Gå til indhold
Kulturens talkshow runder 100 afsnit – på blot to et halvt år

Pressemeddelelse -

Kulturens talkshow runder 100 afsnit – på blot to et halvt år

Kunstnere og kulturledere. Kulturprofiler og visionære aktører. Ordførere og ministre. Det er sådanne gæster, der har besøgt Christian Haves talkshow KulturHave på dk4 til dybdegående og uforstyrrede samtaler. Allerede efter lidt under to et halvt år – den 29. juni – runder talkshowet 100 afsnit.

Siden januar 2019 har kulturlivets aktører haft deres helt eget tv-talkshow i programmet KulturHave, hvor kommunikations- og kulturekspert Christian Have inviterer en bred vifte af gæster i studiet til dybdegående samtaler om kunsten og kulturen.

Når skuespiller og instruktør Mikkel Harder Munck-Hansens besøg i KulturHave ruller over skærmen den 29. juni, kan programmet fejre sit afsnit nr. 100. En milepæl, der nås efter blot to et halvt år.

Alt fra store kulturprofiler til visionære iværksættere blandt gæsterne

Undervejs har Christian Have i KulturHave haft besøg af fire kulturministre – Marianne Jelved, Bertel Haarder, Mette Bock og Brian Mikkelsen – samt en lang række øvrige kulturpolitikere fra hele det politiske spektrum, bl.a. Zenia Stampe, Birgitte Bergman, Mogens Jensen og Morten Messerschmidt.

Hertil kommer et væld af topnavne fra dansk kulturliv såsom Phillip Faber, Casper Christensen, Jim Lyngvild, Kasper Holten, Poul Krebs, Christian Lollike, Susse Wold, Thomas Blachman, Charlotte Munck, Thure Lindhardt, Peter Aalbæk Jensen,
Silas Holst, Jytte Abildstrøm og Nikolaj Hübbe.

Programmet rummer dog i lige så høj grad aktører, som ikke optræder nær så ofte i de landsdækkende medier, men er mindst lige så vitale for dansk kulturliv. Det gælder især ledere fra både små og store kulturinstitutioner såvel som visionære iværksættere, der er med til at ændre vilkårene for, hvordan kunsten og kulturen udformes og opleves – bl.a. museumsdirektør Ulla Tofte, teaterdirektør Susanne Vognstrup og professor Johannes Nørregaard Frandsen.

Flow-tv, web-tv og podcast på én gang

KulturHave produceres i et samarbejde mellem dk4 og HAVE A/S, og udover at vises på tv-kanalen, er KulturHave også tilgængelig på christianhave.dk og som podcast via Apple Podcasts og Spotify m.fl.

Steen W. Pedersen, som er mediedirektør på dk4, udtaler:

”Kulturlivet fortjener den form for fordybelse, som KulturHave rummer. Jeg er fantastisk glad for den opbakning fra hele kulturlivet som programmet nyder. Vi er stolte over at have et kulturprogram, der har mulighed for at give taletid til den enorme vifte af spændende, innovative og betydningsfulde stemmer, der er med til at definere og udvikle dansk kunst- og kulturliv.”

Programmets vært, Christian Have, udtaler videre:

”Det er rart at mærke hvor stor interesse for kulturen, der er i Danmark – også her under Corona-krisen. Når man går i dybden, sådan som vi gør med KulturHave, får man altid noget at vide, som man ikke vidste i forvejen, og det synes jeg er en af programmets helt store styrker.”

Med venlig hilsen
HAVE A/S

For yderligere information, kontakt venligst:
Direktør Michael Feder · michael@have.dk · 22 43 49 42

Emner

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark