Gå til indhold
MØ bliver musikalsk hovednavn ved Copenhagen Winter Games

Pressemeddelelse -

MØ bliver musikalsk hovednavn ved Copenhagen Winter Games

Den hæderkronede sangerinde optræder til november i spektakulære omgivelser – hun er nemlig at finde som musikalsk hovednavn ved Copenhagen Winter Games. Her får hun blandt andet selskab af Saveus, Phlake og TooManyLeftHands, og i fællesskab vil de danne lydtæppe for World Cup og OL-kvalifikationerne for skiløbere og snowboardere i disciplinen BIG Air. Billetsalget er startet.


Fredag den 3. og lørdag den 4. november vil B&W Hallerne på Refshaleøen være centrum for en sand verdensbegivenhed. Intet mindre end en milliard seere vil nemlig kunne følge med i Copenhagen Winter Games.

Her vil 120 atleter fra mere end 25 lande dyste i den første World Cup og OL-kvalifikationerne for skiløbere og snowboardere i disciplinen BIG Air, og begivenheden finder sted blot tre måneder før Vinter-OL afholdes i Sydkorea.

Det sportslige omdrejningspunkt bliver uden tvivl den 50 meter høje skibakke, som vil sende de mange dystende deltagere ud på et 25 meter langt hop, der skal rumme de mest spektakulære og stilfulde tricks, de kan diske op med.

Kulturfestival med street food, musik og aktiviteter for store og små

Copenhagen Winter Games kommer imidlertid til at være meget mere end blot en sportsbegivenhed.

Det bliver en decideret kulturfestival med noget af det mest populære street food, som hovedstaden har at byde på, såvel som masser af aktiviteter for publikum – alt fra børnevenlige kælkebakker til afterskiing for de voksne.

Desuden kan der tilføjes et stærkt musikprogram, som både rummer livemusik og dj-navne, kendt fra afterskiing på store skisportsteder. Der vil være musik både fredag og lørdag, og sløret kan hermed løftes for lørdagens program.

Stort musikalsk line-up til Copenhagen Winter Games

Hovednavnet bliver ingen ringere end MØ. Hun får selskab af Saveus samt Phlake, der vandt to Danish Music Awards for sit album Slush Hours, og den innovative dj-duo TooManyLeftHands bestående af makkerparret Anders K og Martin Nick.

Tilsammen vil de fire navne danne lydtæppet omkring hhv. dame- og herrefinalerne inden for snowboarddisciplinen, og programmet for lørdag ser dermed således ud:

16.30: Phlake
18.00: Finale – damer – snowboard
19.00: Saveus
21.00: Finale – herrer – snowboard
22.00: MØ
23.30: TooManyLeftHands

Fredagens program byder også på store koncerter disse kunstnere offentliggøres snarest.


Store ski- og snowboardnavne fra hele verden gæster København

Blandt de prominente atleter, som man kan opleve ved Copenhagen Winter Games, finder man snowboardere som Emil Ulsletten (Norge), Billy Morgan (England), Marcus Kleveland (Norge), Ståle Sandberg (Norge), Sven Thorgren (Sverige) og Roope Tonteri (Finland) – og skiløbere som Kai Mahler (Schweiz), Oysten Braten (Norge), Vincent Gagnier (Canada) og Jesper Tjäder (Sverige).

Copenhagen Winter Games afvikles med støtte fra Wonderful Copenhagen, Region Hovedstaden og Københavns Kommune. Red Bull, Carlsberg, Volvo og Garmin er desuden partner på begivenheden, som de kommer til at sætte deres eget unikke aftryk på. Herhjemme vil DR transmittere fra begivenheden.

Billetsalget er i gang og kan købes via: http://www.copenhagenwintergames.com/tickets/

Følg Copenhagen Winter Games på Facebook:www.facebook.com/copenhagenwintergames

Med venlig hilsen
Have Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst: Kristina Sindberg kristina@have.dk 24 86 01 84

Emner

Kategorier

Kontakt