Pressemeddelelse -
Holstebro Dansekompagni præsenterer DANCING ON MY OWN: En ny danseforestilling om kærlighed, ensomhed og masse-eufori

Publikum har en storslået oplevelse i vente, når Holstebro Dansekompagni inviterer til en musikalsk danseoplevelse med den nye, unikke zeitgeist-forestilling, DANCING ON MY OWN. Forestillingen, der skabes af koreograf Mikkel Tøttrup og dramaturg Rikke Frigast Jakobsen, dykker ned i den universelle ensomhed og kærlighedens kompleksitet, samtidig med at den udforsker længslen efter fællesskabets eufori til tonerne af knuste hjerters udødelige og velkendte soundtracks med sange som Dancing on my own og Call your girlfriend af Robin Miriam Carlssons (ROBYN), som dansekompagniet har fået særligt ret til, som nogle af de første.
Forestillingen får premiere den 26. februar 2026 på Musikteatret Holstebro, hvorefter den drager på Danmarksturné. Billetsalget til forestillingerne på Musikteatret Holstebro begynder i dag. Billetsalget til resten af Danmarksturnéen offentliggøres senere.
DANCING ON MY OWN præsenteres i to akter, hvor publikum i første akt møder de seks hovedkarakterer og professionelle dansere, der på hver sin måde er fanget i kærlighedens spil. Publikum præsenteres for de klassiske kærlighedsfortællinger, som mange kan spejle sig i og genkende – forelskelsens glæde, de smertefulde brud og den udmattende kærestesorg. Netop genkendelsen af kærlighedens mange facetter sættes i fokus, hvor publikum både kan spejle sig i og genkende følelserne og musikken.
Som forestillingen udvikler sig, flettes de enkeltes følelser og historier tættere sammen, og på scenen udspiller der sig et drømmeunivers, hvor grænserne mellem kroppe og identiteter begynder at opløses. I dette abstrakte rum manifesterer sig både kærlighedens paradokser og det fællesskab, der kan opstå, når mennesket overgiver sig til de mest overvældende følelser i en stor masse-eufori.
De knuste hjerters soundtrack
DANCING ON MY OWN ledsages af et lydspor, hvor blandt andre inderlighedens popdronning, den svenske sangerinde Robin Miriam Carlsson (ROBYN), sætter scenen med sine kraftfulde ballader og medrivende pophits. Derudover komponeres musik specifikt til forestillingen af komponisten Kristian Hverring.
David Cornelius Price, associeret kunstnerisk leder og producent hos Holstebro Dansekompagni, udtaler:
“Vores vision med DANCING ON MY OWN er at skabe en danseforestilling, der udforsker kærlighedens kompleksitet, ensomhed og fællesskab. Det er derfor en stor ære for os at få lov til at bruge musikken fra Robin Miriam Carlsson (ROBYN), som på enestående vis indfanger netop disse temaer. Musikken er velkendt og bærer en kraftfuld følelsesmæssig resonans, som vil skabe genklang hos publikum. Vi vil bruge musikken i forestillingen til at fortælle en selvstændig historie, hvor dansen bliver et sprog, der udfolder de følelser, som vi alle kan relatere til – både de smertefulde og de euforiske. ”
Publikum kan således glæde sig til en opsætning, der udforsker karakterernes indre konflikter og dynamikken i relationerne gennem en moderne koreografi, som både ærer originalens essens og bringer den ind i vores tid.
DANCING ON MY OWN skabes i tæt samarbejde mellem koreograf Mikkel Tøttrup og dramaturg og instruktør Rikke Frigast Jakobsen. Lysdesign er ved Thora Eriksen, som tidligere har skabt det storladne og sanselige lysdesign til danseforestillingen Björk.
DANCING ON MY OWN får premiere på Musikteatret Holstebro den 26. februar 2026. Herefter tager danseforestillingen på Danmarksturné.Billetsalget til forestillingerne i Holstebro er i gang. Køb billetter her: https://holstebroteater.dk/show/dancing-on-my-own/
Billetter til resten af Danmarksturnéen offentliggøres senere.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere, kontakt venligst:
Julie Qvick / julie@have.dk / 31 33 07 68
Picasa Emily Askjær Grand / picasa@have.dk / 30 13 88 80
Cecilie Hansen / cecilie@have.dk / 22 47 54 35
Fakta om ‘DANCING ON MY OWN’:
- Iscenesættelse: Rikke Frigast Jakobsen og Mikkel Alexander Tøttrup
- Koreografi: Mikkel Alexander Tøttrup
- Dramaturgi: Rikke Frigast Jakobsen
- Medvirkende: Seks dansere fra Holstebro Dansekompagni
- Musik: Robin Miriam Carlsson (ROBYN), Patrik Jens Berger, Klas Frans Åhlund, Alexander E Kronlund, Joakim Frans Åhlund, Johan Oscar Andreas Ekhe, Ulf Peter Lindström, Joseph Patrick Mount og Markus Erik Jägerstedt
- Komponist: Kristian Hverring
- Lysdesign: Thora Eriksen
- Koncept og idé: David Cornelius Price
- En produktion af Holstebro Dansekompagni
Spilleperiode:
Forestillingen har premiere i Holstebro, hvorefter den drager på Danmarksturné i perioden den 2. marts – den 12. april og den 21. september – den 16. oktober 2026.