Gå til indhold
Kesi og HUGORM fuldender årets line-up for Grøn 2024

Pressemeddelelse -

Kesi og HUGORM fuldender årets line-up for Grøn 2024

Det er et stort og kraftfuldt punktum, der bliver sat på årets program, når Muskelsvindfonden og Tuborg i dag løfter sløret for årets to sidste artister. Der er lagt op til en kæmpe fejring af dansk livemusik, når Kesi og HUGORM sammen med Blæst, Burhan G, Jada, Scarlet Pleasure, Tobias Rahim og TV·2 drager på turné fra den 18.-28. juli.

Billetsalget til årets grønne koncerter er kommet historisk flot fra start, og i løbet af den seneste uge har arrangørerne kunne melde udsolgt i først Valby i lørdags og senest Næstved i mandags. Det er cirka to måneder tidligere end i 2023, og dermed det tidligste tidspunkt nogensinde, at Grøn har kunnet melde nogen byer udsolgt.

Med dagens offentliggørelse af Kesi og HUGORM er alle årets otte artister til Grøn 2024 offentliggjort.

Gigantisk gadefest på Grøn
Oliver Kesi Chambuso, bedre kendt under navnet Kesi, er et af de største navne i dansk musik, og trods sin unge alder har han allerede opnået stor succes med utallige hits og udsolgte koncerter. Kesi debuterede som 18-årig i 2011 og har siden gennembrudshittet “Søvnløs” i 2014 siddet tungt på toppen af hitlisterne. Hitmageren er stadig uundgåelig på de danske radiostationer og hitlister, hvor han står bag kæmpehits som “Kom Over”, “Følelsen”, “Blå Himmel” og ikke mindst en af landets allerstørste hits “Ibiza”. Gennem de seneste 13 år har Kesi akkumuleret næsten 900 mio. streams - et tal som kun en lille håndfuld af danske artister kan komme i nærheden af.

Da rapperen fra Nørrebro for første gang stod på den grønne scene i 2019, blev publikum inviteret indenfor til en vaskeægte gadefest. I sommeren 2023 markerede Kesi for alvor sin plads som landets ukronede hitkonge, da han lagde Roskilde Festivals Orange Scene ned med Camp Kesi. Nu er han igen klar til at tage på turné med sin usammenlignelige energi på en scene- og der er lagt op til en gigantisk hitparade, når han går på scenen på Grøn til sommer:

"Grøn for mig betyder sammenhold, der betyder hygge og det betyder fællesskab. Jeg glæder mig til at komme ud og nyde en masse gode dage med en masse gode mennesker, både foran og bag ved scenen!" udtaler Kesi.

HUGORM snor sig ind på den grønne scene
Med Simon Kvamm i front kom rocktrioen HUGORM overbevisende ud af deres skjul i 2020 med den anmelderroste EP: “FOLK SKAL BARE HOLDE DERES KÆFT”. Debut-EP’en opnåede hurtigt en særlig stjerneplads blandt fans, og trioen har siden markeret sig på den danske musikscene med et utal af fantastiske live-optrædener på blandt andet Smukfest, Tinderbox og totalt udsolgte shows på adskillige af landets største spillesteder.

Sidste år høstede rockbandet prisen for Årets Danske Rockudgivelse med hjem til GAFFA-Prisen 2023 for deres anmelderroste studiealbum “TRO, HUG & KÆRLIGHED”. Rocktrioen afsluttede 2023 med en fuldkommen udsolgt turné i fællesskab med komikeren Frank Hvam. HUGORM er som en slange med vokseværk og tager til efteråret på en arena-turné, der kulminerer i et kæmpe show i Royal Arena til november. Inden da gælder det rockgruppen fra Klitmøllers debut på Grøn til sommer, hvor HUGORM vil slå det grønne publikum omkuld med deres intense liveperformance og spektakulære sceneshow.

Bandet udtaler:
"Det er kæmpestort for HUGORM at komme på Grøn. Vi har brugt et par år på at finde vores musikalske ståsted og ikke mindst få nogle koncert-kilometer i benene, og nu føler vi os klar til at komme ud til alle de mennesker, Grøn er en platform til at nå. Og vi føler os overbeviste om, at HUGORM for dem vil være et vitamin-boost, de ikke vidste, de gerne ville have!"

Link til billetter og yderligere information om Grøn 2024 kan findes på groenkoncert.dk.

For pressehenvendelser, kontakt venligst:
Peter Pishai Storgaard · peter@have.dk· 28 49 33 86
Picasa Emily Askjær Grand · picasa@have.dk · 30 13 88 80
Sofie Ugilt · sofieugilt@have.dk· 22 51 85 48

Om Grøn
I mere end fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden med Grøn skabt musikalske oplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe Plads til forskelle, hvilket har til formål at skabe større mangfoldighed i det danske samfund. I 2023 kunne Tuborg og Muskelsvindfonden fejre 40 år med Grøn i et historisk år, hvor man for første gang kunne melde totalt udsolgt på hele turnéen rundt i Danmark.

Om Muskelsvindfonden
Muskelsvindfonden er en forening, et fællesskab og en bevægelse. Den blev skabt af og for mennesker med muskelsvind, men den er også 100vis af fantastiske pårørende, medarbejdere, engagerede samarbejdspartnere og mere end 1.000 frivillige, der er med til at sætte verden i bevægelse.

Siden 1983 har Muskelsvindfonden i et partnerskab med Tuborg arrangeret Grøn, for i Muskelsvindfonden samler vi danskerne, mens vi samler ind til vores arbejde for mennesker med muskelsvind. Overskuddet går direkte til vores arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i muskelsvind.

Sammen med samarbejdspartnere samler Grøn også særskilt ind til en årlig Plads til forskelle-pulje, som uddeles til et initiativ, som understøtter Muskelsvindfondens vision om “plads til forskelle”.

Om Tuborg
Tuborg blev grundlagt i 1873, og er siden blevet danskernes foretrukne ølmærke. Tuborg har gennem fem årtier haft et stort engagement i musikken og det fællesskab, det bibringer mellem danskerne. Gennem tætte partnerskaber med både det danske musikmiljø og koncert-og festivalarrangører, har Tuborg medvirket til, at danskerne hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde øl. Tuborg var med til at skabe grundstenen til Grøn tilbage i 1983 og har været medarrangør lige siden.

Turnéplan 2024:
18. juli: Tårnby
19. juli: Kolding
20. juli: Aarhus
21. juli: Aalborg
25. juli: Esbjerg
26. juli: Odense
27. juli: Næstved (Udsolgt)
28. juli: Valby (Udsolgt)

Grøn på de sociale medier
Officielt hashtag: #Grøn24
Facebook: facebook.com/groenkoncert
Instagram: Groenkoncert
Snapchat: Groenkoncert
YouTube: Grøn Koncert
TikTok: Groenkoncert

Emner

Kategorier

Kontakt

Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver
Picasa Emily Askjær Grand

Picasa Emily Askjær Grand

Pressekontakt Juniorrådgiver 30138880
Sofie Ugilt

Sofie Ugilt

Pressekontakt Projektassistent 22518548

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark