Gå til indhold
Foto: Per Rasmussen / Museum Sydøstdanmark
Foto: Per Rasmussen / Museum Sydøstdanmark

Pressemeddelelse -

​Holmegaard Værk officielt indviet af H.K.H. Kronprinsessen

8. juni blev Nordens levende museum for form og forvandling, Holmegaard Værk, officielt indviet af H.K.H. Kronprinsessen. Efter åbningsceremonien fik H.K.H. Kronprinsessen og følge en rundvisning i museets mange udstillinger og kom helt tæt på skabelsesprocessen i mødet med de arbejdende glaskunstnere.

Det var en stolt museumsdirektør der i dag officielt kunne indvie Næstveds nye kulturelle ledestjerne: ”Holmegaard Værk vil genoplive æstetikken, håndværket, kreativiteten, de danske designtraditioner og fælleskabet. Jeg er fuld af forventning og glæder mig over, at vi nu officielt indvier Danmarks mest moderne og involverende museum”, lød det fra museumsdirektør Keld Møller Hansen.

Jesper Nygård, der er administrerende direktør i Realdania og har været en vigtig samarbejdspartner i projektet, var ligeledes begejstret for, at det gamle industrianlæg atter bliver blæst til live: ”Holmegaard Værk er en del af vores fælles historie. Tørvemosen og industrianlægget er en vigtig fortælling om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra – en historie, der rækker så langt tilbage som til jægerstenalderen. Og til industrialiseringens begyndelse i Danmark. Lige siden jeg var her første gang, har jeg glædet mig til at se det gamle industrianlæg få nyt liv. Og det er virkelig fantastisk at se, hvordan Holmegaard Værk bærer både historien og kunsthåndværket ind i fremtiden.”

Også Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen, glæder sig over den officielle indvielse af Holmegaard Værk, hvilket han italesatte i sin åbningstale: ”Vi har fået et af de kraftigste fyrtårne i Nordens kulturelle landskab. I dag er 200 års Danmarkshistorie inden for kultur-, industri- og naturarv blevet levende. Levende for alle, der bor her – og levende for alle de gæster, vi allerede nu modtager. Glasjuvelen, der stråler igen – gennem 42.000 glas og ud i hele Danmark, hele Norden, ja hele verden.”

Pressefotos fra åbningsceremonien kan rekvireres på www.museerne.dk/presse. Video fra H.K.H. Kronprinsessens besøg kan eftersendes ved henvendelse til johannes@have.dk. Dagens taler er vedhæftet. 

Stjerneregn over det ny museum

Holmegaard har fået den bedst tænkelige start, efter at de slog dørene op for de første gæster 30. maj. En regulær stjerneregn har ramt det nyåbnede museum med flotte anmeldelser i en række nationale dagblade. Politikens anmelder gav fem hjerter til det nyåbnede museum med ordene: ”Holmegaard Værk er sådan et sted, jeg gerne vil tilbage til.” Også Berlingskes anmelder gav oplevelsen på Holmegaard Værk fem stjerner og beskrev glaspuster Bjørn Friborgs arbejde med det levende glas som ”nærmest uendeligt fascinerende” og udstillingsrummende som ”tankevækkende, tæt og underholdende”.

Museet har åbent for publikum alle dage fra 10-17 (torsdag 10-21) og billetter kan forudbestilles via www.holmegaardvaerk.dk.

Om Holmegaard Værk
På museet udstilles de imponerende samlinger med mere end 42.000 unikke Holmegaard-glas og 6.000 særegne Kähler-genstande, der fortælles levende historier fra både værksteder og tegnestue, og hænderne får lov til at udforske materialerne i de arbejdende glas- og keramikværksteder.

Med respekt for historien er udstillingerne bygget op om kernen i det internationalt anerkendte glasværk, der har ligget på matriklen siden 1825. Værkstederne og ovnene står som de blev forladt i 2008, og som hjertet i Holmegaard Værk har de bevaret deres vigtige status.

Læs mere om Holmegaard Værk i vedhæftede pressemateriale. 

PRESSEKONTAKT
Anja Linnet - Senior Press Advisor, HAVE
anja@have.dk // 22 65 53 48

Carina Nørgaard Schou – Kommunikationschef, Museum Sydøstdanmark
cns@museerne.dk // 70 70 12 36

HOLMEGAARD VÆRKS PARTNERSKABER

Holmegaard Værk er støttet af Realdania
Realdania er en filantropisk forening med omkring 165.000 medlemmer. Foreningen arbejder for at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø – forstået som de fysiske rammer for vores hverdag. Holmegaard Værk er et rigtig godt eksempel på, hvordan man med afsæt i historien og en unik bygningsarv kan give nyt liv til et industrikulturmiljø, så det peger frem i tiden og en positiv udvikling for lokalområdet og regionen. Realdania støtter renoveringen af de historiske og bevaringsværdige bygninger, så de fremover kan rumme nye aktiviteter, der atter vil sætte det gamle glasværk på landkortet – både lokalt, nationalt og internationalt.


Holmegaard Værk er støttet af Næstved Kommune
Holmegaard er en del af Næstveds DNA. Det er svært at finde en af Næstveds 83.000 indbyggere, som ikke har et familiemedlem eller en ven, der er rundet af, eller har haft en forbindelse til Holmegaard Glasværk, som det hed engang. I den gamle middelalderby sætter man pris på det gode håndværk og de kloge hænder. Her bor de mange håndværksmestre, der opbygger mindre virksomheder, side om side med Ressource City, der upcycler fremtiden. Her kan man gå fra Kählers gamle fabrikslokaler til Herlufsholm Skole og Kostskole gennem den gamle middelalderby, hvor der er rigt butiksliv, graffitikunst på gavlene, udsmykket af kunstnere fra hele verden - kun en times kørsel fra København.

ØVRIGE SPONSORER
15. Juni Fonden / Brand af 1848 / Næstved Museums Gavefond / Knud Højgaards Fond / LAG Sydsjælland / A.P. Møller Fonden / Ardagh / Rosendahl Design Group / Sparekassen Sjælland

SAMARBEJDSPARTNERE
KADK / Glasmuseet Ebeltoft / Designmuseum Danmark / Hempel Glasmuseum / RUC / The Finnish Glass Museum / Kulturparken Småland / Glass Factory / ICOM Glass / Per Steen Hebsgaard / Næstved Ressource City / Talentskolen / Grafisk Værksted / Rønnebæksholm 

Emner

Kategorier

Kontakt

Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark