Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Miso Film køber filmrettighederne til Tobias Bukkehaves Cortzen-trilogi

Foto: Miso Film

Tobias Bukkehaves trilogi om den hemmelige agent Tom Cortzen nærmer sig 100.000 solgte eksemplarer og er dermed blandt de bedst sælgende spændingsromaner i Danmark.

Det er derfor med stor glæde, at Miso Film kan annoncere, at selskabet har erhvervet filmrettighederne til Tobias Bukkehaves populære Tom Cortzen-trilogi. KONGETRO, ARVESTÅL og AFTENLAND har med sin særlige blanding af intens, dagsaktuel politisk intrige og hæsblæsende action i den grad fanget læsernes opmærksomhed. Samtidig har serien høstet stor anerkendelse for sin intense spænding, fængslende fortælling og sit galleri af dybdegående karakterer.

En spændingsfyldt fortælling om verdens tilstand
Trilogien følger den tidligere elitesoldat, admiralsøn og FE-agent Tom Cortzen, som bliver kastet ind i komplekse, internationale intriger. Serien kombinerer action fyldt spænding med psykologisk dybde, og Cortzens moralske dilemmaer, familiære forviklinger og personlige kampe væves ind i plots med afsæt i den geopolitiske situation, Danmark og verden står i netop nu. Gennem trilogien udfordres Cortzen både af interne og eksterne fjender, og bøgerne er en nervepirrende rejse gennem et højrisiko-univers af spionage og magtspil.

Bukkehave har et særligt blik for tematikker, der er relevante for vores umiddelbare samtid. Tom Cortzen og hans hemmelige enhed Sektor7 skal således forholde sig til alt fra hybridkrig på dansk grund, valgmanipulation og attentatforsøg på danske politikere til ulovlige våbenleverancer til Ukraine via danske havne. Bag det hele findes et dobbeltbundet politisk plot på Christiansborg, hvor ambitiøse politikere og embedsmænd besværliggør Sektor7s arbejde.

Tobias Bukkehave har markeret sig som en af Danmarks mest talentfulde og anerkendte forfattere inden for spændingslitteratur. Udover Tom Cortzen-trilogien har Bukkehave skrevet andre anmelderroste værker i forskellige genrer. Hans stil er præget af en stærk sans for karakterudvikling og komplekse plots, som holder læserne på kanten af sædet fra start til slut.

Tobias Bukkehave udkommer på Politikens Forlag, og i 2025 udgives Cortzen-serien i Norge.

Peter Bose, CEO og producer hos Miso Film udtaler: "Vi er utrolig glade for at kunne bringe Tom Cortzens verden til live til glæde for et stort publikum. Tobias Bukkehaves trilogi har en unik kombination af intens spænding, menneskelig indsigt og international appel, som vi er overbeviste om vil fange både danske og internationale seere. Der er for få nervepirrende spion-film i de danske biografer, og vi ser frem til at producere en højspændt thriller på baggrund af så stærkt et materiale."

Miso Film er et af Skandinaviens førende produktionsselskaber inden for film og tv-serier. Selskabet står bag adskillige succesrige produktioner, herunder prisvindende serier og film i både Danmark og udlandet. Miso Film er med serierne EFTERFORSKNINGEN, DEN SOM DRÆBER, FORHØRET og film som SKYGGEN I MIT ØJE og SÅ LÆNGE JEG LEVER m.fl. kendt for at producere kvalitetsindhold, der formår at engagere og underholde publikum, samtidig med at de leverer kunstneriske fortællinger med substans og dybde.

Miso Film har kontorer i København, Oslo og Stockholm. Som en del af Fremantle og RTL/Bertelsmann koncernen har selskabet en solid international forankring.

Med venlig hilsen

HAVE Kommunikation
Michael Feder, mobil: 22434942, mail: michael@have.dk

Emner

Kategorier

Kontakt