk Film Fonden står bl.a. også bag den årlige konference Picture This, som inspirerer danske filmskabere til at bruge ny teknologi til at styrke den filmiske kunstform, og støtter uddannelser som Super16 i København, Super8 i Aarhus og 18 Frames i Odense samt initiativer som ViZARTS Lab på Aalborg Universitet, Fremtidens Funny Bones, Sonic Days, Manuskriptskolen for Børnefiktion og Den Europæiske Filmhøjskole.

Nordisk Film Fonden uddeler årligt omkring syv millioner kroner.

Læs mere om fonden her: Nordisk Film Fonden

Emner

Regions

Kontakt