Gå til indhold
Internationale stemmer og en verdenspremiere færdiggør årets talks-program på Heartland

Pressemeddelelse -

Internationale stemmer og en verdenspremiere færdiggør årets talks-program på Heartland

For første gang kan gæsterne opleve en verdenspremiere på Heartland, når Netflix-serien Skruk starter samtalen om, hvordan fremtidens familie ser ud. Festivalen offentliggør i dag de sidste navne til Talks-programmet, der inkluderer den britiske bestsellerforfatter Nick Hornby, arkitekt og tænker Carolyn Steel, psykologiprofessor Svend Brinkmann, musiker Simon Kvamm og kok Matt Orlando.

Når Heartland åbner torsdag d. 2. juni i Egeskovs slotspark vil første talk på programmet begynde med verdenspremieren på første afsnit af Netflix-serien Skruk. Seriens to skabere Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer vil introducere serien, og efter visningen vil professor i psykolog Svend Brinkmann og jordeperson og sexolog Camilla Tved tale om, hvordan familier kommer til at tage sig ud i fremtiden.

Heartlands Talk-program udforsker og udfordrer perspektiver på den verden, vi lever i. Og med dagens offentliggørelse er samtalerækken på årets festival komplet. Gæsterne vil ikke bare blive klogere på, hvordan vi vil skabe familier i fremtiden, men også på hvordan vores byer påvirker, den mad vi spiser, og på ironiens mange facetter.

”Vi er meget stolte over at kunne færdiggøre årets Talks-program i dag med tre samtaler, der både er aktuelle, nærværende og personlige. Det er første gang, vi premierer med en serie på Heartland, og vi ser frem til at bringe et nyt kulturmedie i spil for at starte den gode samtale,” siger Janne Villadsen, Program- & Udviklingsdirektør på Heartland.

Fremtidens familie
Når vi stifter familie i dag, kommer mange eksistentielle spørgsmål før selve realiseringen. Vi spørger os selv: Drømmer jeg om en traditionel kernefamilie, eller kan jeg skabe min egen familie med mennesker, som jeg selv vælger til? Vil jeg overhovedet have børn? Og hvis ja; kan jeg så få dem på den traditionelle facon, eller skal jeg bruge hjælp?

De spørgsmål er alle komplicerede og dybt individuelle, men de rummer på samme tid et samfundsaspekt, der kommer i kølvandet på den såkaldte fertilitetskrise, og de mange nye former familier antager i dag. Kernefamilien som institution står helt centralt i den vestlige kultur, og mange af os bliver udfordret af, at den familieform, vi selv voksede op med, udvikler sig. Hvorfor har vi som samfund så svært ved at inkludere nye familieformer, der falder bare en smule udenfor normen? Det er aspekter som disse, som professor i psykolog Svend Brinkmann og jordeperson og sexolog Camilla Tved vil undersøge i fællesskab med moderator Moussa Mchangama på årets første Heartland Talk.

Svend Brinkmann er professor i psykologi ved Aalborg Universitet, hvor han forsker på tværs af psykologi, filosofi og kulturanalyse. Han står bag flere bestsellere samt en række videnskabelige udgivelser og er en efterspurgt foredragsholder og radiovært. I sit populære radioprogram ”Brinkmanns Briks” ser han ind i de mystiske og forunderlige aspekter af menneskelivet og undersøger, hvorfor vi moderne mennesker handler, som vi gør.

Camilla Tved er jordeperson, sexolog, foredragsholder og underviser. Gennemgående for al hendes arbejde er, at hun har en normkritisk tilgang og særligt fokus på mennesker, der på den ene eller anden måde bryder med samfundsnormer. Camilla Tved har specialiseret sig i køn, seksualitet og LGBTQ+ i sit arbejde, er en erfaren foredragsholder og underviser i mangfoldighed, seksualitet og ulighed.

Samtalen modereres af Moussa Mchangama, der er medejer af rådgivningsvirksomheden In futurum. Han har modereret og deltaget i adskillige samtaler om emner som familieskabelse, magt- og normkritik, racisme, diversitet og repræsentation.

Skruk er en ny Netflix-serie skabt af Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer og har premiere på Netflix d. 8. juni 2022. Serien handler om fertilitetslægen Nana – spillet af Josephine Park – der i fuldskab inseminerer sig selv med ekskærestens sæd og bliver gravid, hvilket medfører en hel del problemer. Skruk er blevet til på baggrund af de to skaberes egne erfaringer og er med deres egne ord ”en personlig, komisk, hård og overraskende historie om at være i fertilitetsbehandling”.

Visningen af Skruk og samtalen præsenteres i samarbejde med Netflix.

Ironiens kraft
Hvordan fungerer ironiens væsen? Og kan ironi fungere på tværs af landegrænser? Det er nogle af de spørgsmål bestsellerforfatter Nick Hornby og musiker og satiriker Simon Kvamm mødes om Heartland.

Nick Hornby er en af Englands største forfattere. Han har skrevet bøgerne bag de filmatiserede filmklassikere ’’High Fidelity’’ og ’’About a Boy’’ og var desuden manuskriptforfatter på filmen ’’An Education’’, som blev Oscarnomineret for blandt andet bedste film og bedste manuskript. Han er særlig kendt for sit troværdige og humoristiske sprog og hans imponerende karakteropbygning. I år er Hornby romanaktuel med romanen ’’Ingen som dig’’.

Multitalent, musiker og satiriker. Simon Kvamm har i mange år været kendt som en af Danmarks største musikere i bands som Nephew, De eneste to og HUGORM. Han er også kendt for sit skuespil og satiriske arbejde. Vi så ham først i DR2-programmerne ’’Drengene fra Angora’’ og ’’Angora by Night’’. Nyeste skud på den satiriske stamme er den anmelderroste DR2-serie ’’Guru’’, som Kvamm både skabte og spillede hovedrollen i.

Samtalen modereres af skribent, radiovært og tidligere forsker Torben Sangild og præsenteres i samarbejde med Politikens Forlag.

Byens kraft og madens påvirkning
Bliv klogere på forholdet mellem byen og maden, når arkitekt og tænker Carolyn Steel og kok Matt Orlando mødes i en samtale på Heartland. Er der sammenhæng mellem vores madforbrug, madindtag og restaurantbesøg, og den måde moderne byer er indrettet? Hvordan kan indretningen af byer påvirke vores forhold til mad? Det og meget mere vil de to undersøge i selskab med moderator Anne Katrine Harders.

Carolyn Steel er arkitekt og tænker med fokus på mad og byer. Hun er særlig anerkendt for netop sit arbejde med forholdet mellem mad og byer, og hun har skrevet bøgerne ‘’Hungry City: How Food Shapes Our Lives’’ og ‘’Sitopia: How Food Can Save The World’’. Hun har i 10 år undervist i ‘’Food and the City’’ på Cambridge University og blev i 2009 kaldet ‘’21st Century Visionary’’ af The Ecologist Magazine.

Matt Orlando er en amerikansk kok, hvis CV er fyldt med Michelin-restauranter som Le Bernadin i New York, The Fat Duck i Berkshire, Per Se i New York og noma i København. I 2013 startede Orlando sit drømmeprojekt; Restaurant Amass i København. Her er hovedfokus sammenhængen mellem moderne gastronomi og bæredygtighed.

Samtalen modereres af Anne Katrine Harders, der er Ph.d. i bæredygtig byudvikling og redaktør og vært for Dansk Arkitektur Centers Talks-program.

Samtalen er præsenteret i samarbejde med Copenhagen Architecture Festival

Programmet næsten færdigt
Den kommende uge vil der blive offentliggjort ganske få navne inden for Music, Art og Food, før programmet for festivalen er fuldendt. Heartland finder sted fra torsdag den 2. juni til lørdag den 4. juni ved Egeskov Slot på Midtfyn.

BILLETSALG
Partoutbillet: 1.950 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (6-12 år): 650 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (0-5 år): 25 DKK ekskl. gebyr
Endagsbillet: 950 DKK ekskl. Gebyr

OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas (v. eget telt, iglotelt, tenthouse eller caravan): 200 DKK ekskl. gebyr
Opslået iglotelt (2 pers.): 800 DKK ekskl. gebyr
(Udsolgt) Tenthouse (2 pers.): 2.150 DKK ekskl. gebyr
Caravanpas (uden strøm): 950 DKK ekskl. gebyr
Strøm til caravanpas: 800 DKK ekskl. gebyr
(Udsolgt) Mini Lodge (2 pers.): 5.955 DKK ekskl. gebyr
(Udsolgt) Boutique Tent (2-4 pers.): 5.955 DKK - 7.955 DKK ekskl. gebyr

Billetlink: www.heartlandfestival.dk

Med venlig hilsen
HEARTLAND

Kontakt
Presseansvarlig – HAVE:
Peter Pishai Storgaard // peter@have.dk // 28 49 33 86

Heartland
Direktør: Ulrik Ørum-Petersen // ulrik@livenation.dk
Udviklings- og programdirektør: Janne Villadsen // janne@heartlandfestival.dk

Om Heartland
Heartland er en kulturfestival, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: MUSIC, ART, TALKS og FOOD. Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen og finder sted i slotsparken ved Egeskov Slot på Fyn.

Heartland finder sted næste gang d. 2. – 4. juni 2022.

Mere info om Heartland kan findes på www.heartlandfestival.dk

Heartland på de sociale medier
Facebook: @heartlandfestivaldk
Instagram: @heartlandfestivaldk
Twitter: @heartlanddk
YouTube: Heartland Festival

Heartland er støttet af:
Faaborg Midtfyn Kommune
Udvikling Fyn
Albani

Emner

Kategorier

Kontakt

Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver
Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark