This web page requires JavaScript to be enabled.

JavaScript is an object-oriented computer programming language commonly used to create interactive effects within web browsers.

How to enable JavaScript?

​Her er de 10 finalister i Dansk Melodi Grand Prix 2020

Pressemeddelelse -

​Her er de 10 finalister i Dansk Melodi Grand Prix 2020

DR kan nu løfte sløret for alle ti sange, der skal give danskerne en musikalsk festaften ved Dansk Melodi Grand Prix 2020 i Royal Arena i København. Tre var kendt på forhånd, da de blev stemt til finalen af danskerne, og de får nu følgeskab af yderligere syv, der tæller flere etablerede navne.

For nylig sluttede den store landsdækkende afstemning, hvor ni sange kæmpede om tre pladser i finalen ved Dansk Melodi Grand Prix. Det blev Screens’ Sander Sanchez, Forget It All – Kenny Duerlund og ’Yes’ – Ben & Tan, som charmerede danskernes øregange bedst i hhv. NORD, SYD og ØST-distrikterne. Siden har en musikkyndig jury fra P4’s ni distrikter debatteret hvilke to af de seks sange, som danskerne ikke stemte videre, der skulle have et wildcard. Valget er faldet på ’Bye Bye Heaven’ – Jamie Talbot og ’Ville ønske jeg havde kendt dig’ Emil.

Se mere om udvælgelsesprocessen på dr.dk/grandprix.

De fem finalister får følgeskab af fem yderligere sange, som DR’s fagjury har udvalgt:

‘Bølger’Isam B

‘Honestly’ Sys Bjerre

‘Den eneste goth I Vejle’ Maja og de sarte sjæle

‘Faith’ Benjamin Kissi

‘Human’Jasmin Rose feat. RoxorLoops

Isam B er især kendt for sin tid i Outlandish, Sys Bjerre storhittede med ’Malene’, Maja og de sarte sjæle brød igennem i Karrierekanonen, Benjamin Kissi havde ugens uundgåelige med Are We Brothers-nummeret ’Come Around’ og Jasmin Roses finalesang er bl.a. skrevet af Dansk Melodi Grand Prix' ukronede dronning – Lise Cabble.

Læs meget mere om alle ti sange og artisterne nedenfor.

Et stærkt felt spiller live i hovedstaden
Dansk Melodi Grand Prix afholdes for første gang i mange år i hovedstaden, når Royal Arena slår dørene op til showet, der i år har Rasmus Bjerg og Hella Joof som værterne, der skal guide kunstnerne og seerne gennem aftenen, hvor al musik for første gang i mange år er live og leveres af The Antonelli Orchestra.

Ledende redaktør for Dansk Melodi Grand Prix, Gustav Lützhøft har glædet sig til endelig at kunne løfte sløret for de ti finalister:

”Det er et virkeligt stærkt felt af sange og artister, der er med i år, og vi er meget stolte af det varierede udvalg, som jo både er valgt af danskerne og kompetente juryer.

Og når vi tilmed skruer op for musikken ved at spille alle numrene 100 pct. live, er jeg sikker på, at alle der følger med i Royal Arena og hjemme foran skærmen får en musikalsk aften af de helt store!”

Alle sange kan høres nu

Tidligere har danskerne først kunne høre sangene i dagene op til selve Grand Prix-aftenen, men du kan allerede nu lytte til alle numrene på dr.dk/grandprixeller på alle streamingtjenester.

”Ved at offentliggøre alle sange mere end en måned før showet er det vores ønske, at vi op til den store aften får etableret en dialog om musik og sangskrivning langt tidligere, end vi plejer. Og så gør det heller ikke noget, at alle danskere kan deres favoritsang udenad og kan synge med på den under showet,” udtaler Gustav Lützhøft.

Billetter til Dansk Melodi Grand Prix 2020 d. 7. marts i Royal Arena kan købes på www.drbillet.dk


De ti finalister til Dansk Melodi Grand Prix 2020

’Bye Bye Heaven’ - Jamie Talbot

‘Bølger’ - Isam B

‘Den eneste goth I Vejle’ - Maja og de sarte sjæle

‘Faith’ - Benjamin Kissi

’Forget it All’ - Kenny Duerlund

‘Honestly’ - Sys Bjerre

‘Human’ - Jasmin Rose feat. RoxorLoops

’Screens’ - Sander Sanchez

’Ville ønske jeg havde kendt dig’ - Emil

’Yes’ - Ben & Tan


’Bye Bye Heaven’

Artist: Jamie Talbot

Tekst og musik: Tom Oehler, Hampus Eurenius og Aron Blom

Jamie kommer fra en musikalsk familie, og hans far har spillet i coverbands i hele verden. Spillede trommer fra han var syv, begyndte at synge i 10. klasse og den har stået på guitar og sang fra gymnasietiden og frem, hvor han både har sunget solo og i flere bands. I 2018 blev Jamie nummer to i X-Factor. Siden da har han udgivet to numre og han arbejder i øjeblikket på en soloplade.

”’Bye Bye Heaven’ er en meget ligetil popsang, der fungerer supergodt til radio. Den handler om kærlighed og om hvordan man nogle gange har livet planlagt, men må overgive sig til fristelsen, fordi man ikke kan lade være.”


’Bølger’

Artist: Isam B

Tekst og musik: Babak Vakili, Morten Woods og Isam Bachiri

Isam B’s første store inspirationskilde i barndommen var Michael Jackson. Både pga. hans musikalske geni, men også fordi de havde ens krøller, og det var første gang, Isam kunne spejle sig i en artist fra popkulturen.

I teenageårene opdagede han den franske hiphop-gruppe ’Saïan Supa Crew’, der havde nordafrikanske rødder. Det var gennem dem, Isam fandt ud af, at det var okay at være stolt af og repræsentere sig selv og sin identitet, hvilket også blev fundamentet for ’Outlandish’, fem plader og verdensturnéer.

Han udgav sin første soloplade i 2007 og ’Bølger’ bliver det første nummer på hans andet dansksprogede album.

”Jeg bruger meget mig selv og mit liv som drivkraft, når jeg skaber musik, og ’Bølger’ er en sang om at være stolt af det menneske man er – uanset farve, kultur, religion, seksualitet, alder og hvad vi ellers kan føle os hæmmede af pga. omverdenens fordomme. Samtidig skal vi også være bedre til ikke at reducere andre mennesker til stereotyper, for det medfører, at vi ikke længere kan identificere os med hinanden. I en tid fyldt med angst er det to vigtige budskaber – både til mig selv, men også til alle der sidder og ser med i Royal Arena og hjemme foran skærmene.”


’Den eneste goth i Vejle’

Artist: Maja og de sarte sjæle

Tekst og musik: Timo Mastrup-Andersen

I ’Maja og de sarte sjæle’ er fordelingen klar: Timo Mastrup-Andersen skriver sangene og Maja Rudolph synger dem. Timo er formet af sin musikalske far, der havde en stor pladesamling, hvor især Bob Dylan fyldte meget i barndomshjemmet, og Maja Rudolph var kirkesanger i sine unge år, hvor hun lærte at forfine sin sangteknik.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at den klassiske sanger og den folk-inspirerede sangskriver skulle finde sammen, men de to modsætninger fandt hinanden for 10 år siden i Sønderjylland. I begyndelsen lavede en masse sange uden at udgive dem nogen steder, men blev siden opdaget gennem Karrierekanonen, hvor de fik deres første pladekontrakt, og et stort radiohit med nummeret ’Uden dig’.

”’Den eneste goth i Vejle’ er en skilsmissesang set fra børnenes perspektiv. Når vi går fra hinanden handler det ofte meget om de voksne, og vi har en tendens til at glemme børnene, der får revet hele deres fundament itu, når forældrene bryder, hvilket senere kan skabe den identitetskrise, mange oplever i deres ungdomsår.

Det er måske lidt uvant at stille op med en skilsmissesang, men faktum er at 51 pct. af alle par bliver skilt, så det er i hvert fald noget, rigtig mange danskere kan relatere til.”


’Faith’

Artist: Benjamin Kissi

Tekst og musik: Benjamin Kissi, Gisli Gislason og Frederik Tao Nordsøe Schjoldan

Benjamin blev i sin barndom formet af sin mors forkærlighed for funk, afrobeat og reggae. Han brugte nonfirmationspengene på en guitar og på Guitar Academy mødte han Shaka Loveless og Lasse Boman og blev en del af deres band ’Electric Gypsies’ (senere ’Gypsies’). De fik en pladekontrakt efter at have varmet op for ’The Roots’, og har turneret verden rundt med ’Outlandish’. Benjamin fik som en del af bandet ’Are We Brothers’ en Ugens uundgåelige på P3, og har siden udgivet to plader i eget navn.

”Jeg har hele tiden musik i mit hoved, og er altid i gang med at producere noget. Jeg har prøvet at stoppe og finde en anden karrierevej, men jeg kan ikke lade være.

’Faith’ er et popnummer med en old school soul-følelse, og handler om troen på det bedste i mennesker, om at have tillid til hinanden og tillid til, at vi altid gør vores bedste. Jeg glæder mig afsindigt meget til at optræde med sangen for hele Danmark - især med et live-orkester i ryggen. Det bliver vildt!”


‘Forget It All’

Artist: Kenny Duerlund

Tekst og musik: Henrik Tala, Mila Falls, Patrick Jean og Kenny Duerlund

Kenny fik smag for musikken, da han gik på efterskole, og medvirkede i en musical. Begyndte herefter at spille guitar og klaver og har knoklet for at lære det, da han ikke havde et medfødt talent. Udover musik har han en kæmpe passion for skuespil og har medvirket i mange musicals – bl.a. i en af de to hovedroller i ’Evita’ sammen med Anette Heick.

”Vi har alle sammen noget i rygsækken som vi har slået os på. Noget der hæmmer og begrænser os. Nogle gange møder man et menneske der får en til at glemme alt og nulstille det hele, hvilket kan være meget sundt. Derfor er ’Forget It All’ en sang alle kan relatere til, og så er det en organisk og moderne popsang, der stiger i intensitet fra start til slut med masser af popelementer, som jeg synes fungerer virkelig godt.”


’Honestly’

Artist: Sys Bjerre

Tekst og musik: Sys Engstrøm Bjerre og Lasse Lyngbo

Sys Bjerre begyndte til Suzuki-violin som tre-årig, og selvom det efter eget udsagn var meget kedeligt, havde det stor betydning for hendes gehør og var yderst formativt for hendes musikalitet. Hun skrev sine første sange på dansk under en rejse til Nepal, og det krævede stort mod for hende at komme i gang med at optræde. Men der gik ikke længe før albummet ’Gør det selv’ blev en realitet og alle i Danmark lærte Sys Bjerre at kende. Har I de senere år fået kontakt til et helt nyt og mere modent publikum, og hun er meget stolt af, at flere af hende sange er at finde i de danske sangbøger. Om ’Honestly’ udtaler hun:

”Det er en sang der betyder meget for mig, og den kommer direkte fra mit hjerte. Jeg vil ikke bare underholde med min musik. Jeg vil skabe forbindelser, og for mig at se, står vi mennesker på tærsklen til en ny, kærlig verden, vi skal bare turde tage springet. Det er et bevidst valg vi må træffe hver især, men det er den indre aktion, som skaber den interaktion vi har med hinanden og verden omkring os. Jeg vågnede en morgen kl. 5 og havde hele sangen i hovedet – både tekst og musik – og indspillede den samme dag. Det er yderst sjældent, at det hele kommer på en gang, men når det gør, giver det en vidunderlig umiddelbarhed.”


’Human’

Artist: Jasmin Rose feat. RoxorLoops

Tekst og musik: Lise Cabble, Grace Risch, Gavin Jones og Erik Smaaland

Da Jasmin var barn betød hendes forældre meget i hendes musikopdragelse, og et skelsættende øjeblik var, da de tog hende med ind og se Andrew Lloyd Webber musicalen ’Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat’, da hun var fem år gammel. Herefter vidste hun, at musik skulle være en stor del af hendes liv.

Hun har siden sunget i Fredensborg Slotskirkes Pigekor, taget en musicaluddannelse i London og medvirket i mange forestillinger. I øjeblikket er Jasmin i gang med at færdiggøre en solistuddannelse fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg, hvor hun også bor, og indtager scenen i Royal Arena sammen med den verdenskendte beatboxer RoxorLoops.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at være en del af en kæmpe begivenhed, som samler Danmark. Der er så meget i dag, hvor vi sidder i hver vores verden, og det er også det min sang Human handler om. Om vi er ved at miste det menneskelige? Miste kontakten til hinanden i en mere og mere teknologisk verden, både i et bredt perspektiv og på det personlige plan. Så det er en sang med meget hjerte, men også med meget knald på, en rigtig grand prix-basker.”


’Screens’

Artist: Sander Sanchez

Tekst og musik: Jonas Thander, Liam Craig og Christopher Wortley

Sander har sunget og optrådt hele livet og ser ikke sig selv lave andet. Han har gået på Sankt Annæ Gymnasium, spiller både klaver og guitar, har medvirket i musicals, sunget for i et funkinspireret Big Band, optrådt flere gange til Aarhus festuge og performet et utal af gange i LGBTQ+-miljøet. Han er inspireret af de helt store divaer og elsker god lyrik præsenteret af en stærk vokal. I øjeblikket studerer Sander musikvidenskab på Københavns Universitet.

”Musik for mig er et frirum, hvor man stærkt og smukt kan udtrykke alle de følelser man ligger inde med, og udtryk af følelser man ligger inde med og ’Screens’ handler om den tendens vi alle har til at leve i vores egen lille boble med en skærm foran os. Vi isolerer os fra omverdenen, og med sangen vil jeg gerne sige: spræng boblen og se hinanden i øjnene. Lev ikke gennem skærmen.”


’Ville ønske jeg havde kendt dig’

Artist: Emil

Tekst og musik: Esben Svane, Emil Vestergaard Klausen, Gavyn Matthew Bailey og Tim Schou

Emil Vestergaard Klausen begyndte at spille musik pga. sin far og har skrevet sange lige så længe han kan huske. Han tog musiklinjen på efterskolen, spillede musik i gymnasiet, har været på flere sangskrivercamps og meldte sig i 2013 til børnenes MGP, hvor han blev tildelt coachen Esben Svane, som han nu har lavet sangen til DMGP 2020 sammen med.

”Sangen handler om min farfar, som jeg aldrig har mødt, men har fået masser af historier om – især når vi har besøgt deres sommerhus i Thy, hvor vi også indspillede sangen. Det er dejligt, at deltage med meget personlig sang, og jeg er stolt af, at den er på dansk.”


’Yes’

Artister: Ben & Tan

Tekst og musik: Emil Adler Lei, Jimmy Jansson og Linnea Deb

Benjamin Tsimalona Rosenbohm har haft en barndom fyldt med musik, der udviklede sig til en stor passion, men det var filmen ’School of Rock’ inspirerede ham til at spille guitar. Han elsker at performe - både som vokalist og som musiker.

For Tanne Amanda Balcells har det altid været en selvfølge at synge siden hun sang første gang offentligt i 6. klasse, og det gik det op for hende, at man kunne glæde andre ved at optræde for dem.

Både Benjamin og Tanne deltog i X-Factor 2019. Tanne som en del af Oh Lands sammensatte pigeband ’Echo’, der nåede semifinalen, og Benjamin blev nr. 2.

Selvom de tidligere har kæmpet mod hinanden glæder de sig begge til at kæmpe sammen om at komme med i DMGP 2020.

”’Yes’ er en folk-pop sang, der giver en dejlig følelse af at løbe ned af en bakke med 100 km/t og skrige med en guitar i baggrunden. Den handler om at man skal være åben overfor kærligheden, og ikke afvise den fordi det ikke lige passer ind i livsplanerne, og at det måske kommer til at gøre ondt. For det kan man også lære noget af.”


Fakta om udvælgelsen

10 sange deltager i TV-showet Dansk Melodi Grand Prix 2020.

5 sange er udvalgt af en central fagjury.

3 sange er stemt videre af danskerne ud fra en semifinalepulje på 9 sange som en distriktsjury har udvalgt.

2 sange blandt de resterende 6 sange fra semifinalen er blevet tildelt et finale Wild Card af distriktsjuryen.

Læs meget mere på dr.dk/grandprix

Emner

Regioner

Pressekontakt

Relateret materiale