Pressemeddelelse -
Let Røven! offentliggør nye navne til det store støtteshow på Det Kongelige Teater
Let Røven! kan i dag glæde sig over at kunne offentliggøre de sidste navne til det storslåede støtteshow, som Amin Jensen og Julie Berthelsen byder velkommen til den 27. maj kl. 19:30 på Det Kongelige Teater. Det er lykkedes at få Danmarks Melodi Grand prix-stolthed og den ene halvdel af Brødrene Olsen, Jørgen Olsen, med i aftenens line up. Den prisvindende komponist Steve Barakatt vil ligeledes tage del i aftenens show gennem sit talent som pianist. Aerial Art tilføjer en æstetisk performance med storslået luftakrobatik på scenen, mens både Mads Lumholt og Emma Nicoline vil fylde Gl. Scene med tryllebindende sang.
Støtteshowet byder indenfor til en forrygende aften på Gl. Scene med et show ud over det sædvanlige. Amin Jensen og Julie Berthelsen står i front for såvel danske som internationale artister i det store Galla støtteshow ’Let Røven’, der sætter fokus på mænd og kræft. Showet samler penge ind til mere forskning i prostatakræft, som 4.500 mænd rammes af hvert år, og som er et tal, der er på højde med antallet af kvinder, der hvert år rammes af brystkræft. De to værter og alle artisterne optræder uden honorar, og de vil tage dig med ind i en magisk verden af musik, sang, dans og spektakulære luftnumre.
Æstetisk luftakrobatik, Dansk Melodi Grand Prix-stolthed og prisvindende komponist gæster det store støtteshow
Udover Silas Holst og The Boyband Tour, Sada Vidoo med mere, kan ’Let Røven’ i dag præsentere fem nye optrædener. De er stolte over, at Jørgen Olsen, den ene halvdel af hele Danmarks Brødrene Olsen, vil fylde salen med minder, smil og følelsen af sammenhold. Jørgen og hans bror Niels Olsen debuterede ved Dansk Melodi Grand Prix i 1978 med sangen ”San Francisco” og lige siden har de sunget sig ind i danskernes hjerter, hvor de for alvor fik deres navne mejslet i sten, da de overlegent vandt såvel dansk som internationalt Melodi Grand Prix med ”Smukt som et stjerneskud”.
Steve Barakatt er ligeledes tilføjet til aftenens store program. Han har siden barnsben spillet klaver, studeret både klassisk musik og jazz og i en alder af blot 16, udvidede han sin horisont og begyndte at komponere musik. Det er dermed ikke uden grund, han er prisvindende komponist og det er derfor med stor glæde, ’Let Røven’ kan offentliggøre hans navn.
Julie Berthelsen vil være i velkendte omgivelser, når Let Røven! løber af stablen. Mads Lumholt, der er Julie Berthelsens grandfætter, vil nemlig optræde med et solonummer. Han har været en fast del af Julie Berthelsens orkester siden 2012, når hun har afholdt sine traditionsrige juleturnéer. Han har ligeledes været solist i forbindelse med flere store filmproduktioner og i 2022 indspiller Mads Lumholt sit første album i eget navn.
Offentliggørelsen af aftenenes line up fortsætter med Top 20 Chart-artisten Emma Nicoline, der i 2021 fik sit gennembrud med sangen ”Står lige her”. Efterfølgende har hun også haft succes med sangen ”Hva så nu” og den 27. maj vil man få muligheden for at opleve Emma Nicoline skinne igennem på Gl. Scene med sine sange, som hun håber, inspirerer og motiverer folk.
Sidst, men ikke mindst, får aftenen et drys af magi, når Aerial Art forvandler scenen med et storslået sceneshow fyldt med luftakrobatik. Forbered dig på en æstestik optræden, hvor kroppe vil smyge sig smukt og kontrolleret i store ringe i luften.
Oveni disse nye navne, kan publikum stadig se frem til en ’surprise guest’ den 27. maj.
Tabuerne omkring prostatakræft skal elimineres
”Prostatakræft er en forfærdelig sygdom, som i dén grad mangler forskningsmidler. Men det er også en sygdom, der i høj grad er tabubelagt i det danske samfund. Med ’Let Røven’ er ambitionen derfor ikke blot at støtte forskningen, men også at eliminere tabuerne omkring sygdommen – ved ganske enkelt at tale om den og sætte fokus på de titusindvis af mænd, der lever med sygdommen,” fortæller initiativtager til kampagnen, forretningsmanden Frank Guldhammer, som blandt andet er direktør for Forlaget Fortuna.
Han udtaler videre:
”Vi anerkender, hvor vigtigt det er at give folk en ordentlig én på opleveren, når man skal øge opmærksomheden omkring en sag. Derfor har vi sammensat dette forrygende show i fuldkommen fantastiske omgivelser, og vi glæder os til at fylde sæderne foran Gamle Scene med både gavmilde og lattermilde mennesker.”
Let Røven-kampagnen støtter Kræftens Bekæmpelse og støttes af PROPA, Prostatakræftforeningen.
Billetsalget er i gang på Ticketmaster, og prisen er mellem 695- og 995 kr. Læs mere om kampagnen på www.letroven.dk.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR
For yderligere information, kontakt venligst:
Julie Qvick · julieq@have.dk · 22 72 75 56
Sara Jeppesen · sara@have.dk · 22 41 00 48
Aleksander Arnbak · aleksander@have.dk · 61 16 05 09
—
Baggrund for kampagnen ’Let Røven’
4.500 mænd rammes af prostatacancer hvert år. Mere end 25% af dem dør af det, og endnu flere er i behandling for at holde sygdommen i skak. Mindst 43.000 lever med den i dag.
Der er i dag ingen sikre tegn eller symptomer, du kan holde øje med, for at blive klar over, om du har prostatakræft. Den opdages i en blodprøve via din egen læge. I blodprøven måles PSA-tallet (Prostata Specifikt Antigen), som er en biomarkør for, hvor meget PSA prostatakirtlen danner. Sammen med oplysning om du har nogen i din familie, der har eller har haft prostatakræft og en hos din læge foretaget undersøgelse af prostata, afgøres det, om du sendes til videre udredning på hospitalet.
Man antager, at kræftceller producerer ca. 10 gange så meget PSA som normale celler, og man holder derfor øje med PSA-tallet som en mulig indikator på kræft.
Der findes imidlertid både en fredelig form for prostatakræft, der ikke umiddelbart er behandlingskrævende og en farlig, aggressiv form, der kan behandles, hvis den opdages i tide, men PSA-tallet kan desværre ikke skelne mellem den betydende kræft og den u-betydende kræft.
Det fortæller blot, at der er en mulig kræft. Det er derfor ikke tilstrækkeligt sikkert og kan derfor aldrig stå alene.
Der er således et kæmpe behov for mere forskning i at finde en alternativ biomarkør, der enten kan erstatte eller supplere PSA, for vi har brug for at finde et mere sikkert grundlag for at kunne konstatere, om mænd har den betydende prostatakræft.
Det er denne forskning, vi skal have mere gang i – og det er denne forskning, du kan støtte i denne kampagne.
Det kan både redde liv og sikre en bedre livskvalitet!
De indsamlede midler i ’Let Røven’ kampagnen går til Kræftens Bekæmpelse til forskning i prostatakræft.