Pressemeddelelse -
Holstebro Dansekompagni og Vejle Musikteater præsenterer The Danish Girl
Som de første i verden præsenterer det internationalt anerkendte Holstebro Dansekompagni i samarbejde med Vejle Musikteater forestillingen The Danish Girl, der får premiere den 28. oktober i Vejle. Forestillingen bygger på den rørende historie om danske Lili Elbe, der i 1931 sandsynligvis som den første i verden, fik fortaget en kønsbekræftende operation og udadtil blev til sit sande jeg. Historien var fundamentet til romanen The Danish Girl af den amerikanske forfatter David Ebershoff og sidenhen den Oscarvindende Hollywoodfilm af samme navn.
Historien om Lili Elbe er blevet fortalt før, og nu bliver den for første gang skabt som en danseforestilling, når Holstebro Dansekompagni og Vejle Musikteater til oktober har premiere på The Danish Girl.
For Holstebro Dansekompagni har det været afgørende at fortælle historien på den rigtige måde. For på bedst mulig vis at kunne tage hånd om den rørende og vigtige historie, har holdet bag forestillingen samarbejdet med stærke kompetencer indenfor både scenekunst, kønsidentitet og LGBTQ+ miljøet.
David Price, associeret kunstnerisk leder og producent hos Holstebro Dansekompagni, udtaler:
”Med en fortælling som The Danish Girl føler vi i høj grad, at vi har et ansvar – ikke kun et ansvar for at fortælle en vigtig historie, men i lige så høj grad et ansvar for at fortælle den rigtigt i en tid, hvor vi forstår meget mere om køn og identitet. Vi har hele tiden vidst, at vi ville komme til at lave fejl, og derfor har vi brugt rigtig meget tid på at finde frem til de bedste måder at skabe en forestilling som denne for både publikum og holdet bag,” og fortsætter:
”Det har bl.a. været vigtigt for produktionen at have en transkønnet danserinde i hovedrollen og dygtige folk med de rette indsigter, perspektiver og fagligheder fra både scenekunstverden og LGBTQ+ miljøet med i opbygningen og tilblivelsen af forestillingen. Vi lærer stadigvæk en masse om både kunstværket og os selv, og lige netop denne kunstneriske proces har nok allerede været mere givende end meget andet, vi har lavet.”
Transkønnet danserinde i hovedrollen
Hovedrollen som danske Lili Elbe danses af den anerkendte og exceptionelle danserinde Bjørk-Mynte Paulse, der vandt rollen ved en stor, international audition sidste år. Bjørk-Mynte Paulse vil med sin levede erfaring og indsigt som transfeminin tilføre rollen en autenticitet og dybde, der gør værket endnu mere relevant og betydningsfuldt.
På scenen kan også opleves Jasmine Gordon, Matthew Rawcliffe, Jon Ipina, Elena P. Nielsen og Mikkel Alexander Tøttrup – alle fra Holstebro Dansekompagni.
En barsk, rørende og skelsættende historie
The Danish Girl er en gribende danseforestilling om at elske – om at elske sig selv som sit sande jeg og om at elske én anden højere end noget andet og stadig give slip på dem. Det er en fortælling om at acceptere og favne sig selv og hinanden.
I 1931 var Lili Elbe, døbt Einar Wegener, nok den første i verden til at få foretaget en kønsbekræftende operation, og blev på et tysk hospital, trods samtidens fordomme og fordømmelser, i stand til at leve sit sande jeg som kvinden Lili Elbe.
Mette Kier, direktør i Vejle Musikteater udtaler:
”Vi er stolte over at være co-producent på så vedkommende og rørende en forestilling om kampen for at kunne leve det liv, man vil. Lili Elbe blev født i Vejle i 1882 under navnet Einar Wegener og uddannede sig som malersvend på Vejle Tekniske skole, inden rejsen fortsatte ud af byen i 1902. Derfor kunne det ikke være mere passende at forestillingen har verdenspremiere netop i Vejle Musikteater. Det er en fantastisk mulighed for at tilbyde vores gæster en oplevelse ud over det sædvanlige og med noget på hjertet.”
Reumert-vindende koreograf iscenesætter
Danseforestillingen iscenesættes og koreograferes af en af Nordeuropas førende koreografer, Tim Rushton. I næsten 20 år var Rushton kunstnerisk leder og koreograf ved Dansk Danseteater, og har fire gange vundet Årets Reumert for bedste danseforestilling. I 2012 vandt han også Årets Hæderspris, og i maj 2011 blev han tildelt den engelske hædersorden MBE, Member of the order of the British Empire, for sin indsats for dansen.
Holstebro Dansekompagni har som de første nogensinde modtaget rettighederne til at omdanne den rørende roman til en danseforestilling. Hollywoodfilmen The Danish Girl vandt i 2016 en Oscar for bedste kvindelige birolle (Alicia Vikander) og var desuden Oscar-nomineret i kategorierne bedste mandelige hovedrolle (Eddie Redmayne), bedste kostumer og bedste scenografi.
The Danish Girl har forpremiere på Holstebro Musikteater d. 26. oktober, og premiere på Vejle Musikteater fra d. 28. oktober. Forestillingen er derefter på en landsdækkende turné i sæson 2021-22.
Billetter kan købes her: https://holstebroteater.dk/show/the-danish-girl/
Men venlig hilsen
HAVE A/S
For yderligere pressehenvendelse, kontakt venligst:
Marie Dam / marie@have.dk / 29 93 62 66
Sofie Holbek Jensen / sofie.jensen@have.dk / 20 18 68 22
Sofie Klindrup / sofiek@have.dk / 25 48 37 49
For yderligere information om Holstebro Dansekompagni, kontakt venligst:
Associeret kunstnerisk leder og producent: David C. Price / dcp@musikteatret.dk / 53 53 60 10
INFO OM DANSEFORESTILLINGEN:
Koreografi: Tim Rushton og Holstebro Dansekompagni
Musik & lyddesign: Christian Tronhjem
Scenografi & lysdesign: Sarah Fredelund
Dramaturgi og research: Storm Møller Madsen og Levi Stray
Kostume: Åsa Gjerstad
Varighed: 1 time og 30 minutter med pause
Aldersgruppe: Fra 12 år
The Danish Girl er en co-produktion mellem Holstebro Danske kompagni og Vejle Musikteater.